David Vestenskov om Afghanistans historie: Nedtælling til den næste katastrofe

23.09.2023

Fra Alexander den Stores felttog – for mere end to årtusinder siden – over den russiske zar til det britiske imperium har historien lært krigsherrerne, at Afghanistan er nemt at invadere, svært at være i og umuligt at kontrollere for en fremmed styrke.

FRA ÆRA6. Artiklen er med i det nye trykte nummer af ÆRA.

Af David Vestenskov

I skyggen af Ukraine-krigen er Afghanistan på vej mod sammenbrud. Efter den vestlige tilbagetrækning fra Afghanistan er situationen for civilbefolkningen gået fra slem til katastrofal. Landet, der i årene 2002-21 udgjorde kamppladsen fordet største og længste aktive engagement i det danske forsvars historie, satte i sommeren 2021 endnu en gang en tyk streg under dets ry som ,imperiernes kirkegård’.

På mange måder minder de sidste to årtier om tidligere kapitler i Afghanistans historie – dog med den store forskel, at man fra Vestens side satsede massivt på at tilføre uanede mængder af ressourcer på et nationsopbygningseksperiment. Mange spørger nok sig selv, hvordan et system med en så massiv finansiel støtte kunne bryde sammen nærmest fra den ene dag til den anden.

Et delvist svar herpå kan findes i de seneste fire årtiers udvikling i Afghanistan, hvor konflikt, kaos og katastrofer har overlappet hinanden. Her tegnes et klart billede af, at sammenbruddet lå i kortene – spørgsmålet var blot, hvornår det ville ske.

Et pludseligt kursskifte i Moskva

En væsentlig del af baggrunden for de afghanske grupper, som vestlige soldater kæmpede imod gennem to årtier, er kommunismens indtog i landet i slutningen af 1970’erne. Selvom de fleste er bevidste om, at Den Røde Hær havde et langvarigt og smertefuldt ophold i Afghanistan, er det de færreste, der kender baggrunden for det sovjetiske engagement. Afghanistan var faktisk at betegne som et stabilt land med en særdeles lav befolkningstæthed, da de 10-15 millioner indbyggere på daværende tidspunkt ikke fyldte meget i et land større end Frankrig. Landet var siden 1933 det, der bedst kan beskrives som et føderalt monarki, hvor kongen, Zahir Shah (også kaldet jernemiren), frem til 1973 legitimerede sin magt gennem militære alliancer med decentrale magthavere i Afghanistans 17 provinser.

Landets rolige status gjorde det i øvrigt også til et naturligt stop for backpackere, der ønskede et rekreativt stop på vejen mod lande i det østlige Asien. Den stabile situation koblet med landets relativt ubetydelige sikkerhedspolitiske position i regionen passede Sovjetunionen ganske fint. Den monarkiske struktur bevirkede også, at man til enhver tid kunne lave aftaler direkte med kongen, såfremt man så sikkerhedspolitiske udfordringer udvikle sig. Man ønskede dog stadig fra sovjetisk side at udbrede kommunismen i Afghanistan på lige fod med strategien i andre udviklingslande, og geografien taget i betragtning var Afghanistan et af de vigtigere udviklingslande at få med i den kommunistiske fold.

Som i de fleste andre udviklingslande kom kommunismen til landet via de højere læreanstalter og takket være indirekte finansiel støtte. Universitetet i Kabul blev omdrejningspunkt for nye politiske strømninger op gennem 1960’erne. Særligt det afghanske monarki blev udfordret fra to forskellige fløje – en religiøs konservativ og en kommunistisk. Den kommunistiske fløj fik held til at mobilisere studerende og modtog ekstern støtte fra Sovjetunionen. I korte træk ledte dette til den såkaldte Saur-revolution i 1978, hvor en relativt fredelig magtomvæltning fandt sted, og det afghanske kommunistiske parti, PDPA, satte sig på magten. Den sovjetiske støtte til denne magtovertagelse var alene baseret på rådgivning og ,politisk’ træning af udvalgte centrale figurer i PDPA.

 

Her tegnes et klart billede af, at sammenbruddet lå i kortene – spørgsmålet var blot, hvornår det ville ske
_______

 

Lederen af PDPA, Nur Mohammad Taraki, havde været en af de centrale skikkelser i PDPA, siden bevægelsens fødsel i universitetsmiljøet i Kabul, og derfor havde han også gennem jævnlig dialog med sovjetiske rådgivere oparbejdet et godt forhold til Kreml. Den daværende sovjetiske leder, Leonid Bresjnev, havde altså et fornuftigt forhold til Taraki, der gentagne gange igennem årene 1978-79 anmodede om sovjetisk militær støtte i forhold til at få styrket det nye kommunistiske regime. Han havde brug for hjælp til at bekæmpe de konservative strømninger, der ikke brød sig om de nye kommunistiske reformtiltag, hvor landreformer udfordrede det lokale magthierarki, uddannelsesreformer udfordrede lokale traditioner, og socialreformer blev anset som en decideret trussel mod den islamiske kultur.

Det ambitiøse reformtempo og den stalinistiske tilgang til al form for opposition skabte nye, dybe sprækker i det afghanske samfund, og der var en konstant stigende utilfredshed og modstand mod PDPA-regimet, særligt i landområderne, som Taraki behøvede hjælp til at slå ned. Gang på gang blev dette afvist fra Moskva, da prognosen for et militært engagement i Afghanistan ikke så god ud. Uden for de større byer var der dybe traditionelle og religiøse rødder blandt store dele af befolkningen, som – sammen med en udbredt analfabetisme og en dårlig infrastruktur – betød, at den sovjetiske propagandamaskine var virkningsløs.

