1. februar 1864: Preussiske og østrigske tropper overskrider den danske grænse ved Ejderen / Dags dato

31.01.2021

Midten af 1800-tallet var i bogstaveligste forstand en sprængfarlig periode i Europa, herunder i forholdet mellem Danmark og Preussen. I Danmark anså man Slesvig for dansk, men de tysksindede i Slesvig og Holsten mente, at der mellem de to områder var et historisk bånd, som ikke måtte brydes.[1] Da Danmark den 22. marts 1848 fik ny regering, dannede de slesvig-holstenske ledere deres egen provisoriske regering, og da den danske regering den 24. marts erklærede, at Holsten var frit til at blive en del af Tyskland, men at Slesvig var uløseligt forbundet med Danmark, var det blot et spørgsmål om tid, før den Første Slesvigske Krig – også kaldet Treårskrigen – brød ud.[2]

2. juli 1850 sluttede Preussen og Danmark fred – for en stund. For kampene fortsatte i hertugdømmerne, og nu besluttede de fire stormagter England, Rusland, Frankrig og Sverige, at der for at sikre freden i Europa måtte sættes en stopper for krigen, og at Danmark atter skulle etableres som helstat og monarki. Det resulterede i den såkaldte Londonprotokol som Østrig men ikke Preussen tilsluttede sig.[3] I 1863 underskrev Christian IX (1818-1906) en ny grundlov – Novemberforfatningen – vedrørende fællesanliggender for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, der hermed blev gjort til en del af det danske rige.[4] Men den 7. december rykkede preussiske tropper ind i Holsten, og 10. januar 1864 besluttede Preussen og Østrig at stille et ultimatum: Novemberforfatningen skulle ophæves. 16. januar gav Østrigs gesandt så Danmark 48 timer til at effektuere dette – ellers ville de tage Slesvig som gidsel.

Umiddelbart forinden, 13. januar, havde det danske krigsministerium sendt en modsætningsfyldt instruks til manden, der skulle lede det danske forsvar: Overgeneral Christian de Meza (1792-1865). Den 71-årige De Meza var blot få dage før – og til manges overraskelse – blevet udnævnt til overgeneral. Dannevirke – i folkemunde kaldet Thyras Vold – skulle, lød ordren, forsvares:

“Saalænge den nuværende faktiske Exekutionstilstand i Holsten vedvarer uforandret, bliver det Opgaven at bevogte Grændselinien mod Holsten […] Overskridelsen af den saaledes betegnede Linie enten ved regulaire Forbundstropper eller ved Friskarer tilbagevises i fornødent Fald med Magt”.[5] Men man advarede samtidig de Meza: ”saa stor Interesse det end maa have at bevare Landet mod fremmed Vold og derved kun at vige tilbage efter en afgjørende Kamp, saa er det dog under de forhaandenværende politiske Forhold af endnu større Betydning, at det kommende Foraar finder os i Besiddelse af en dygtig og slagfærdig Hær”. Defor, lød det bekymret: ”Kampen i Dannevirkestillingen tør altsaa ikke føres saa vidt, at Hærens Tilværelse som Hær kompromitteres”.[6]

Frygten var begrundet. Den Anden Slesvigske Krig kom til at koste Danmark dyrt i land men især i mænd. Omend tabene kan synes små i det store samtidige europæiske perspektiv, blev begge de slesvigske krige nogle af de mest blodige i dansk historie. Hæren havde ikke fået de fornødne midler til at tage en kamp som denne, og konsekvensen blev, at 40.000 danske soldater ved Dannevirke mødte en styrke, under ledelse af feltmarskal Friedrich Ernst von Wrangel[7], der var dem stærkt overlegen – ikke alene i antal men i udrustning, herunder langtrækkende kanoner og moderne bagladegeværer.

Denne januarmorgen klokken halv otte modtog den alderssvækkede og i øvrigt hyponkondriske de Meza beskeden fra von Wrangel om at tropperne havde krydset Ejderen – 20 km syd for de danske stillinger. I krigserklæringen indgår også en hilsen fra den tyske general: ”Han griber tillige denne anledning til at udtale for hr. generalløjtnant de Meza forsikringen om sin mest udmærkede højagtelse”. [8] Derpå fulgte måneders kamp i den hårde vinter – og undervejs, de Mezas fyring – før den preussisk-østrigske hær stormede Dybbøl den 18. april kl. 10 (se foto) og snart sikrede det endelige resultat: at Slesvig, Holsten og Lauenborg blev dele af Det Tyske Kejserrige af 1871. Adjudant Albert Peter Carl Abrahams (1839-1909) deltog i det sidste store slag ved Lundby i juli 1864 og drog derefter hjem til Aalborg. Om nederlaget skrev han: “Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begeistret, letsindig, men legemlig affældig Mand – jeg red tilbage med en sammensunken Olding! [9]

Stående foran den ødelagte Dybbøl Mølle ses herunder bl.a. Prins Friedrich Karl (1828-1885), der stod i spidsen for det preussiske armékorps ved Dannevirke og for belejringen af Dybbøl [foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix]



DAGS DATO 1. FEBRUAR af Julie Hugsted

Litteraturliste:
[1] For et overblik over den Anden Slesvigske Krig, se fx Scocozza, Benito; Jensen, Grethe: Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, Politikens Forlag 1999
[2] Se fx https://denstoredanske.lex.dk/Novemberforfatningen og den fulde tekst her: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/novemberforfatningen-1863/
[3] Krigsministeriets instruks til General De Meza, 13/1 1864
[4] ibid.
[5] fx Christensen, Frits: “Slagtebænk Dybbøl” i Jyllands-Posten 8. juni 2008
[6] ibid.
[7] Scocozza, Benito; Jensen, Grethe: Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, Politikens Forlag 1999
[8] For den fulde tekst, se fx: https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/1864-preussens-krigserklaering-af-31-januar
[9] Abrahams, Peter: Mit Ungdomsliv – Memoirer og Breve XLI (1907, 1973)