Dags dato 1. maj: ”I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik…”

30.04.2021


På en kongres i Første Internationale i Paris i 1889 vedtages en international kampagne for otte-timers-arbejdsdagen, og det udvikler sig til en tilbagevendende tradition, 1. maj: Arbejdernes internationale kampdag. Baggrunden er en lang række sideløbende historiske udviklinger og valget af datoen skal findes i Chicago i 1886.

I forbindelse med industrialiseringen i USA og Europa opstod en ny arbejderklasse, og der fulgte en tid med store opbrud. I 1771 så man etableringen af den socialistiske pariserkommune, og i 1789 den franske revolution. I 1848 udkom ”Manifest der Kommunistischen Partei” af Karl Marx (1818-1883) og Friedrichs Engels (1820-1895). Men ikke før 1864 fulgte en mere struktureret organisering af arbejdere i fagbevægelser og etableringen af Første Internationale, der blev grundlagt i London med udgangspunkt netop i tankerne fra det Kommunistiske Manifest.

Allerede i 1870 organiserede de danske arbejdere sig som den danske afdeling af Første Internationale. [1] På seks måneder fik den 8.000 medlemmer, heraf halvdelen i hovedstaden.[2] To år senere, 2. maj 1872, indkaldte Louis Pio (1841-1894) i dagbladet Socialisten til møde på Fælleden den 5. maj. Opråbets udgangspunkt var en strejke blandt murersvendene, der krævede en arbejdsdag på ti timer i stedet for elleve, og blev afsluttet med ordene: “I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller — det flyder over”![3]

Politidirektør Vilhelm Christoffer Crone forbød prompte mødet og Pio, hans fætter Harald Brix (1841-1884) og journalist og skolelærer Paul Geleff (1842-1928) blev anholdt natten mellem 4. og 5. maj. Ikke desto mindre samledes tusinder kvinder, mænd og børn på Fælleden, hvor der ligeledes var samlet en større styrke af betjente, soldater og en rytteriafdeling fra Gardehusarregimentet [4]. Det udviklede sig til voldsomme kampe med sårede på begge sider – bl.a. 74 husarer og 23 betjente kom til skade ved stenkast. Pio, Brix og Geleff blev retsforfulgt, anklaget for at ville omstyrte det bestående samfund og “at sætte deres Fordringer igennem, true eller detronisere Kongen, kuldkaste Forfatningen og Rigsdagen og omforme Samfundet” [5] – men tre år senere: Benådet.[6]

Verdenshistoriens hidtil største arbejderdemonstration fandt sted 1. maj 1886, da op mod 400.000 arbejdere i USA strejkede for retten til otte timers arbejdsdag. [7] På McCormicks maskinfabrik i Chicago endte flere dages strejke med, at politiet skød på arbejderne med sårede og dræbte til følge. [8] Derfor blev der indkaldt til fredelig demonstration imod politiets brutalitet den 4. maj. Provokeret af talerne angreb politiet, og det resulterede i voldsomme sammenstød, hvor en ukendt gerningsmand sprængte en bombe og politiet skød vilkårligt omkring sig. Det udviklede sig til den såkaldte ”Haymarket”-tragedie med sårede og døde på begge sider: 60 politifolk blev registreret såret og syv døde. Der er ingen officielle tal på de civile tab, men der fortælles både om døde og om mange sårede. [9] Otte anarkister blev kendt skyldige: Fire blev hængt den 11. november 1887. En hængte sig i fængslet, mens guvernør John Peter Altgeld løslod i 1893 de tre andre med en officiel undskyldning – ifølge ham manglede beviserne og der var blevet begået en frygtelig uret imod dem. [10]



HAYMARKET: På den første løbeseddel med invitation til demonstrationen på Haymarket blev man bedt møde bevæbnet op – på den senere udgave havde man, efter pres fra en af hovedtalerne, fjernet frasen “Workingmen Arm Yourselves and Appear in Full Force!” (den første udgave, som ses her, nåede at blive trykt i et par århundrede eksemplarer). Af hensyn til de mange tyske arbejdere i Chicago var teksten på både engelsk og tysk

På Pariserkongressen i 1890 blev der fremsat følgende resolution: “Kongressen beslutter, at der fra arbejdere i alle lande organiseres en stor manifestation, således at de i alle lande og byer på en bestemt dag opfordrer repræsentanterne for den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer”. [11] Som en hyldest til Chicago-martyrerne vedtog man 1. maj.

I Danmark indkaldte fagbevægelsen til sit første officielle 1. maj-arrangement samme år. Men i april bekendtgjorde politiet, at “det forbydes at drage gennem gaderne i optog, at føre udfoldede faner, flag osv. gennem gaderne, synge eller i gaderne at udvise anden mod politivedtægtens bestemmelser stridende adfærd”.[12] Desuden var enhver beværtning eller udskænkning strengt forbudt – og man måtte kun debattere dagens hovedtema: “otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile”. På dagen forlod mellem 30.000 og 40.000 arbejdere ulovligt deres arbejdsplads for at demonstrere i Fælledparken, hvor formanden for de københavnske fagforeninger, Jensen Jensen (1859-1928), var årets hovedtaler. Der blev også holdt store møder en række andre byer, herunder Aarhus, Aalborg og Kolding. [13]

DAGS DATO 9. april af Julie Hugsted / ILLUSTRATION: 1. maj 2000 går demonstrerende i optog fra Vesterbro til Kildeparken, Aalborg [foto: HENNING BAGGER/SCANPIX NORDFOTO 2000/Ritzau Scanpix]

Litteraturliste:
[1] Arbejdermuseet
[2] Arbejdermuseet
[3] Danmarkshistorien
[4] Den store Danske, Arbejder Museet
[5] Biografisk Leksikon
[6] Danmarkshistorien
[7] NDR
[8] Encyclopedia Chicago History, Encyclopedia Britannica
[9] Encyclopedia Chicago History, Arbejdermuseet
[12] Arbejdermuseet
[13] Fagbladet 3F