Som i så mange andre politiske partier herskede der en fløjkrig i PDPA, der i dette tilfælde udfoldede sig særdeles blodigt mellem de to hovedfraktioner, Khalq og Parcham. Det stalinistiske Khalq vandt indledningsvis striden, men her fortsatte der med at være interne konflikter. Det blev afgørende. I 1979 blev Taraki nemlig afsat og dræbt på ordre fra sin næstkommanderende, Hafizullah Amin. Ud over at udstille det interne kaos i partiet skabte magtskiftet også spændinger i forholdet til Moskva.

Fra Moskvas synspunkt var den finansielle støtte til PDPA – suppleret af de rådgivere, som man i slutningen af 1960’erne begyndte at udstationere – den bedste måde at sikre, at Afghanistan ville blive kommunistisk. Dette standpunkt blev fastholdt, frem til få uger inden man fra sovjetisk side valgte at intervenere militært. Den udslagsgivende faktor blev, som nævnt, mordet på Taraki, men også frygten for Amins Stalin-inspirerede tilgang til reformer, som man i Moskva forventede ville føre til yderligere antikommunistiske strømninger blandt store dele af den afghanske befolkning.

Moskva besluttede, at man ville have styr på kommunistpartiet ved at likvidere Amin og indsætte den mere intellektuelt orienterede kommunist fra Parcham-fløjen Babrak Karmal, der havde været i eksil siden den tabte fløjkrig. Det militære bidrag bestod af veltrænede specialoperationsstyrker (Spetznas), der skulle sikre kontrollen over præsidentpaladset og andre nøgleinstitutioner i Kabul – samt en efterfølgende pansret styrke på 50.000-80.000 soldater, der lynhurtigt skulle etablere sikkerhed og fortsat opbakning til PDPA efter Amin. Denne anseelige styrke skulle demonstrere en absolut overlegenhed og var indledningsvis blot tiltænkt et tremåneders ophold.


Kabul, 1987: En sangerinde afholder koncert for et publikum bestående udelukkende af mænd [foto: Derrick Ceyrac/AFP/Ritzau Scanpix]


Men de interne magtkampe i PDPA var ikke det eneste fokus for Moskva. Afghanistans nabolande Iran og Pakistan havde op igennem 1960’erne og 1970’erne begge udviklet sig i en sekulær retning, men det ændrede sig i 1979. I Pakistan havde general Muhammed Zia ul-Haq sat sig på magten i september 1978 og iværksat det, som han selv betegnede som en islamisering af samfundet, hvilket for alvor blev implementeret i løbet af 1979. I Iran fandt revolutionen sted kort efter nytår: Shahen blev styrtet, og et nyt konservativt teokrati etablerede sig i landet.

Det nye styre viste sig markant mere konservativt end først antaget og skabte en ny religiøs-konservativ samfundsmodel baseret på shia-islam. I et geostrategisk perspektiv udgjorde disse to samfundsomvæltninger en trussel mod de centralasiatiske dele af Sovjetunionen, hvor man havde visse udfordringer med at holde muslimske minoriteter i det ateistiske spor. Med udviklingen i både Iran og Pakistan steg det eksterne religiøse pres, og hvis Afghanistan ligeledes slog ind på denne retning, ville udfordringer med islamisering som omdrejningspunkt kun vokse og potentielt skylle terror og ideologi ind over de muslimske minoriteter i de centralasiatiske dele af Sovjetunionen.

En tredje faktor var Den Kolde Krig. Et kommunistisk nederlag i Sovjetunionens baghave ville være en ydmygelse, der kunne smitte negativt af på ideologiens tiltrækningskraft i andre udviklingslande.

Sammenlagt fik de tre faktorer ledelsen i Moskva til at træffe beslutningen om at sende soldater til Afghanistan. Den indledningsvise ambition om et tremåneders ophold viste sig hurtigt ikke at blive indfriet, og det stod ganske hurtigt klart, at Den Røde Hær befandt sig netop i den oprørskrig, som ledelsen i Moskva havde forsøgt at undgå.

Magtkampen mellem USA og Sovjet

Sovjetunionen endte med at være knap ti år i landet, som blev en varm koldkrigsarena, da USA kastede sig ind i kampen til støtte for oprørsbevægelserne, der samlet gik under betegnelsen mujahedinerne (hellige krigere). I Washington havde man ét formål for øje: at skade Sovjetunionens kapacitet og troværdighed mest muligt. Daværende CIA-direktør William Casey beskrev ganske direkte, at Afghanistan præsenterede USA for en gylden mulighed for at give Sovjetunionen tilbage for det amerikanske nederlag i Vietnam. Det skete under et møde med Zia ul-Haq i 1984, hvor han med henvisning til Afghanistan sagde: „Vi kan forvolde Sovjetunionen meget skade”, hvilket beskrives i Steve Colls bog Ghost Wars om CIA’s operationer i Afghanistan gennem 1980’erne.


