Jeanette Varberg: En epidemi kan besejre et imperium (fra Æra1)

24.04.2021

Da de skrev deres forfatning, studerede amerikanerne indgående Roms fald. Det har de grund til at gøre igen.

Af Jeanette Varberg (fra ÆRA1)

Vi lever i en tid, som vi aldrig vil glemme. Coronapandemien bølger gennem verdenssamfundet – og fremtidsudsigterne formørkes dels af uvisheden, dels af løftet om en gigantisk økonomisk nedtur som en konsekvens af sygdommen. I verdens største økonomi, USA, kæmper befolkningen i disse år om fremtidens demokratiske værdier – nu midt i en epidemi ude af kontrol, opgøret efter politidrabet på George Floyd og fire år med en af de mest kontroversielle præsidenter i De Forenede Staters korte historie – en mand, der ikke samlede, men splittede befolkningen, helt frem til stormen på Capitol Hill den 6. januar i år, hvor de politiske uenigheder udmøntede sig i voldelige sammenstød og fem dødsfald, mens hele verden så vantro til. I det hele taget har USA’s rolle som leder af den frie verden ændret sig væsentligt de senere år. Med sloganet ‚America first‘ frasagde præsident Trump sig formelt den globalt ledende rolle, som USA ellers har indtaget i næsten syv årtier.

Men det er langtfra første gang, at epidemier skaber en ny magtbalance i verden. Det er en af de konsekvenser, som store, gennem-gribende katastrofer har på menneskets sam-fund, og derfor er det værd at se tilbage i tiden for at undersøge, hvordan man i fortiden kæmpede mod epidemier, og hvordan de påvirkede samfundene fra bund til top.

Den glemte pest
I 540’erne bredte pesten sig til Europa, hvor det engang så mægtige og toneangivende Romerrige havde mistet både land og magt, og hvor alle håb om at vinde det tabte tilbage blev bremset af infektionssygdommens rædsler. Pesten fortsatte med at komme tilbage op gennem århundrederne helt indtil 700-tallet, og den har også fået skylden for, at det visigotiske rige i nutidens -Spanien, som var romernes arvtagere, så let kunne erobres af muslimske styrker.

Der er flere ligheder mellem Romerriget og Amerikas Forenede Stater. De viste sig allerede i 1776, hvor USA’s forfatning blev skrevet. Samme år udkom første bind af det store historiske værk The History of the Decline and Fall of the Roman Empire af Edward Gibbon, og den grundlæggende viden om antikkens styreformer gennemsyrede den amerikanske forfatning, så flere aspekter af den nye nation blev skabt i lyset af den forhåndenværende viden om den romerske fortid.

Romerriget var et af verdenshistoriens største imperier, og i midten af det hele løftede hovedstaden Rom sig – en megaby, der nåede i omegnen af en million indbyggere under kejser Augustus. Så højt et indbyggertal i en by blev først overgået, da London i 1800 nåede millionen og dermed blev verdens største by – med 6,7 millioner indbyggere små 100 år senere, dog skarpt forfulgt af Paris og New York.

Men intet imperium består for evigt. Allerede i andet århundrede efter vores tidsregning begyndte Romerrigets grænser at bukke under for et pres fra germanske rytterfolk, som angreb grænserne i nutidens Sydøsteuropa, samtidig med at de romerske soldater tog en mystisk sygdom med fra Fjernøsten. To århundreder senere begyndte det vestlige Romerrige – med den sagnomspundne by Rom i centrum – for alvor at falde fra hinanden.

 

Det mægtige Romerrige var ved at rejse sig igen og vinde tabt land i Italien tilbage efter mange års angreb fra andre folkeslag, da den første pestepidemi i 540’erne spredte sig til hele Europa og skabte en ny virkelighed
_______

 


Nu begyndte krigene at intensiveres langs de europæiske grænser, og alvorlige trusler ankom, dels i form af mobile hærstyrker fra Central- og Nordeuropa, dels med de hunniske rytterhære fra de centralasiatiske sletter. For første gang i århundreder blev Rom ramt af flere voldsomme plyndringer. Indbyggertallet raslede ned i takt med dem – det laveste var 30-50.000 indbyggere omkring år 550 efter voldsomme krige med goterne. Rigets administrative centrum flyttede nu til Konstantinopel, nutidens Istanbul, og Romerriget blev i senantikken til Det Byzantinske Rige.

