5. februar 1941: Danmark udleverer seks torpedobåde til Tyskland – trods Christian X’s protest / Dags dato

05.02.2021


Med en enkelt handling ændrede Danmark sin samarbejdspolitik med Tyskland radikalt, og det skulle vise sig blot at være første skridt i retning af et stadig tættere samarbejde med Værnemagten.[1]Overdragelsen skete mindre end et år efter, at tyske tropper havde angrebet Danmark fra både sø- og landsiden med trusler om bombardement af København samt løfte om beskyttelse mod engelske angreb.[2]

Onsdag den 15. januar 1940 ankom den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink til det danske Udenrigsministerium med en officiel anmodning om overtagelse af 12 danske torpedobåde: hhv. tre fra Dragen- og Glentenklassen: Dragen (1929), Hvalen (1930), Laksen (1930), Glenten (1933), Høgen (1933) og Ørnen (1934) samt seks ældre af Springeren-klassen: Havørnen (1917), Narhvalen (1917), Springeren (1919), Støren (1916), Søhunden (1917) og Søridderen (1916). Da de seks ældste var af ringe forfatning og Springeren stadig var i brug i den danske Kystbevogtning, blev kun de seks nyeste torpedobåde overleveret.[3]Renthe-Fink havde fået besked på ikke at godtage et dansk nej, men være åben overfor forhandlinger. Den 17. januar var der imidlertid afstemning om udleveringen blandt de danske ministre, og både statsminister Stauning og udenrigsminister Scavenius stemte for. Forsvarsminister Brorsen, Søværnets øverste kommando og Kong Christian X afviste til gengæld blankt forespørgslen.[4]Stauning og Scavenius valgte at bøje sig for kongen, men på dette tidspunkt havde Renthe-Fink allerede sendt telegram til Berlin om, at aftalen var i hus.

Ved endnu et møde den 21. januar var alle imod – undtagen Scavenius. Søværnet anførte, at en sådan aftale var direkte imod aftalen af 9. april 1941, hvor Danmark øjeblikkeligt kapitulerede til Tyskland. Danmark forblev politisk uafhængigt og beholdt sin såkaldt territoriale integritet, hvilket betød, at Tyskland ikke kunne erklære fx Slesvig for tysk område.[5] Men Scavenius svarede, at et afslag ville resultere i, at Danmark mistede hele flåden og hæren. I et forsøg på ikke at miste for meget ære blev det aftalt, at Danmark hverken solgte eller lånte torpedobådene ud, men overdrog dem “uden kanoner, torpedoer, håndvåben og ammunition, ligeledes uden projektører, radiostationer og afstandsmålere samt torpedorort”, som det fremgik af et telegram fra den tyske marineattache den 24. januar.[6]

Beslutningen blev voldsomt kritiseret af både England og Sverige, hvor man i medierne bl.a. understregede Søværnets pointe: At overdragelsen var et direkte brud med aftalen af 9. april 1940. Også Kong Christian protesterede mod ydmygelsen: På hans direkte ordre gik ’Rigets flag’ på Flagbastion Sixtus på Holmen i dag på halv.[7]



DAGS DATO 4. FEBRUAR af Julie Hugsted

ILLUSTRATION: Flaget på halv [foto: Ritzau Scanpix]

[1] Berman, Eli; Lake David A.: Proxy Wars: Suppressing Violence through Local Agents, Cornell University Press, Ithaca, New York, 2019
[2] Scocozza, Benito; Jensen, Grethe: Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, Politikens Forlag 1999
[3] Nerby, Søren: Med Orlogsflaget på Halv. Udlevering af søværnets torpedobåde i foråret 1941, Marinehistorisk Tidsskrift, 35. årgang, nr 4, november 2002
[4] ibid.
[5] https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/9-april-1940/
[6] Marinehistorisk Tidsskrift, 35. årgang, nr 4, november 2002
[7] http://www.baadlaug.dk/holmens_historie/bygninger.html