Kabul, 19. oktober 1986: Under en parade hilser landets nyudnævnte og prosovjetiske præsident Mohammad Najibullah på soldater fra Den Røde Hær. Sovjet havde op mod 100.000 tropper udstationeret i Afghanistan før tilbagetrækningen i 1989. Efter at oprørerne indtog hovedstaden i 1996, blev Najibullah hængt [foto: Daniel Janin/AFP/Ritzau Scanpix]


Den amerikanske tilgang til Afghanistan var i øvrigt en del af en mere offensiv anvendelse af CIA. Sideløbende med støtten til de afghanske mujahedinere udspillede sig den såkaldte Iran-Contra–operation, hvor man fra CIA’s side omgik en beslutning fra Kongressen om ikke at blande sig i oprørskampen i Nicaragua, men i stedet støtte Contra-oprøreres kamp mod det venstreorienterede Sandanist-styre. Da man samtidig havde fået en udfordring med en gruppe amerikanske gidsler i det stærkt Iran-influerede Libanon, udtænkte man en kompleks løsningsmodel: Israelske våben blev købt af CIA for herefter at blive leveret til moderate dele af det hårdt sanktionerede iranske teokrati. Efterfølgende skulle iranerne sørge for frigivelsen af de amerikanske gidsler i Libanon, og dele af betalingen for våbnene til Israel skulle så sendes til Contra-bevægelsen i Nicaragua.

Planen lykkedes dog aldrig – den endte i stedet som en af de største efterretningsskandaler i amerikansk historie – men operationen tegner et godt billede af den amerikanske tilgang og risikovillighed i relation til sikkerhedspolitik i perioden, hvor den ideologiske kamp mod kommunismen trumfede alt. Afghanistan var ingen undtagelse.

Den amerikanske støtte til mujahedinerne, der i princippet var uofficiel, blev koordineret med to nøglelande: Saudi-Arabien og Pakistan. Mens førstnævnte mest af alt skulle spytte penge i kassen, blev Pakistan og særligt den pakistanske efterretningstjeneste omdrejningspunktet for støtten til de afghanske oprørsbevægelser.

Til trods for Den Røde Hærs militære overlegenhed over for de afghanske rebeller – herunder når det gjaldt antallet af soldater, materiel og luftoverlegenhed – lykkedes det hverken at få nedkæmpet eller inddæmmet oprørsbevægelsen. Med den massive amerikanske støtte gik tingene kun én vej for Sovjetunionen, der endte med at trække sig tilbage i februar 1989.

Tilbagetrækningen, der blev iværksat ni måneder tidligere af den daværende sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, hvilede i høj grad på en erkendelse fra sovjetisk side om, at kampene i Afghanistan ikke kun drænede Moskvas skrumpende pengekasse, men også havde en negativ effekt på Sovjetunionens internationale image. Dette ift. udviklingslande, hvor særligt civilbefolkninger kunne se, at den internationale supermagts militære muskler ikke var uovervindelige, men også ift. relationen til Vesten sled den manglende militære succes på balanceforholdet til NATO og særligt USA. Dertil skal selvfølgelig lægges Gorbatjovs reform- og afrustningsprogram, hvor en fortsat krig i Afghanistan ville være modstridende. Tilbagetrækningen skete dog ikke uden en exitplan, og selvom de røde kamptropper forlod Afghanistan, fortsatte man fra Moskvas side med finansielt at støtte – og dermed holde hånden under – PDPA-regimet.


Kabul-området, 20. april 1992: En sovjetisk konvoj bestående af bl.a. pansrede mandskabsvogne på vej ud af hovedstaden, da adskillige mujahedin-grupper nærmer sig [foto: Udo Weitz/AP/Ritzau Scanpix]

Mange vestlige efterretningsanalytikere og politiske beslutningstagere havde en klar forventning om, at det kommunistiske styre ville bryde sammen ganske kort efter den sovjetiske tilbagetrækning, hvilket fremgår af forskelligt arkivmateriale om korrespondancen mellem CIA og Det Hvide Hus (National Security Archive). Den daværende PDPA-leder, Mohammad Najibullah, der i 1986 havde afløst Karmal, havde i mellemtiden haft held med at implementere sit nationale forsoningsprogram, hvor kommunistiske reformer røg i baggrunden, mens religiøse bevægelser fik indrømmelser, og pragmatiske militære alliancer blev prioriteret.

Derudover fortsatte den finansielle støtte fra Moskva, hvilket dermed sikrede det økonomiske systems overlevelse – en af hovedårsagerne til, at man ikke så samme hastige sammenbrud i 1989, som vi oplevede i sommeren 2021. Men en udløbsdato var der dog stadig. Da Sovjetunionen selv brød sammen blot to år senere, stod det klart, at systemet var afhængigt af massiv ekstern finansiel støtte. Da den forsvandt, blev den daværende afghanske regeringshær opløst inden for få uger.

En chance for Taliban

Man skulle naturligvis tro, at det kommunistiske sammenbrud ville bane vejen for oprørsbevægelsernes sejr og en ny stabil fremtid for landet i hjertet af Asien. Sådan skulle det dog ikke gå, og forklaringen var, at der aldrig var tale om én samlet oprørsbevægelse med fælles politiske visioner. Netop på dette punkt kan historien vise os meget om situationen i dag.

Mujahedinerne var betegnelsen for den samlede oprørsbevægelse, der talte ikke færre end syv hovedbevægelser, hver især med et kludetæppe af underbevægelser. Kun én ting muliggjorde et samarbejde: at man havde én fælles fjende i Sovjet. Uenighederne var så store og så mange, at landet efter en relativt stabil periode i årene 1989-92 blev kastet ud i en altødelæggende borgerkrig, der – ud over at have katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen – også affødte en lille bevægelse i Kandahar. Bevægelsen blev til som et direkte modsvar til det anarki, borgerkrigen havde skabt, hvor civilbefolkningen i store dele af landet blev terroriseret af lokale krigsherrer eller kriminelle netværk, og lov og orden var ikkeeksisterende.