Inkompetente kejsere, nye politiske systemer udtænkt af kejser Diokletian i slutningen af andet århundrede og magtsyge aristokratiske familier destabiliserede magten, og de havde en stor del af skylden for, at imperiet faldt fra hinanden. Men det var ikke årsagen alene. De mange krige ved fronten, langt væk fra magtens centrum, gjorde det svært at kontrollere riget, som strakte sig helt fra York i England til Alexandria i Egypten. Der var kort sagt mange årsager til kollapset, der foregik over lang tid.

Men som i tilfældet med revnerne i den amerikanske stats fundament, der blotlagde sig under det voldsomme pres fra coronakrisen, var det de fænomener, som mennesket ikke selv var herre over, der blotlagde svaghederne i Romerrigets statsstruktur.

For Romerriget blev i hele imperiets lange levetid ramt af flere epidemier. Hver gang med store konsekvenser til følge. Da Romerriget var på sin maksimale udbredelse omkring år 160, strakte det sig fra de nordengelske sumpe til den syriske ørken. Mere end 7.000 km grænse løb fra vest mod øst, og romerne sendte handelsskibe så langt væk som til det nordlige Vietnam, hvor kejserens mænd fik foretræde for Han-dynastiets kejser Huan i det sydlige Kina. Med sig tilbage fik han handelsaftaler – men også en mystisk sygdom, som sandsynligvis allerede var spredt fra et epicenter i Kina. Og sygdomme blev en afgørende udfordring for antikkens globalisering.

Romerske soldater belejrede samtidig oldtidsbyen Seleucia i nutidens Irak i vinteren 165-166, og de blev også smittet. Snart nåede sygdommen Rom, hvor dødstallet hurtigt steg til 2.000 døde om dagen. Selv medkejseren Lucius Verus døde formentlig som følge heraf. Og sygdommen? Historikerne mener, det kan have været kopper – en frygtet og ekstremt smitsom sygdom, som først blev udryddet på verdensplan ved hjælp af vaccinationer i 1980.


Epidemien svækkede det romerske militær alvorligt, da flere legioner blev smittet, og hæren led store tab. Det var første store slag mod romernes suveræne position i antikkens verdensorden. Men knap 200 år senere tog riget endnu et slag. De fleste kender ‚den sorte død‘, der slog mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning ihjel i 1300-tallet. Men de færreste ved, at pesten ramte Europa allerede 800 år tidligere med lige så omfattende konsekvenser for samfundene.[1]

Den mystiske tåge
Det mægtige Romerrige var ved at rejse sig igen og vinde tabt land i Italien tilbage efter mange års angreb fra andre folkeslag, da den første pestepidemi i 540’erne spredte sig til hele Europa og skabte en ny virkelighed. Men allerede i år 536, fem år før pestudbruddet, ramte en naturkatastrofe den nordlige halvkugle. En vulkansk vinter af uhyggelige dimensioner, som forskeren Michael Rampino har sammenlignet med situationen efter en atomkrig – en såkaldt atomvinter – der sandsynligvis så sådan ud:

En uigennemtrængelig tåge lagde sig over landet, skyggede for himlen og skabte et rædselsår uden sommer, som varede, indtil de vulkanske partikler igen forsvandt ud af atmosfæren 18 måneder senere.

Samtidige historiske kilder fra både Kina og Middelhavsområdet fortæller om en mystisk tåge, som resulterede i en sol uden kraft, efterfulgt af kulde og sult. Den byzantinske historiker Prokopius, som på det her tidspunkt i historien boede i Rom, skriver, at i en hel sommer var: „solens lys uden stråler […] som en sol under en formørkelse“. I Konstantinopel skrev Lydus, at solen blev sløret i et helt år, og at frugten aldrig blev moden. I Mellemøsten oplevede de abnorme snefald og skrev, hvordan fuglene flygtede. De kinesiske forskere Pang og Chou har registreret lignende fænomener ved at gennemgå de kinesiske astronomiske optegnelser for år 536, hvor den ellers tydelige stjerne Canopus ikke var at se. De har også rekonstrueret klimaet i Kina i 536-38 og fundet optegnelser over sommersne, tørke og sult udbredt i hele landet.

