Ny serie af Jeanette Varberg: Kvinden var en jæger

07.04.2021

De arkæologiske fakta udfordrer vores patriarkalske fortælling om fortiden. Det siger meget om dem, vi studerer – og ikke så lidt om os.

Ny serie for Æras abonnenter af Jeanette Varberg (del 1)

Er moderskabet en hindring for at få magt i samfundet? Svaret er – i dag – i de fleste tilfælde ja. I mange af nutidens samfund er det at være mor forbundet med lavstatus. Det afskærer kvinderne fra højere uddannelser, karriere og dermed potentielt magtfulde positioner i samfundet. Dermed bindes kvindens status ofte direkte sammen med hendes moderrolle.

Men det er en særlig vestlig akademisk konstruktion at antage, at moderskabet har været kvindens primære funktion i fortiden, og det har uden tvivl påvirket tolkningerne af fortiden og dermed vores opfattelser af kvindens rolle i oldtidens samfund. En meget omdiskuteret teori opstod i slipstrømmen på Charles Darwins teorier om evolutionen, som gik ud på at kvinder fik kød for sex – et scenario, som skulle sikre kvindernes og deres afkoms overlevelse. Dermed blev magtforholdet mellem kønnene tidligt i vores arts historie lagt fast i den vestlige tankegang. Siden har den været svær at komme udenom.

Men det at rulle kategoriske antagelser om køn ud baglæns kan være særdeles problematisk. Det er et svensk gravfund et klassisk eksempel på.



Bäckaskogkvinden [foto: Det Svenske Nationalmuseum/Scanpix]

Fiskeren fra Barum
I 1939 fandt man et meget velbevaret skelet fra jægerstenalderen på Bäckaskog Slot tæt på byen Barum i det nordøstligste Skåne. I graven lå både jagt- og fiskeredskaber sammen med skelettet, og derfor antog man helt automatisk, at der var tale om en mand på mellem 40 og 50 år. Han blev i den arkæologiske litteratur omtalt som ’fiskeren fra Barum’ og blev et billede på, hvordan de første svenskere levede i jægerstenalderen.

32 år senere fandt man fundet frem igen. Osteologen og knoglespecialist Nils Gustaf Gejvall undersøgte endnu engang skelettet, og højst overraskende måtte han konkludere, at fiskeren fra Barum havde født mellem 10-12 børn. Bækkenknoglerne afslørede tydelige spor efter mange børnefødsler, og tænderne fastsatte personens alder til at være 35-45 år. Kulstof-14 analyser viste, at hun levede for ca. 8700 år siden.

Så fiskeren var en kvinde. Det i sig selv var opsigtsvækkende, fordi det potentielt rykkede ved opfattelsen af de ældste jægersamfunds organisering, og samtidig gik det imod den fremherskende teori om, at mændene var jægere og fiskere, mens kvinderne var samlere. Yngre fund af jægere og samlere fra Sverige viser også, at senere er tendensen, at det er mænd, som begraves med jagtvåben.

Fiskeren fra Barum var en del af det, vi i dag kalder for maglemosekulturen, hvor man levede som nomadiske jæger-samlere, der typisk boede sammen i flere hytter i grupper af to til fem storfamilier. Det var mobile og små menneskegrupper, som hele tiden skulle bevæge sig igennem de store skove i jagt på det næste måltid, og her var der brug for alle i kampen om at skaffe mad nok – åbenbart uanset om man var mand eller kvinde. Kulturen var udbredt i hele Nordeuropa, som på det her tidspunkt efter istiden endelig slap sit tag i den nordlige halvkugle er karakteriseret af store skove, der bredte sig over de store istidssletter. Senere blev skoven så ufremkommelig, at jæger- og samlergrupperne trak ud til kysten og ernærede sig som fiskere.

Pleje af de helt små børn hvilede altså ikke udelukkende på kvinden, som havde født – i hvert fald hvis vi skal tro Barumkvindens gravgavers udsagnsværdi. Sandsynligvis må de have været hele gruppens ansvar. På den måde blev børnene ikke kvindens eget ansvar, men fællesskabets og så kunne de dygtigste jægere – uanset køn – skaffe mad til alle.

