17. februar 1500: Da Kongen tabte til sluserne – Slaget ved Hemmingsted / Dags dato

16.02.2021

Den 17. februar år 1500 lider brødrene Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige et katastrofalt og mudret nederlag i Slaget ved Hemmingsted i Ditmarsken, der ligger i Holsten i Nordtyskland mellem floderne Elben og Ejderen.[1] Bønderne åbner for sluserne og de 10.000 adelige, bønder, garder, borgere og lejesoldater bogstaveligt talt falder, drukner, vælter på deres heste og ikke kan tænde for lunterne til kanonerne.[2] Ved dette slag mistede kongen – der var i kamp med sin bror, hertug Frederik – hele 3.500-4.000 mand.[3]

Kong Hans var ikke den første, som havde forsøgt at indlemme marskens bønder i kongeriget, men som det allerede er beskrevet i Holstenerpræstens Krønike fra 1448: “Disse Ditmarskere som lever uden fyrste og overhoved, gør hvad de vil”.[4] Området fungerede ganske rigtigt som en selvstændig bonderepublik op til midten af 1500-tallet, omend ditmarskerne på dette tidspunkt anerkendte bispen af Bremen som officiel landsherre – dog havde han ringe indflydelse, og denne anerkendelse har nok i højere grad tjent til at beskytte ditmarskerne mod pres fra Holsten.[5] Men Kong Hans ville udvide sit territorium og tvinge ditmarskerne til at underlægge sig kronen.[6]

I den ældste danske viseoverlevering, “Kong Hans i Ditmarsken” – der er skrevet med Jens Billes håndskrift – står der således: “I sin egen stue, så ondt et råd kom hannum udi hu, “vi gøre ud hver tiend mand, så rider vi til Ditmarsken til vort land””.[7]

Derfor samlede Kong Hans og hertug Frederik en hær af 2-300 adelige holstenere og deres svende, adelige fra Danmark samt riddere fra Nordtyskland.[8] Dette rytteri alene udgjorde omtrent 2.000 mand, dertil kom fodfolket i form af bønder og borgere. Desuden lejede kongen og hertugen også junker Schlentz og hans Saksiske Garde – også kaldet Den Sorte Garde – på 4.000 mand.[9]

Anledningen til felttoget mod Ditmarsken var, at hertug Frederik efter Sveriges indlemmelse i kongeriget hævdede, at den nordtyske ø Helgoland – som tidligere havde været under dansk herredømme – tilhørte ham. Den centrale sammenslutning af primært tyske købstæder, hansestæderne, med Lübeck og Hamburg som nogle af de fremtrædende byer, nægtede at efterleve hans krav om overdragelse af området.[10] I løbet af denne konflikt støttede ditmarskerne hansestæderne aktivt, men da der i 1499 opstod uoverensstemmelser mellem hamburgerne og bønderne i Ditmarsken, så Kong Hans og hertug Frederik deres snit til at foretage angrebet.[11]

Felttoget mod Ditmarsken kom godt fra start. Det var sket 11. februar med et skinangreb på byen Heide, der udelukkende havde til formål at skabe røre i lokalbefolkningen.[12] Det næste mål var at indtage hovedbyen Meldorf, hvilket gik overraskende let og uden kamp.[13] Hæren blev i Meldorf i tre dage og ifølge overleveringerne vajede Kong Hans med Dannebrog fra kirketårnet og rygtet gik i Tyskland, at de fyrsteløse nu endelig havde fået sig en fyrste.[14] Ditmarskerne tog ikke til genmæle, hvilket kom som en stor overraskelse, da “Ditmarskerne har den vane, at de vil bevare deres eget område aldeles ukrænket”[15] og at “[d]et er skånselsløse folk, der grumt dræber, hvad de træffer, og som ikke begraver de dræbte legemer eller uden godtgørelse tillader de dræbtes venner at gøre det”.[16]

Det var dyrt at leje en hær, så efter tre dage skulle man bruge tiden: Derfor beordrede Kong Hans – imod hærførerens anbefaling – hæren at bevæge sig ud i marsken.[17]

Det var imidlertid ikke kun de lokale beboere, der var en trussel – og kongen og hans hær havde ikke taget højde for den endnu mere ukuelige natur, de boede i. Med sin placering mellem Elben og Ejderen og med havet i vest, var området godt beskyttet mod angreb og landgang næsten umuligt pga. tidevandet.[18] Skulle en fjende komme ind i området, var det stadig farligt at bevæge sig rundt i moser, sumpe og den klæge marsk. Kongen var dog optimistisk, men den frost, som kunne have været hæren til hjælp, slog om i slud og regn. Ditmarskernes hær var på omtrent 6.000 mand og i løbet af natten havde de bygget skanser på vejene.[19]

Hæren blev stoppet af en jordvold på en smal marskvej og angrebet fra alle sider. Så var det, at bønderne åbnede for digerne:[20] marsken blev oversvømmet, og der var mudder overalt.[21] De tusinder af soldater, der var bagest i felttoget, vidste ikke, hvad der skete og blev ved med at skubbe på, imens de forreste blev mejet ned af ditmarskerne.[22] Flugt var stort set umulig, og oversvømmelserne var et uigenkaldeligt dødsstød for en tungt bevæbnet hær med heste, rustninger og kanoner, som delvist kæmpede, delvist forsøgte at flygte og i høj grad led druknedøden i forsøget.[23]

Man efterlod omtrent en tredjedel af de druknede, døde og savnede, foruden hærens materiel – og Dannebrog. Sidstnævnte blev hængt op i Meldorf Kirke som trofæ på sejren.[24] Kong Hans og Frederik undslap med nød og næppe[25] uden at overgive sig. Derfor slutter sangen således “og lovet være jomfru Maria mø, konning Hans haver ikke vort land forødt!”[26] [forøde i denne sammenhæng: tabe, miste, red.]

DAGS DATO 17. FEBRUAR af Julie Hugsted



ILLUSTRATION: Nederlaget i Ditmarsken 1500, fremstillet 1898 af ukendt kunstner (Det Kongelige Bibliotek)



[1] https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/ditmarskenfelttoget
[2] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[3] Jensen, Carsten Selch: “…der er flere af den slags”. Bøndernes møde med krigen i 1400-tallet, set med Holstenerpræstens øjne, Collegium Medievale, Vol. 25, 2012, p. 124-45
[4] Holstenerpræstens Krønike (Presbyter Bremensis), oversat af Anna hude, Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse, København 1903
[5] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[6] https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/felttoget-i-ditmarsken/
[7] “Kong Hans i Ditmarsken”, Den ældste danske viseoverlevering, Håndskrift: Jens Billes håndskrift, https://nlpweb01.nors.ku.dk/dighumlab/duds/DFK/Dorthe/html/BILL31.htm
[8] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[9] https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/ditmarskenfelttoget
[10] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[11] ibid.
[12] ibid.
[13] https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/ditmarskenfelttoget
[14] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[15] Holstenerpræstens Krønike (Presbyter Bremensis), oversat af Anna hude, Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse, København 1903
[16] ibid.
[17] https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/felttoget-i-ditmarsken/
[18] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[19] https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/felttoget-i-ditmarsken/
[20] https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/ditmarskenfelttoget
[21] ibid.
[22] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[23] https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/ditmarskenfelttoget
[24] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5
[25] Danstrup, John; Koch Hald: Politikens Danmarks Historie Bd 5