Nye forskningsresultater fra en iskerneboring i de schweiziske alper sandsynliggør, at det var den islandske vulkan Katla, som gik i udbrud i både 536, 540 og i 547. Men også den sydamerikanske vulkan Ilopango i El Salvador gik i udbrud i 535 og kan sammen med Katla have medvirket til den enorme katastrofe og omfattende vulkanske vinter. Asken fra udbruddet blokerede simpelthen solens stråler, så solen og månen virkede ti gange så svage som normalt. Det sænkede temperaturen betragteligt på den nordlige halvkugle.

Undersøgelserne har fået middelalderhistorikeren Michael McCormick til at konkludere, at år 536 historisk set har været det værste år at leve i. I de irske krøniker stod hungerårene 537-39 kort og godt beskrevet således: „En mangel på brød“. Og blot fem år senere fulgte så den første pestepidemi, som blev opkaldt efter den romerske kejser Justinian.

Justinians pest
Sygdommen brød ud i den romerske havneby Pelusium i Egypten i sommeren 541. Havnebyen lå i det østlige Nildelta og havde en livlig havn med kontakt til Østafrika, Den Arabiske Halvø og Indien. Den nærmest globale handelsrute, som i første omgang førte sygdom fra Fjernøsten til Rom i år 166, så igen ud til at have bragt dårligdomme med sig. Ifølge kirkehistorikeren Johannes fra Efesos kom pesten fra landet Kush (Etiopien), og der er ret gode argumenter for, at den gamle kirkehistoriker havde ret. I Indien og Kina er der nemlig ingen kilder, der beskriver en stor epidemi. Derfor må vi formode, at sygdommen bredte sig via et andet geografisk område.

 

Pesten hærgede som nævnt i mere end 200 år – fra 541 til 750 – med intet mindre end 18 registrerede udbrud
_______

 


De store vulkanudbrud havde i løbet af få år forinden ændret Jordens vejrsystemer markant. I Østafrika skabte det først tørke og siden mange kraftige regnskyl. 
Den engelske historiker David Keys har i sin bog Catastrophe bl.a. sandsynliggjort, at det førte til en eksplosion i gnaverbestanden i Østafrika. Skibsfarten mellem Kina, Indien og Romerriget gik via Østafrika, hvor der blev handlet med elfenben. Hvordan pesten kom ombord, ved vi til gengæld ikke.

Byldepest skyldes bakterien Yersinia pestis, som lever i gnaver-loppers mavesæk og munddele. Den lille bakterie danner en form for prop i den munddel, som loppen bruger til at suge blod fra sin vært. Det har den konsekvens, at loppen sulter og derfor bider langt mere aggressivt – således spreder bakterien sig til langt flere nye ofre end normalt. Lopperne findes især på små gnavere som rotter, murmeldyr og præriehunde. Men lopper med pestbakterien kan i princippet bæres af mere end 200 pattedyr – herunder katte.

Symptomerne på sygdommen er store bylder i lysken, under armene og bag ørerne – de steder, hvor loppen gerne bider. Patienten får høj feber, kulderystninger og bliver hallucinerende. I sin ubehandlede form er dødeligheden omkring 30-60 pct. Dermed er byldepesten en af de værste sygdomme i menneskehedens historie, kun overgået af den mere sjældne lungepest, hvor dødeligheden ligger tæt på de 100 pct. (men den optræder kun som en komplikation til byldepesten, hvor pestbakterierne spredes til lungerne, og smitten bliver luftbåren).

Pesten spredte sig med de rejsende mod vest til Alexandria, som var Middelhavets travleste havn på den tid, og mod øst til Gaza. Sandsynligvis var både rotter og pestlopper blinde passagerer ombord på handelsskibene – gemt i kornsække, tøjfolder og uldtæpper – så først blev kystbyerne ramt, dernæst byerne i indlandet og siden resten af Europa. Pesten hærgede som nævnt i mere end 200 år – fra 541 til 750 – med intet mindre end 18 registrerede udbrud. Og epidemien var så lammende, at den fundamentalt ændrede Europas historie.

