15. marts 2006: Fugleinfluenza rammer Danmark / Dags Dato
15.03.2021
En død musvåge på en strand syd for Næstved vil normalt ikke trække landsdækkende overskrifter, men den 15. marts 2006 var en undtagelse. Den døde fugl på Svinø strand havde nemlig bragt den frygtede fugleinfluenza H5N1 med til Danmark. ”Fugleinfluenza i Danmark: Fugleinfluenza: Danmark på sygdoms-kortet” – sådan lød overskriften i Jyllands-Posten allerede dagen efter.[1]
Der blev øjeblikkeligt oprettet en 10 kilometer stor overvågningszone, der skulle sikre, at smitten ikke spredte sig. I sikkerhedszonen lå 19 fjerkræsproducenter, som man frygtede kunne bringe smitten ud af kontrol.[2] På trods af den store mediebevågenhed, manede daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen til besindighed: ”Fugleinfluenza er først og fremmest alvorlig for fuglene og en risiko for fjerkræindustrien. Intet tyder på, at den er farlig for mennesker, bortset fra dem der har tæt omgang med syge og døde fugle”.[3]
Men eftersom fugleinfluenzaen bredte sig i adskillige europæiske lande, skærpede regeringen nu alligevel deres opmærksomhed, hvorfor de etablerede et beredskab, der kunne træde i kraft i tilfælde af, at den ændrede karakter og blev farlig for mennesker.[4] Beredskabet byggede videre på en handlingsplan fra 2005, der indebar tiltag som sikring af fjerkræstalde og en indførelse af et såkaldt ”early warning”-system, som forpligtede ejere af fjerkræsproducenter til at reagere ved første tegn på en række symptomer.[5]
Anderledes roligt tog beboerne i Svinø det. Mens journalister nærmest faldt over hinanden i jagten på døde fugle, spadserede katte og hunde rundt mellem dem på trods af Fødevarestyrelsens opfordring til at holde dem indendørs. I udlandet havde der været adskillige tilfælde af smitte hos både katte og hunde.[6] En journalist fra Jyllands-Posten talte med en lokal, hvis katte – Dumbo og Snehvide – var blandt de husdyr, der ikke fulgte myndighedernes anbefalinger: ”De skal have lov til at vandre omkring som de plejer (…) Jeg synes ikke, at der er grund til at panikke, fordi der er fundet en enkelt musvåge med fugleinfluenza”.[7]
Den 30. juni blev den sidste af Fødevarestyrelsens restriktioner ophævet.[8] I 2006 producerede Danmark 199.000 ton fjerkræ til en samlet værdi af tre milliarder kroner – og der var derfor meget på spil for erhvervet.[9] Hen over sommeren stod de så grelt til med fjerkræsbranchen, at Danmark sidst i juni sendte en ansøgning til EU-Kommissionen om knap 50 millioner kroner til at hjælpe branchen. Beløbet blev halveret, og da sommeren gik på hæld modtog branchen 26 millioner til at holde sig oven vande[10] Det var imidlertid småpenge i forhold til, hvor meget Det Danske Fjerkræsråd anslog, at branchen havde tabt i løbet af de få måneder: 200 millioner kroner.[11]
Hvor økonomien var det eneste, der led tab i Danmark, var der flere eksempler på mennesker, der blev smittede, og døde af fugleinfluenzaen. Særligt Indonesien blev hårdt ramt – ud af 55 smittede døde 45.[12] I årene siden udbruddet har der været et par tilfælde af fugleinfluenza i Danmark, men intet i nærheden af det, der startede den 15. marts 2006. Udbruddet i 2006 åbnede imidlertid verdens øjne for, hvor let pandemier spreder sig på tværs af kloden. Særligt risikoen for at en virus, der stammer fra dyreverdenen, kan være sygdomsfremkaldende hos mennesker – og i sidste instans koste dem livet.[13]
DAGS DATO 15. MARTS af Johannes Sartou / ILLUSTRATION: Allerede 15. februar tog Beredskabsstyrelsen ingen chancer, da tre medarbejdere indsamlede døde svaner ved Gavnø Slot, efter at H5N1 på den tyske ø Rüge er blevet konstateret fundet i to døde svaner og en høg. Først en måned senere nåede sygdommen altså Danmark [foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix/Scanpix]
Litteraturliste:
[1] Grund, Jens: ” Fugleinfluenza i Danmark: Fugleinfluenza: Danmark på sygdoms-kortet”, (Jyllands-Posten, Sektion 1, Side 4, 16. marts 2006)
[2] Kristeligt-dagblad.dk (ritzau) ”Der kommer flere tilfælde af fugleinfluenza”, (Kristeligt Dagblad, Side 2, 16. marts 2006)
[3] Ibid.
[4] Ibid.
[5] Fødevarestyrelsens handlingsplan mod fugleinfluenza 13. oktober 2005, tilgået: https://www.ft.dk/samling/20051/almdel/flf/bilag/283/248631.pdf
[6] Christensen, Mille Marie: ”Fugleinfluenza i Danmark: Reportage: Kattene skal ikke lukkes inde”, (Jyllands-Posten, Sektion 1, Side 5, 16. marts 2006)
[7] Ibid.
[8] Møller, Anders Emil: ”Fyn fri for fugleinfluenza”, (Politiken.dk, 30. juni 2006)
[9] Kristeligt Dagblad (Ritzau): ”Der kommer flere tilfælde af fugleinfluenza”, (Kristeligt Dagblad, Side 2, 16. marts 2006)
[10] Berlingske.dk (Ritzau): ”Danmark får støtte til ramt fjerkræbranche”, (13. juli, 2006), tilgået: https://www.berlingske.dk/business/danmark-faar-stoette-til-ramt-fjerkraebranche
[11] Berlingske.dk (Ritzau): ”Frygt for fugleinfluenza: Inden midnat skal alle høns lukkes inde”, (14. november, 2016), tilgået: https://www.berlingske.dk/samfund/frygt-for-fugleinfluenza-inden-midnat-skal-alle-hoens-lukkes-inde
[12] Aargaard, Lars Henrik: ”Familie på syv død af fugleinfluenza”, (Berlingske Tidende, Sektion 1, Side 3, 25. maj 2006)
[13] Persson, Charlotte Price: ”Verdenskendt influenzaekspert næste pandemi kan slå millioner ihjel”, (Videnskab.dk, 14. november, 2011), tilgået: https://videnskab.dk/krop-sundhed/verdenskendt-influenzaekspert-naeste-pandemi-kan-sla-millioner-ihjel