Dags dato 9. april 1940: “De danske Tropper forbliver i Besiddelse af deres vaaben, forsaavidt deres Optræden tillader det”

09.04.2021

Den 9. april 1940 cykler menig Ole Bjørnsen fra Odense og hans soldaterkammerater fuldt bevæbnede mod den danske grænse for at forsvare Danmark, da tyske soldater overskrider grænsen ved Sønderjylland.[1] Samtidig gik tyske enheder i land i København, Gedser og Korsør. Garderne ved Amalienborg var de eneste, udover soldaterne i Sønderjylland, der gjorde modstand. Angrebet blev fulgt op af trusler om et bombardement af hovedstaden, hvis man modsatte sig besættelse – og løfter om forsvar mod britiske bombardementer, hvis Danmark accepterede besættelsen.[2]



Ligesom Ole Bjørnsen og garderne, havde den vestjyske karl, Vagn M. Husted, regnet med, at Danmark ville forsvare sig i tilfælde af tysk angreb. Han beskriver morgentimerne den 9. april 1940 således: “Lidt op på formiddagen kom min mor hen i marken til mig. Hun havde hørt radioen og fortalte, at tyskerne var gået over Danmarks sydgrænse […] Jeg må ikke have troet, at alt håb om modstand var ude, for jeg sagde til min mor: ”så må vi passe på at høre radioen til middag, for måske bliver jeg indkaldt over radioen!”.[3] Han måtte i stedet følge den erklæring, som Christian X kom med i Statsradiofonien den 9 april: “Under disse for vort Fædreland saa alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og paa Land til at vise en fuldtud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark. Christian R., Amalienborg, den 9. April 1940”.

Allerede 1. januar havde den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) i sin nytårstale gjort det klart, at Danmark befandt sig “i en Stilling der umuliggør alle Forestillinger om effektivt Krigsberedskab”.[4]

Der blev indgået den såkaldte 9. april-ordning, der skulle sikre dansk suverænitet under fredsbesættelsen, og her fremgik det bl.a. at “De danske Tropper forbliver i Besiddelse af deres vaaben, forsaavidt deres Optræden tillader det”.[5] Men allerede 15. april krævede tyskerne udlevering af hærens 24 20 mm antiluftskyts, og 16. april. 22 april krævede Tyskland al dansk antiluftskyts. Begge blev efterlevet under dansk protest.[6]

Den 21. januar 1941, indgik Stauning og den tyske gesandt i København, Renthe Fink (1885-1964), en aftale om, at Danmark ville undertrykke enhver tyskfjendtlig agitation og modarbejde de partier, som var fjendtligt indstillede over for tyskerne, og at regeringen ikke længere ville forfølge de danske nationalsocialister – som bl.a. Frikorps Danmark, der bestod af frivillige mænd, der ville kæmpe sammen med tyskerne ved Østfronten imod kommunisterne.[7] Da Tyskland angreb USSR den 22. juni 1941 var den danske regering ikke sen til at indføre “Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed”.[8] Den blev vedtaget enstemmigt og med tilbagevirkende kraft den 29. august 1941 og havde til formål at fange og internere socialister – og alle andre, der var imod tyskernes besættelse af Danmark. 11. november 1941 sendte den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop (1893-1946) en redegørelse til den tyske nazistiske diktator, Adolf Hitler (1889-1945), hvor han beskrev, at tyskerne var ganske tilfredse med Danmark, og at der i intet andet besat land var så gnidningsløst samarbejde. Alle politiske krav var blevet imødekommet, og industrien sørgede fortsat for leverancer til det tyske militær.[9]

Danmark fortsatte samarbejdspolitikken med Tyskland frem til regeringens opløsning efter Augustoprøret i 1943, hvor der opstod uroligheder og kommunistisk organiserede strejker i protest mod den tyske besættelse, som resulterede i en regulær folkestrejke.[10] Da tyskerne insisterede på indførelse af dødsstraf for at deltage i urolighederne, trak den radikale Erik Scavenius (1877-1962) sig som statsminister og opløste regeringen. Herfra intensiveredes modstandskampen i befolkningen.

Det estimeres, at der ved krigens afslutning sammenlagt havde været 13.000 frivillige danskere i den tyske hærs tjeneste[11], imens de danske modstandsfolk havde mødt modstand hos befolkning, konge, hær og regering. 102 danske modstandsfolk blev henrettet efter tysk krigsretsdom, 500 dræbt i kamp eller ved vådeskud, og 260 danske modstandsfolk døde i koncentrationslejre[12], hvor der også blev dræbt 60 danske jøder, 120 politifolk og grænsegendarmer og 165 såkaldt asociale. De danske civile tab beregner sig på 308 ved luftangreb, 575 ved tyske terrorhandlinger, 87 i forbindelse med Folkestrejken i 1944 og 1.000 søfolk.[13]

DAGS DATO 9. april af Julie Hugsted / ILLUSTRATION: Limfjordsbroen afspærret af tyske soldater d. 9. april 1940 [foto: Frihedsmuseet]



Litteraturliste:
[1] Nulevende veteran: 9. april er ikke bare historie, Fyens Stiftstidende, 9. april 2018
[2] Scocozza, Benito; Jensen Grethe: Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, Politikens Forlag, 1999
[3] Vagn M. Husteds beretning om besættelsen 9. april 1940
[4] Statsminister Thorvald Staunings (S) nytårstale 1. januar 1940, Stauning var statsminister 1924-26 og 1929-42
[5] Nerby, Søren: Med Orlogsflaget på Halv: Udlevering af søværnets torpedobåde i foråret1941, Marinehistorisk Tidsskrift, 35. årgang, nr. 4, november 2002
[6] ibid.
[7] Berman, Eli; Lake David A.: Proxy Wars: Suppressing Violence through Local Agents, Cornell University Press, Ithaca, New York, 2019
[8] Populært kaldet Kommunistloven
[9] Nerby, 2002
[10] Hillingsø, K.G.H.: Det danske forsvar april 1940-august 1943, Institut for Militærhistorie Forsvarsakademiet
[11] Berman, 2019
[12] Nationalmuseet
[13] ibid.