Øjenvidnerne i Konstantinopel
En af de mest omfattende og detaljerede kilder til den justinianske pest er skrevet af førnævnte Johannes fra Efesos. Han rejste fra Konstantinopel til Alexandria, og på sin hjemrejse fulgtes han nærmest med pesten op gennem Palæstina, Syrien og Lilleasien. Han så, hvordan høsten gik til på markerne i sensommeren, mens husdyrene løb forvildede rundt. Vindruer hang stadig på klaserne gennem den efterfølgende hårde vinter, for der var ingen til at plukke dem. Langs vejene lå de døende – med opsvulmet mave, åben mund og stirrende øjne, mens deres bylder sprak, og den stinkende betændelse løb ned i rendestenen som vand.

Pesten ramte Konstantinopel, som på daværende tidspunkt var verdens største by. Den havde nok lige i underkanten af 500.000 indbyggere i foråret 542, knap et år efter udbruddet i Egypten. Historikeren Prokopius, som også var en af øjenvidnerne til katastrofen, beskrev den i sit værk Om krigene og konstaterede: „I disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden“. Pesten tog ung som gammel – og rig som fattig. Selv kejser Justinian blev ramt af bylder i lysken, men overlevede modsat sin kollega Lucius Verus i år 169.

Udbruddet i Konstantinopel hærgede i fire måneder, inden første bølge klingede af. I begyndelsen, hvor lopperne spredte sig i byens tætpakkede gader, var der kun få dødsfald. Men så tog epidemien fart. Officielle optællinger registrerede pludselig 5.000 døde om dagen, så 10.000, og til sidst opgav man at tælle. Det var på dette tidspunkt, at problemet med de mange døde kroppe, der begyndte at hobe sig op i gader og stræder, begyndte. De stinkende lig lå i bunker på gadehjørnerne i sommersolens ubarmhjertige stråler. Desperate slæbte overbetalte ligbærere kadaverne uden for byen til store massegrave, men da der ikke var plads nok, blev de døde kroppe sejlet ud i Bosporusstrædet, hvor sømænd dumpede ligene i havets bølger – kun for at opdage, at de skyllede i land igen. Johannes fra Efesos beskrev selve begravelsen i massegravene som en dødelig, ødelæggende og bitter vinpresser:

„Mænd og kvinder blev trådt ned, og i tomrummet mellem dem blev de unge og børn presset ned, trådt på af fødder og trampet sammen som modne vindruer[…] De, som trådte ligene sammen, stod klar, og så snart liget af en mand eller kvinde, en ung mand eller et barn blev kastet ned til dem, så trådte de på ham for at presse ham flad, så der var plads til flere“.[2]

Johannes fra Efesos’ egen forklaring på sygdommens opståen var, at der gik dæmoner rundt og spredte den blandt mennesker. En opfattelse, han delte med Prokopius og andre. Johannes skrev også, at der snart ikke kunne opdrives et fornuftigt menneske i byen, og at rygter og hysteri hærgede i gaderne. Der forløb således et rygte om, at hvis man smed en keramikkrukke ud ad vinduet, blev man ikke smittet. Resultatet blev, at gaderne i Konstantinopel lå øde, fordi folk havde travlt med at smadre servicen i hjemmet. Andre flygtede, hver gang de så en af byens munke – overbeviste om, at de var smittens årsag.

200 års udbrud
Før pestens udbrud havde Justinian ført flere opslidende krige for at genvinde det vestlige Romerrige, som var blevet tabt i krigen mod de indtrængende hære i det forudgående århundrede. Men det lykkedes ham aldrig at fuldføre sin storslåede vision for genopretning af imperiet. Pesten kom i vejen for Roms comebackforsøg, for selvom Konstantinopel overlevede den første bølge, vendte pesten altid tilbage efter nogle år. Gerne mellem marts og oktober, hvor rottelopperne var allermest aktive. Når en befolkning var blevet skånet, blev den ramt næste gang, og når en generation havde opnået immunitet, blev den næste syg. Det havde en gennemgribende effekt på økonomien.