Kandahar-området, 5. november 1988: En forbipasserende passerer en lang række af ødelagte militærkøretøjer [foto: Joe Gaal/AP/Ritzau Scanpix]

Den nye bevægelse kaldte sig selv de studerende – Taliban – fordi den indledningsvis bestod af afghanske flygtninge, der havde befundet sig i det østlige Pakistan under den sovjetiske intervention. I disse områder i Pakistan var der etableret tusindvis af konservative saudisk-finansierede koranskoler, som ofte var den eneste uddannelsesmulighed. Eleverne fra disse skoler voksede op med begrebet jihad som en del af deres virkelighed, og en jihad rettet direkte mod en udefrakommende magt, der ønskede at ændre samfundsnormerne uden hensyn til traditionel livsførelse, religion og identitet. Eleverne voksede dermed op med fortællingen om, at de var forsvarerne af en samfundsmodel, der søgtes ændret af en aggressiv stormagt, og deres opvækst blev i høj grad præget af, at Afghanistan var stedet, hvor slaget skulle udkæmpes.

Den nye bevægelse, der altså så dagens lys i 1994, var bygget op omkring en militaristisk opposition til den lovløshed, som herskede i store dele af landet. Indledningsvis var den gearet til at skabe små lommer af lov og orden i Kandahar og naboprovinsen Helmand. Bevægelsen fik dog hurtigt vind i sejlene, da store dele af den afghanske civilbefolkning var særdeles fredsparate efter to år med borgerkrig. Samtidig begyndte Pakistan at støtte den nye bevægelse, og således blev der etableret et bånd med udgangspunkt i den tidligere fælles kamp mod Sovjetunionen – et bånd, der i dele af det pakistanske sikkerhedsapparat har eksisteret helt frem til i dag.

Da lokale krigsherrer så, hvor stor tilslutning Taliban havde, begyndte de en efter en at tilslutte sig den nye bevægelse, da alternativet sandsynligvis var udslettelse. Dominoeffekten satte ind, da tilslutningen fra væbnede militser naturligvis kun gjorde bevægelsen endnu stærkere. I årene 1994-96 kæmpede Taliban ganske vist med våben, men især via forhandlingssejre, der typisk bestod i at tilbyde fjendtlige grupperinger valget mellem at nedlægge deres våben og tilslutte sig bevægelsen eller dø i kamp. Via denne metode tog Taliban kontrol med Kabuls omkringliggende provinser og indfaldsvejene til hovedstaden for til sidst at tvinge Burhanuddin Rabbani og hans mujahedin-bevægelse ud af Kabul og op i det nordlige Afghanistan. Her etablerede de sig sammen med andre mujahedin-ledere i det, der i Vesten blev kendt under navnet Nordalliancen. Nordalliancen endte med at fastholde en lille lomme i det nordlige Afghanistan – herunder Panshir-dalen – og skulle komme til at spille en hovedrolle fem år senere, da Afghanistan endnu en gang blev mål for en ekstern militær intervention.

Talibans magtovertagelse førte til en overfladisk stabilitet i store dele af landet gennem en særdeles streng håndhævelse af lov og orden via en juridisk ramme baseret på den meget konservative saudiarabiske tolkning af islam – den såkaldte wahabisme – blandet med det traditionelle pashtunske kulturkodeks pashtunwali. Udviklingen medførte indgående begrænsninger for civilbefolkningen i sin helhed og for kvinder i særdeleshed. I de følgende år blev landet isoleret internationalt – da stort set hele det internationale samfund (med undtagelse af Pakistan og Saudi-Arabien) ikke anerkendte det nye regime, grundet en samfundsmodel med forbud mod uddannelse, sport, musik etc., og hvor offentlige henrettelser som steninger og udsmidning fra høje bygninger var fundamentale i regeringsførelsen.


6. februar 1989: Den sidste kolonne af sovjetiske tropper forlader militærbasen Termez [foto: Douglas Curran/AFP/Ritzau Scanpix]

Talibans regeringsførelse medførte endvidere en række økonomiske sanktioner, der fik omfattende konsekvenser for økonomien og kun efterlod dystre muligheder for udvikling. Der var dog indikationer på, at Taliban var på vej mod international accept i form af en amerikansk anerkendelse af regimet i slut-1990’erne, men terroraktioner i henholdsvis Kenya og Tanzania i 1998 satte en stopper for denne proces, da al-Qaedas leder, Osama bin Laden, som tog ansvaret for aktionerne, opholdt sig i Afghanistan på invitation fra Taliban-regimet. Forsoningssporret blev afløst af et amerikansk sanktionsspor, der isolerede Afghanistan fra størstedelen af det internationale samfund, herunder hele Vesten.

Regimet bestod dog – med anerkendelse og støtte fra Pakistan og Saudi-Arabien – også fordi Afghanistan gled i baggrunden i den internationale kontekst efter afslutningen på Den Kolde Krig. Ud over protester fra FN – dels over kvinders rettigheder, dels over sprængningen af de cirka 1.500 år gamle udhuggede Buddha-statuer i Baymian-provinsen i marts 2001, som ifølge Taliban repræsenterede en u-islamisk afgudsdyrkelse – fik Afghanistan i store træk lov til at passe sig selv. Dette ændrede sig dog den 11. september 2001.

