Ashikaga Yoshimitsu: Historien om den pragmatiske shogun og kejseren af Kina / Portræt

31.01.2021

ÆRAs portrætter er en del af magasinets abonnentindhold.

Hvordan man skal håndtere Kina, er et dilemma i japansk politik – og det var det også i slutningen af 1300-tallet.



Af Asger Røjle Christensen

I slutningen af 1300-tallet regerede en magtfuld shogun ved navn Ashikaga Yoshimitsu i Japans daværende hovedstad, Kyoto. En shogun var en militær diktator, og i det meste af samurai-tiden var skiftende shogun-familier Japans reelle herskere, mens kejserne fik dagene til at gå med at foretage ritualer og ceremonier i paladset i Kyoto.

Yoshimitsu var en pragmatisk mand, en politiker af den klassiske slags i Japan. Han ønskede at skabe gang i økonomien og øget velstand, og han havde ifølge historikeren Paul Varley, der har skrevet omfattende værker om denne periode i Japan-historien, ikke så faste principper for, hvordan det skulle foregå. Han var godt nok ærekær og manipulerende, men var samtidig en mester i at manøvrere i den tids politiske verden. Han tænkte strategisk, og så længe hans politik skabte fred, fremgang og kulturel blomstring, var der ingen, der udfordrede hans magt for alvor. Intrigerne i Kyotos politiske indercirkler i den periode kendes relativt godt fra flere indflydelsesrige adelsmands dagbøger, blandt andet Kujō Noritsugu.

Yoshimitsuss politiske svendestykke var at skabe et kompromis, en slags borgfred, mellem to konkurrerende kejserhoffer, der havde eksisteret i næsten et århundrede. Det ene lå i Kyoto – og et ude på landet syd for Kyoto. De kejserlige regalier fandtes ved det sydlige hof, men det var meningen, at de skulle bringes hjem til Kyoto, og at de to grene af kejserfamilien herefter skulle skiftes til at besætte kejsertronen. Ingen af delene gik nogensinde i opfyldelse, men Yoshimitsu opnåede dog at få de to parter til at tale sammen og indstille krigshandlingerne Dét skaffede ham den fornemme titel af ’storkansler ved det kejserlige hof’ – i tilgift til at være shogun.

Dernæst fik han genskabt Japans handel – som havde været lammet i 600 år – med det store Kina inde på fastlandet.Y oshimitsu var som politiker meget imponeret af Ming-dynastiet, som var blevet etableret i Kina få årtier forinden, og som på denne tid syntes uopnåeligt og magtfuldt. For Ming-kejserne, som jo regerede ”Riget i Midten”, var der ikke noget, der hed gensidig handel: Andre riger i regionen kunne sende varer til kejseren og derved betale tribut, og så ville Kina til gengæld sende varer den anden vej som gaver. Dette fordrede imidlertid, at de pågældende landes herskere påtog sig en titel i det kinesiske verdenssystem, hvor de utvetydigt underlagde sig kejseren. Det har alle tidligere – og senere – japanske statsledere afvist at gøre, men pragmatikeren Yoshimitsu var – trods skepsis både ved sit hof og i sin egen familie – ligeglad.

Yoshimitsu sendte et handelsskib til Kina i 1401, hans flåde slog til den kinesiske kejsers store tilfredshed hårdt ned på sørøvere i farvandet mellem de to lande, og i 1404, hvor han for længst var gået på pension og havde overladt shogun-magten til sin søn, underskrev han sig ”konge af Japan, Deres vassal” i en højtidelig skrivelse til Ming-kejseren. En titel, som han var blevet skænket af netop Ming-kejseren. Derved åbnede han kortvarigt døren for en givtig handel mellem Japan og Kina.

Det var i samme periode med flittige udvekslinger mellem de to riger, at kulturfænomener som Noh-teatret og traditionen for blæktegninger, der i dag forbindes entydigt med japansk kultur, voksede frem, begge dele efter åbenlys kinesisk inspiration.

Da Yoshimitsu fire år senere stadig havde travlt med at trække i trådene bag den politiske scene og forsøge at bringe sin næstældste søn i en position, hvor han trods manglende familieskab med årtusinders kejserfamilie skulle blive kåret til den næste kejser, døde han – 50 år gammel. Det skete pludseligt – så pludseligt, at mange historikere i eftertiden har haft mistanke om, at han var blevet forgiftet.

Mens den travle hersker endnu levede, havde han en vidunderlig villa i en smuk park i den nordvestlige udkant af Kyoto, hvor han kunne slappe af på sine fridage. Han bestemte, at villaen skulle beklædes med guld, og at den efter hans død skulle omskabes til et zen-tempel – hvilket var begyndelsen til vore dages sagnomspundne ”guldtempel”, som de fleste turister i vore dages Kyoto får oplevelsen af at besøge.



Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter, analytiker og rejseleder, der i en årrække havde bae i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen, RÆSON og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. Blandt hans seneste bøger er ‘Fukushima – Den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan’ [forfatterens website]

Hvis du vil læse mere om samme emne, fx: H. Paul Varley, “Ashikaga Yoshimitsu and the World of Kitayama: Social Change and Shogunal Patronage in Early Muromachi Japan,”, et kapitel i ”Japan in the Muromachi Age”, 2010

ILLUSTRATION: Portræt af Ashikaga fra 1500-tallet, Det Gyldne Tempel i Kyoto