Pesten holdt sig på ingen måde inden for Romerrigets grænser, da rotterne og deres lopper spredte sig med handlen fra Italien og Spanien videre til Frankrig og helt til Irland i år 544. Også England blev ramt af den første store bølge. Store dele af landet havde været en provins i Romerriget, men under de voldsomme kampe på kontinentet i 400-tallet trak romerne deres legioner ud og overlod briterne til sig selv. Efter romernes exit havde briterne ikke et organiseret militær, hvilket resulterede i en invasion af fremmede hære fra Jylland og Nordtyskland. Jyder, anglere og saksere skabte nye riger på ruinerne af romernes provins og fik samlebetegnelsen angelsaksere. Det var i de stridsomme år – hvor krig var mere reglen end undtagelsen, og de nye magter overtog landet – at pesten gjorde sit indtog. Der er spekulationer om, hvorvidt pesten også nåede til Skandinavien, men der er hverken skriftlige kilder eller DNA-undersøgelser af skeletterne, der kan bekræfte denne påstand.

Men pesten forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet. Omkring år 750 forsvandt den fra Europa, og der gik knap 600 år, før den anden store pestepidemi ramte i midten af 1300-tallet. Måske hænger det sammen med samspillet mellem gnavernes – og i særdeleshed rotternes – tilknytning til menneskenes byer og måde at leve på, men andre faktorer – som klimaændringer – kan også være en del af forklaringen. Det er et af de store mysterier i menneskets sygdomshistorie, og forklaringerne er til dags dato ikke fyldestgørende.


Alene det første udbrud af den justinianske pest efterlod ifølge nogle beregninger mellem 25 og 100 millioner mennesker døde. Mellem år 541 og 750 ramte pesten igen og igen nye steder i Europa, Nordafrika og Mellemøsten – med et gennemsnitligt interval på 11 år og seks måneder.

Lektien af corona
Det blev de økonomiske konsekvenser af pestens første udbrud, der ødelagde kejser Justinians erobringsplaner – fra 541 til hans død i 565 – og dermed lukkede det romerske imperiums muligheder for comeback.

Vil coronakrisen blotlægge de små revner i USA’s fundament og de store udfordringer i forholdet mellem Vesten og Kina i sådan en grad, at det kan forrykke det globale magtforhold? Vil historien glide ind på et nyt spor – det, vi kan betegne som new normal, en tilstand skabt i 2020 af coronapandemien og Trumps regering? Eller vil balancen tippe tilbage, når den første panik har lagt sig? Vil verdenssamfundet blive hærget af flere bølger af smitte, som vender tilbage med års mellemrum, og dermed sætte vores liv og den globale udvikling på pause igen og igen? Og hvad sker der, hvis nye sygdomme rammer samtidig med de klimaforandringer, vi ser ind i?

Som vist ovenfor kan forbindelserne mellem pesten og konsekvenserne af klimaforandringer (vulkanudbruddene) dokumenteres i forbindelse med udbruddet i 541, og sandsynligvis også i tiden op til udbruddet i 1300-tallet ifølge bl.a. historikeren Brian Fagan, hvor en lille varmeperiode blev afløst af koldere vejr og resulterede i hungersnød i begyndelsen af 1300-tallet.

Et forskerteam har for nylig også undersøgt det veldokumenterede store pestudbrud i London i 1665 og sammenlignet det med middelalderens udbrud i 1348 i England: Det er helt tydeligt, at smitten accelererede op til fire gange så hurtigt i 1665, i forhold til første gang smitten ramte i 1300-tallet – man ved bare ikke hvorfor.[3] Året 1348 markerede begyndelsen på den store pest-epidemi i middelalderens England, mens udbruddet i 1665 var en del af samme epidemi. Pesten vendte jævnligt tilbage med generationers mellemrum.