 

Man skulle naturligvis tro, at det kommunistiske sammenbrud ville bane vejen for oprørsbevægelsernes sejr og en ny stabil fremtid for landet i hjertet af Asien. Sådan skulle det dog ikke gå, og forklaringen var, at der aldrig var tale om én samlet oprørsbevægelse med fælles politiske visioner
_______

Efter 9/11

Terrorangrebene i New York og Virginia ændrede den sikkerhedspolitiske verden totalt. Al-Qaeda-netværket anført af Osama bin Laden, der havde etableret sig i Afghanistan, tog ansvaret for angrebene. Det vestlige engagement startede som en direkte amerikansk reaktion på 9/11 og en aktivering af NATO’s Artikel 5 – musketéreden – for første og hidtil eneste gang, hvilket betød, at alle NATO-lande var i krig – herunder naturligvis også Danmark.

Den nye ,krig mod terror’ blev indledt med den amerikanske Operation Enduring Freedom, hvor en invasion af Afghanistan og afsættelse af Taliban-regimet var det første strategiske mål. Den mission blev hurtigt opfyldt via en luftkampagne og et samarbejde med Nordalliancen. Andre grupperinger og individer stødte hurtigt til – herunder den tidligere afghanske præsident – og en del af Nordalliancen – Hamid Karzai, der endte med at sætte sig på magten godt hjulpet på vej af vestlig og særlig amerikansk støtte. Karzai var en af de centrale figurer i Nordalliancen, som CIA samarbejdede med under operation Enduring Freedom, hvor afghanske militser nedkæmpede Talibans sikkerhedsstyrker med støtte fra amerikanske specialstyrker og CIA. Operationen lykkedes som nævnt, og man iværksatte efterfølgende et historisk statsopbygningsprojekt, hvor vestlige lande nærmest overbød hinanden i forhold til at pumpe enorme finansielle summer ind i samfundet.

Tanken om at bygge et land op fra grunden – hurtigt – var i høj grad værdipolitisk drevet. Særligt centrum-venstre i de europæiske lande, der var allieret med USA, mente, at tilførsel af massive udviklingsmidler var vejen til stabilisering. Den store strøm af støttestrømme endte dog med at have en kontraproduktiv effekt, da alt for mange penge på al for kort tid blev pumpet ind i et system, der på ingen måde kunne absorbere dem.

Dette medførte pengeophobninger, skabte unaturlige prisstigninger og stimulerede en voksende korruption. Dette gjorde sig særligt gældende i forhold til den vestlige udviklingsbistand, hvor man gerne ville have den afghanske regering til at være afsender på alle udviklingsprojekter. Alt fra infrastrukturprojekter over bygningsarbejde til finansiering af medarbejdere i nye institutioner gik derfor simpelt fortalt gennem præsidentpaladset i Kabul. Den overambitiøse tilgang bevirkede, at alt for mange projekter blev igangsat, hvilket derfor fik efterspørgslen på arbejdskraft, entreprenørkontrakter og huspriser til at stige eksplosivt, hvilket igen naturligt resulterede i voldsomme prisstigninger i et system, der ikke var gearet til at håndtere det.

Det værste ved tilgangen var dog, at der blev skabt en kunstig samfundsmodel, der aldrig ville kunne fungere i en afghansk økonomisk kontekst.

Vesten endte simpelthen med at skabe et system, hvor den væsentligste politiske prioritet blev at sikre en fortsat tilførsel af penge år efter år, og man kan spørge sig selv, om en konfliktafslutning overhovedet ville være i et sådan systems interesse.

Til trods for den indledningsvise succes med afsættelsen af Taliban-regimet stod det hurtigt klart, at freden nok ville blive en del sværere at vinde end krigen. Det blev ikke bedre af, at USA halvandet år senere – i april 2003 – indledte et nyt stort militærengagement i Irak.

Mange analytikere og politiske beslutningstagere, herunder særligt den politiske venstrefløj, mener retrospektivt, at man i 2002 ved at inkludere Taliban i den oprindelige aftale om landets politiske fremtid kunne have forhindret mange af de efterfølgende års problemer, hvilket bl.a. fremgår af erfaringsopsamlingen fra Dansk Institut for Internationale Studier (2016). Dette er dog en letkøbt slutning. USA følte sig stadig alt for sårbart efter 9/11, der havde rystet hele befolkningen, og at indgå en aftale med Taliban et halvt år efter havde givetvis skabt voldsomme indenrigspolitiske reaktioner.

Dertil var den nye Bush-administrations sikkerhedspolitiske høge, anført af vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, opsat på at genrejse USA’s rolle i Mellemøsten med militær magt, hvilket bl.a. den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, har beskrevet ved flere lejligheder, bl.a. i bogen American Power and Intervention from Vietnam to Iraq fra 2009. Ifølge Powell så særligt Rumsfeld og Cheney 9/11 som startskuddet til en militariseret amerikansk udenrigspolitik ikke bare i Afghanistan, men i hele Mellemøsten.

Men dertil kommer, at hverken Nordalliancen, andre væbnede militser eller en betydelig del af civilbefolkningen ville have støttet en aftale, hvor Taliban havde fået andel i magten. Sagt med andre ord havde en aftale med Taliban i 2002 blot skabt andre konflikter – og muligvis flere nye fronter.