Det giver god mening, at alle kræfter blev sat ind på at skaffe proteinrig føde til flokken. Det er helt oplagt, at både fædre, bedsteforældre og søskende alle hjalp til med at passe de mindste børn, mens mor var på jagt.

Alligevel er det påfaldende, at fiskeren fra Barum – efter han blev til hun – nu ikke længere blev omtalt i den arkæologiske litteratur som fiskeren, men nu som moderen. Helt automatisk blev hendes åbenlyse erhverv nedtonet, og hendes moderrolle fremhævet, selvom vi ikke ved, om hun påtog sig den.



Peru: Udgravningen i Wilamaya Patjxa [foto: Randall Haas]

Hvad pilespidserne fortæller
Der findes ikke mange grave fra den tid, og derfor er det heller ikke uden problemer at konkludere en hel epokes samfundsorganisering på bare én grav. Men nu har en helt ny undersøgelse publiceret i november 2020 af storvildtsjægeres grave fra Andesbjergene i Sydamerika vist, at en 9000 år gammel kvindegrav ligeledes indeholdt jagtvåben.

I 2018 udgravede arkæologerne gravpladsen i det sydlige Peru. I to af gravene var der ud over de gravlagte også jagtredskaber. Den rigeste grav viste sig at indeholde dårligt bevarede skeletdele, som alligevel kunne bestemmes til at være en kvinde på 17-19 år. Alderen kunne bestemmes ud fra tænderne, hvor den ene visdomstand ikke var fuldt udviklet, og kønnet blev bestemt på basis af en forholdsvis ny metode, der analyserer aminosyrer (også kaldet mikroproteiner) i tandemaljen og så osteologi (skelettets anatomi).

Der var således ingen tvivl om, at det var en kvindes skelet, som lå i graven. Pilespidserne og andre våben viste – til forskernes overraskelse – at kvinden i en alder af 17-19 år var storvildtsjæger. De 24 stenredskaber, som fulgte hende i graven, lå samlet på en måde, der indikerede at hun havde haft sine jagtredskaber samlet i en lædertaske af en slags.

De mest iøjnefaldende redskaber var syv projektiler af tilhugget sten, der har fungeret som spydspidser. Kvinden har sandsynligvis jaget storvildtet med en atlatl, som er et kastetræ, der forlænger spydarmen til det dobbelte og øger spyddets rækkevidde betragteligt. Men det gør også kastet mere usikkert, og derfor kræver det stor erfaring at jage med kastetræ. Derudover havde hun små knive, skrabere og okkersten, der var beregnet til flåning, slagtning og bearbejdning af dyrenes skind. Hun har primært jagtet alpaka, lamaer, guanako og vikunjaer, som stadig findes i Peru i dag.

I den anden grav lå en mand omkring 25 år også begravet med to spydspidser af sten. Men han havde ikke andet med end det, så hans gravgaver var kun beregnet på jagten og ikke den efterfølgende bearbejdning af dyret til fødevarer og skind.

Spørgsmålet i denne sammenhæng var selvfølgelig, om kvinden var en enlig svale. Derfor gik en større amerikansk undersøgelse i gang i 2020, som dokumenterede, at ud af 429 grave fra begyndelsen af holocæn (geologisk tidsperiode, som begyndte for cirka 11.700 år siden og beskriver den mellemistid vi lever i nu), så kunne 27 individer klassificeres som storvildtjægere – bedømt ud fra jagtvåbnene lagt i graven. Af de 27 kunne 26 kønsbestemmes. Den overraskende konklusion var, at 11 ud af de 26 var kvinder.

Dermed har vi altså et klokkeklart eksempel på, at videnskaben ikke skal lade sig begrænse af en forudindtaget opfattelse af, hvordan arbejdsfordelingen og magtforholdet mellem kønnene var i vores fortid. Både den svenske grav og det amerikanske eksempel – fra nogenlunde samme tidsperiode – åbner op for en diskussion af, hvordan vi spejler vores egen nutidige forståelse ind i en tolkning af fortiden. ▪



Peru: Udgravningen i Wilamaya Patjxa [foto: Randall Haas]


Litteratur
Beausang, Elisabeth: Childbirth and Mothering in Archaeology, Gothenburg, 2005
Haas, Randall et al.: Female hunters of the Early Americas, Science Advances 2020:6