Måske hænger ændringen af pestens ændrede smittemønster sammen med, at udbruddet fandt sted i en særligt kold periode, hvor folk rykkede sammen i husene under den sidste lille istid mellem 1300 og 1850, hvor temperaturerne dykkede alvorligt netop omkring 1665. Det ville igen vise en sammenhæng mellem klimaændringer og pest. Andre faktorer kan være indbyggernes antal og tæthed og rottebestandens omfang.

Tilbage står vi med en erkendelse af, at der stadig er meget vi ikke ved om de historiske epidemiers spredningsmønstre og forløb. Når epidemiernes spredningsforløb historisk set er så svære at afkode, ser frem-tiden usikker ud.

 

Introducerede året et new normal, hvor vi vil leve i frygt for pandemierne som tilbagevendende begivenheder? Det er desværre et realistisk scenarie
_______

 


2020 har skabt nye standarder for, hvad vi kan forvente af fremtiden. Selvom coronapandemien er mild sammenlignet med en sygdom som pest, har den forandret verden. Vidtgående indgriben i vores personlige frihed og bevægelsesmønstre er konsekvensen af sygdommens hærgen. Samtidig har vores tro på vores egen usårlighed lidt et knæk. Introducerede året et new normal, hvor vi vil leve i frygt for pandemierne som tilbagevendende begivenheder? Det er desværre et realistisk scenarie set i lyset af de historiske erfaringer. Spørgsmålet er så, om nye sygdomme eller gamle kendinge vil slutte sig til listen over fremtidens udfordringer.

Kunne der komme en ny pest-epidemi? I 2020 udbrød der faktisk pest igen – langt uden for medier-nes bevågenhed – i både Kina og i USA, hvor en ung mand i New Mexico døde af sygdommen så sent som i august. Hvert år rapporteres i gennemsnit syv dødsfald forårsaget af pest alene i USA. Fra 2010 til 2015 blev der registreret 3.248 tilfælde af pest på verdensplan og 584 dødsfald, hvoraf hovedparten optræder i Den Demokratiske Republik Congo, Madagaskar og Peru.

Pesten forventes at blive inddæmmet hurtigt, når den opdages, og grunden til, at den i moderne tid ikke har udviklet sig til en epidemi, er netop, at den med antibiotika kan stoppes tidligt i forløbet. Men der skal ikke mange mutationer til, før pesten kunne blive resistent over for antibiotika – og den uheldige mutation er faktisk observeret for nylig på Madagaskar. Det er et potentielt stort problem – for det er ikke lykkedes forskerne at udvikle en effektiv vaccine mod pest.

Vi må ikke alene håbe, at verden hurtigt rejser sig igen efter corona-krisen, men også, at vi lærer af den, så vi i fremtiden er forberedte på infektionssygdomme, der kan vise sig at være langt værre.


Jeanette Varberg (f. 1978) er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi og museumsinspektør på afdelingen for Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid på Nationalmuseet. Hun har beskæftiget sig med bronzealderens glas og handelsruter samt skrevet en lang række historiske bøger, herunder bogen Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie for Gads Forlag sammen med Poul Duedahl. Den udkom 9. oktober 2020.

ILLUSTRATION: [foto]


Litteraturliste:
David, J.D. et al. Acceleration of plague outbreaks in 
the second pandemic. PNAS, 2020.
Little, L.K. (ed.): Plague and the End of Antiquity. 
The pandemic of 541-750, Cambridge University Press, 2007.
Price, N. & B. Gräslund: „Excavating the Fimbulvinter? Archaeology, geomythology and the climate event(s) of AD 536”, i: Riede, F. (ed.): Past Vulnerability. Volcanic eruptions and human vulnerabilty in traditional societies past and present, Aarhus University Press, 2015.
Procopius: History of the Wars, Book I and II. With an English translation by H.B. Dewing.
Varberg, J & P. Duedahl. 2020. Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie. Gads Forlag.

[1] Man taler om den første, anden og tredje pest­epidemi – sidstnævnte ramte verdenssamfundene i slutningen af 1800-tallet.
[2] Incerti auctoris, 2:106; Anecdota Syriaca, 2:324.
[3] Studiet blev udgivet af David Earn sammen med flere kollegaer i november 2020 i det anerkendte tidsskrift PNAS.