Allerede i 2003-04 begyndte Taliban at røre på sig. Stille og roligt begyndte bevægelsen at mobilisere i de tyndtbefolkede områder i landet – særligt i syd og øst.

Langsomt, men sikkert bevægede det oprindelige nationsopbygningsprojekt sig ind i en ny fase, hvor oprørsbekæmpelse blev omdrejningspunktet. Det var her, at danske soldater blev engageret i Helmand-provinsen – og nu, at NATO-landene begyndte at lide større tab, i takt med at både Taliban-ledede oprørsbevægelser og lokale militser, der egentlig heller ikke ønskede vestlige soldater i baghaven, voksede sig stærkere.

Perioden under oprørsbekæmpelsen i årene 2005-10 står stadig som et af de mest voldsomme kapitler i dansk forsvarshistorie. Udviklingen stod ikke mål med omkostningerne.


Kabuls fald, 15. august 2021: Taliban indtager præsidentpaladset, efter at præsident Ashraf Ghani er flygtet ud af landet [foto: Zabi Karimi/AP/Ritzau Scanpix]

Den økonomiske katalysator for oprørsbevægelserne var Helmand-provinsen, da op imod 90 pct. af verdens illegale opiumsproduktion foregår her, hvilket fremgår af en række landeanalyser samt de årlige rapporter fra Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR). Den store illegale produktion skabte gunstige forhold for kriminelle netværk, der begyndte at tjene store penge på krigen og lige pludselig også blev en del af fjendebilledet. At det alligevel blev Helmand, hvor danske soldater endte med at skulle kæmpe, hang i høj grad sammen med to faktorer. Den første var, at Danmark gerne ville tage et stort ansvar som alliancemedlem i NATO i denne mission, da man på et andet område, forsvarsudgifter, ikke levede op til det forventede.

Den anden, som var den væsentligste, var, at man gerne ville deployeres sammen med britiske soldater, hvilket passede godt til forsvarets kapaciteter, og endvidere havde man gode samarbejdserfaringer med netop briterne. Danmarks engagement i Helmand blev på mange måder symbolet på NATO’s oprørsbekæmpelse, hvor synlighed blandt civilbefolkningen gennem daglige patruljer var et væsentligt redskab. Selvom det retrospektivt kan virke nyttesløst, havde engagementet i Helmand dog en anden vigtig funktion, da man trak frontlinjen væk fra de større byer i Afghanistan og havde en vis kontrol med landets større hovedveje, hvor man så kunne overvåge oprørsbevægelsers bevægelse og bidrage til et større efterretningsbillede i NATO.

For Vesten viste oprørsbekæmpelse i Afghanistan at være lige så svær, som den havde været for Sovjetunionen 20 år tidligere. Derfor valgte man en ny strategi for indsatsen: Kapacitetsopbygning, som simpelt fortalt omhandlede støtte, rådgivning og træning til de afghanske sikkerhedsstyrker (ANA) med henblik på at gøre dem i stand til på længere sigt at håndtere sikkerheden i Afghanistan selv. Skiftet blev drevet af USA – nu med den nyindsatte præsident Barack Obama. På linje med Mikhail Gorbatjov, der i 1986-87 havde forsøgt at afslutte det sovjetiske engagement via en sidste storstilet tilførsel af kampsoldater, prøvede Vesten samme strategi i årene 2009-11. Det store problem var dog, at USA ikke samtidig satte en fast exitdato. Allerede fra det punkt var spørgsmålet ikke længere, om systemet ville bryde sammen, men i stedet hvornår. Den efterfølgende tiårige periode blev en kamp, hvor man skubbede ulykken foran sig.

Aftalen, der gjorde ondt værre

Udfordringerne i Afghanistans politiske system voksede sig kun større.

Præsidentvalget i 2014 blev på mange måder begyndelsen på enden for den afghanske republik, da en meget ulogisk udvikling fra første til anden valgrunde satte en tyk streg under den massive valgsvindel og dermed blev et symbol på et dysfunktionelt system. Kort fortalt blev præsidentvalget et opgør mellem Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah, og hele afviklingsmetoden, hvor to landsdækkende netværk konkurrerede mod hinanden, fordrede et valg om ikke blot en politisk sejr, men om adgangen til lukrative poster fra nationalt helt ned til lokalt niveau.

Incitamentet for valgsvindel var stort – fra toppen og hele vejen ned igennem systemet. Ghani endte som vinder af valget ved på magisk vis at forvandle cirka 30 pct. af stemmerne i første valgrunde til 55 pct. i anden valgrunde, mens hans modstander, Abdullah, måtte se sine cirka 45 pct. fra første valgrunde skrumpe tilsvarende. Den mærkelige udvikling skyldtes givetvis, at begge kandidaters netværk i begge valgrunder svindlede alt, hvad de kunne, men at Ghani var bedst til denne øvelse i anden valgrunde (se bl.a. „E.U. Confirms Wide Fraud in Afghan Presidential Runoff Election”, New York Times, 16. dec. 2014).

Uanset hvad blev det et omstridt resultat, der rummede et sprængfarligt potentiale – striden kunne have udviklet sig til en væbnet konflikt mellem netværkene, hvilket fik den toneafgivende eksterne aktør til at blande sig. USA dikterede – som konsekvens af valghandling og valgresultat – en forfatningsstridig løsning, der delte magten mellem den nye præsident, Ashraf Ghani, og hans slagne modstander, Abdullah Abdullah. Løsningen var at opfinde en CEO-position til Abdullah. Ulykken blev dermed standset, men det stoppede ikke konflikten mellem de to netværk. Tværtimod blev striden nu hevet med ind i udviklingen af national politik, hvilket fungerede som en hæmsko på al bæredygtig politisk udvikling.

Der kan sagtens sættes spørgsmålstegn ved, om Afghanistan fra 2014 og frem overhovedet havde en samlet regering. Det vil være mere præcist at anskue den politiske magt i Kabul som en samling af individer, der plejede deres individuelle interesser og frem for alt arbejdede ihærdigt på at sikre sig selv så meget som muligt af den eksterne støtte, der fortsat flød ind i landet. En bæredygtig politisk udvikling – inklusive nationale kompromiser og diplomatiske løsninger – lå langt nede på deres prioriterede agenda, hvis den overhovedet var at finde der.

Magthaverne må have været fuldstændig klar over, at systemet havde en udløbsdato.Og i februar 2020 indgik USA – nu ledet af Donald Trump – uden om det afghanske system en aftale med Taliban: USA ville trække sine soldater ud, såfremt Taliban kunne give visse indrømmelser. Bevægelsen skulle love at bekæmpe Islamisk Stat (IS), kappe båndene til al-Qaeda og indlede en dialog med styret i Kabul.

Taliban leverede, når det kom til bekæmpelse af IS, selvom det var en gratis omgang, da man allerede på det tidspunkt var i åben konflikt. Taliban leverede også ved at indlede en dialog med styret i Kabul – dog uden videre konstruktive resultater. I forhold til al-Qaeda levede Taliban dog på ingen måde op til aftalen, men det var heller aldrig hensigten. For kender man blot lidt til den sikkerhedspolitiske situation i årene 2001-21 i Afghanistan, vil man vide, at det kort sagt ville betyde enden på Taliban som bevægelse, da begge bevægelser har haft et tæt samarbejde i landet grundet en fælles fjende. Endvidere er der også en tæt ideologisk kobling, hvilket ville betyde, at et brud med al-Qaeda fra Talibans side ville støde dele af bevægelsen væk.

Trumps aftale blev af mange politikere og enkelte analytikere udråbt som starten på en forhandlet løsning, men var i virkeligheden det modsatte – startskuddet til et sammenbrud, som vi givetvis kun har set begyndelsen på.

I sommeren 2021 – op til tilbagetrækningen – valgte den afghanske regeringshær ikke at ville kæmpe for den politiske elite i Kabul. Hæren havde ellers kæmpet i syv år – siden 2014 – særligt ude i de tyndtbefolkede provinser, men i 2021 stod det hurtigt krystalklart, at vestlige penge og militære tilstedeværelse var de to nødvendige forudsætninger for kampmoralen.

Uanset hvilken vinkel man anlægger, blev den vestlige afslutning på engagementet i Afghanistan unødvendigt kaotisk. Men ifølge min analyse var netop aftalen, der blev indgået mellem Taliban og USA i 2020, den primære årsag.

Hvad værre er: Tilbagetrækningen er siden blevet afløst af det, der er en katastrofal situation for landets civilbefolkning. Et allerede sammenbrudt økonomisk system – der har efterladt titusindvis af arbejdsløse våbenføre mænd – føjer sig til de interne splittelser i Taliban-bevægelsen. Og der er ingen udsigt til økonomisk støtte i et mærkbart omfang fra Vestens side. Regionale stater er dog begyndt at handle med Afghanistan, men det er ikke i en skala, som vil kunne generere en økonomisk vækst, der kan bringe hovedparten af den afghanske befolkning op på en minimal levestandard – i hvert fald ikke endnu. Endvidere skal det understreges, at regionale stater som Pakistan, Kina og Iran godt nok handler med det nye Taliban-regime, men langtfra har et uproblematisk forhold til det nye regime.

Særligt Pakistan har oplevet en stor stigning i terrorangreb fra den pakistanske Taliban-bevægelse (TTP), hvor bevægelsen nu anvender Afghanistan som et såkaldt safe haven til at mobilisere og planlægge fra. Kina ser bestemt et økonomisk potentiale i et stabilt Afghanistan, der kunne integreres i det kinesiske Belt and Road-projekt, men ikke for enhver pris, og slet ikke, hvis der opstår sikkerhedspolitiske udfordringer med det muslimske mindretal – uighurerne – der ville have en naturlig ideologisk og religiøs samarbejdspartner i Taliban.


Kabul, 15. november 2001: Det sønderbombede præsidentpalads tilhørende premierminister Hafizullah Amin (1929-79), der i lidt mere end tre måneder stod i spidsen for landets første kommunistiske regering. Amin, der af Moskva ikke blev betragtet som en loyal eller stabil allieret, blev dræbt i 1979 af officerer fra den sovjetiske specialstyrke Alfa i besættelsens første fase [foto: Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix]

De første to år med et Taliban-styre i Kabul har kun bidraget til det ildevarslende billede af landets fremtid. Den første regeringsdannelse samt lovgivningen viste, at det nye styre ville placere sig så tæt på 1990’ernes Taliban som muligt: Det ene forbud efter det andet, herunder begrænsninger af ytrings- og bevægelsesfriheden, og en række forbud mod kvinders ret til uddannelse er blevet introduceret.

De mange fine ord, der kom fra daværende Taliban-talsmand Mullah Baradar, om en ny og mere moderat politik viste sig med al tydelighed at være tomme floskler, der skulle sikre, at den amerikanske tilbagetrækning skete hurtigst muligt – og samtidig holde dele af den afghanske befolkning hen i uvished. Intentionen om en mere moderat politik var givetvis til stede blandt dele af Taliban – særligt den del, der havde fungeret som en kommunikationslinje til Vesten via kontoret i Doha – men for bevægelsen var der et andet og større problem, der trumfede alt. Et problem, som særligt pakistanerne også frygtede ville udvikle sig til ustabilitet inde i Pakistan.

Problemet var, at de konservative bevægelser i særligt det østlige Afghanistan på dette tidspunkt havde kæmpet en oprørskamp gennem to årtier. Deres kamp skulle og måtte ikke resultere i, at landet under ét drejede over mod en mere vestlig-inspireret politik. Var dette blevet resultatet, ville en del af disse bevæbnede grupperinger være trådt ud af Taliban og ville dermed være blevet et stort sikkerhedsproblem – ikke alene for det nye styre i Kabul, men også for Pakistan, hvorfra de sandsynligvis ville begynde at mobilisere og endvidere begynde at samarbejde med terrorbevægelser i Pakistan og dermed skubbe ustabilitet fra Afghanistan og ind i Pakistan.

En hel del bevæbnede militser havde gennem to årtier oparbejdet magt og privilegier gennem netop at være bevæbnede. Krig var blevet deres levevej. For disse bevægelser er det vigtigt at have en fjende, når krigsførelsen bliver målet i sig selv. Det kunne eksempelvis være militæret i Pakistan, hvor man har set en voldsom stigning i terroraktioner gennem det seneste år, men også det nye Taliban-regime, da mange af grupperne per definition vil være imod enhver statsmagt, idet deres aktiviteter og finansiering logisk nok er illegale.

Selvom Afghanistan har oplevet en grad af stabilitet siden den vestlige tilbagetrækning, er forholdene for den afghanske civilbefolkning i dag katastrofale, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at Taliban-regimet har været i stand til at holde sammen på det hele indtil nu. Det er dog svært at se det blive ved, både pga. den humanitære situation og pga. af den effekt, som den vestlige tilstedeværelse gennem to årtier har haft.

Den afghanske befolkning og særligt de yngre generationer har et helt andet vidensniveau i dag og netværk i mange vestlige lande, end tilfældet var, sidst Taliban var ved magten fra 1996 til 2001. Styret ville utvivlsomt have overlevet længere uden al-Qaedas terrorangreb i New York og kunne have vist sig bæredygtigt grundet civilbefolkningens lave informationsniveau. I dag er betingelserne ændret, og det samme er Taliban-bevægelsen.

De mørke skyer, som samledes over Kabul i sommeren 2021 under Talibans offensiv mod hovedstaden, er der stadig. Således er Afghanistan et land på vej mod et femte årti med konflikt og kaos – og forventeligt også flere humanitære udfordringer og endnu et politisk styre, der bryder sammen. Det vestlige militære engagement er slut, men nedtællingen til den næste sikkerhedspolitiske katastrofe i Afghanistan er allerede i gang. ■

 

De første to år med et Taliban-styre i Kabul har kun bidraget til det ildevarslende billede af landets fremtid
_______

 

David Vestenskov (f. 1983) er uddannet historiker og ansat som chefkonsulent ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser. Han har siden 2012 været engageret i den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan og de omkringliggende regioner via forskning og implementering af stabiliseringsprojekter i regionen. I forbindelse med sine projekter har han jævnligt været i både Afghanistan og Pakistan siden 2014.

ILLUSTRATION: Kabul, 8. januar 1995: Synlige skader efter flere års borgerkrig. Året efter greb Taliban regeringsmagten og etablerede deres første islamiske emirat, som blev væltet ved invasionen i 2001 [foto: Terence White/AFP/Ritzau Scanpix]

Artiklen kommer fra ÆRA6. Læs mere om magasinet her.


Litteraturliste

Mohammad Yousaf, & Mark Adkin: Afghanistan – the bear trap: the defeat of a superpower. Cooper, Barnsley (2005).

Steve Coll: Ghost wars: the secret history of the CIA, Afghanistan, and bin Laden, from the Soviet invasion to September 10, 2001. Penguin, London (2005).

David Kilcullen: The accidental guerrilla: fighting small wars in the midst of a big one. Oxford University Press, Oxford (2009).

Rodric Braithwaite: Afghantsy: The Russians in Afghanistan, 1979-89. Profile Books, London (2011).

Gian P. Gentile: Wrong turn: America’s deadly embrace of counterinsurgency. The New Press, New York (2013).

Thomas Galasz Nielsen, Mahroona Hussain Syed & David Vestenskov: Counterinsurgency and Counterterrorism: Sharing experiences in Afghanistan and Pakistan. Royal Danish Defence College, Copenhagen (2015).

Steve Coll: Directorate S: the C.I.A. and America’s secret wars in Afghanistan and Pakistan. Penguin Press, New York (2018).

Alex Strick van Linschoten & Felix Kuehn (Editors): The Taliban reader: war, Islam and politics in their own words. Oxford University Press, New York (2019).

Craig Whitlock: The Afghanistan papers: a secret history of the war. Simon & Schuster, New York, (2021).

Christopher Kolenda: Zero-Sum Victory: What We’re Getting Wrong about War. University Press of Kentucky, Lexington (2021).