Jeanette Varberg om kvinderne på Egyptens trone: Den forsvundne mumies hemmelighed
01.06.2021
Undtagelserne (2:8): En arkæologisk serie om alle de kvinder, som ikke passer ind i den patriarkalske fortælling om fortiden. Hvad sker der, når kvinder får adgang til magtens tinder – i samfund, hvor det burde være umuligt? Både i oldtidens første historiske samfund i Mesopotamien (nutidens Irak og Syrien) og Egypten er der eksempler på dét.
I DET GAMLE EGYPTEN, som var verdens mest magtfulde land, nåede seks kvinder magtens tinder. Kvinderne var: Merneith, som regerede for 5.000 år siden på vegne af sin søn i en verden med brutal vold og erobringer. Neferusobek regerede mellem 1785-1773 f.v.t. i det 12. dynasti – i de sidste fire år i sin egen ret med kongelig titel. Hatshepsut (fra 1479-1458 f.v.t.) – som vi skal vende tilbage til – indtager en delt førsteplads blandt kvinderne med de 21 år på tronen. Nefertiti regerede et århundrede senere end Hatshepsut, men hun gjorde det i forklædning under det kaos, der blev skabt af hendes mand Aktantens død. Tawosret regerede i løbet af det 19. dynasti (1295-1186 f.v.t.), og hun gjorde, hvad ingen før havde gjort, da hun tog tronen som kvinde uden at kalde sig konge og uden at have en mandelig arving at skærme sig bag. Kleopatra (51 – 30 f.v.t.) er den sidste i rækken af kvinder, som regerede Egypten tusinde år senere end resten, og hun er nok den de fleste husker den dag i dag. Med 21 år tangerede hendes regentperiode Hatshepsuts rekord.
Selvom man i oldtidens Egypten foretrak mænd på tronen, så nød kvinderne respekt, som ikke genfindes mange andre steder i oldtidens riger. Man foretrak, som eksemplerne viser, en kvindes lederskab fremfor at falde i en tilfældig krigsherres hænder, som ofte ville være et voldeligt alternativ. Disse kvinder kvinder fik magten gennem politisk konsensus fremfor vold – de opildnede ikke til militær erobring og aggression, og kilderne viser, at man satte pris på kvindernes mere beherskede temperament og udprægede politiske evner. At kvinder – under de rette omstændigheder – kunne få adgang til magten fandt man en retfærdiggørelse af i mytologien, hvor den mægtige gudinde Isis beskyttede sin søn Horus fra Seths vrede. På den måde trådte kvinderne ind som frelsere af dynastiet på slægtens vegne.
DEN MEST BERØMTE OG BERYGTEDE af dronningerne, der blev konge, er Hatshepsut. Hendes stedsøn, nevø og efterfølger Tuthmose III prøvede at slette alle spor efter hendes tid som regent, og selv hendes mumie forsvandt – den blev regnet for tabt, indtil arkæologiens gyldne tidsalder omkring år 1900, hvor store opdagelser stod i kø. Arkæologen Howard Carter stod bag mange af de afgørende udgravninger i Kongernes Dal, ved nutidens Luxor i begyndelsen af 1900-tallet. Her gravlagde man størstedelen af de kongelige og deres adel fra ”Det nye rige” fra 1550-1185 f.v.t., der anses for som storhedstiden i oldtidens Egypten.
Det var Carter, der sikrede sig fornem plads i historiebøgerne, da han fandt Tutankhamons gravkammer. I 1903 fandt han en knap så glamourøs mumie uden nogen kendetegn, som skødesløst var smidt på gulvet i et anonymt gravkammer i Kongernes Dal. Mumien lå på gravkammerets gulv ved siden af en kiste og en stak mumificerede gæs. Carter tog først gæssene og senere mumien i kisten med tilbage til Cairo, men den værdiløse mumie på gulvet lod han og hans kolleger ligge – de gik ud fra, at det ikke var nogen af betydning.
I 2007, 104 år efter Carters opdagelse,vendte den egyptiske arkæolog Dr. Zahi Hawass tilbage til grav ”KV60” for at undersøge de to kvindelige mumier igen. Kvinden i kisten var Hatshepsuts amme, så måske tænkte Hawass var der en forbindelse? Mumien på gulvet lignede ikke liget af en af oldtidens mest magtfulde faraoer. Det var en halvskaldet og tydelig overvægtig mumie med et markant overbid, men på trods af det kom hun alligevel med i den videnskabelige undersøgelse. Og det er her, fortællingen tager en drejning. Fordi i samme undersøgelse scannede man en lille trækiste fundet i Hatshepsuts tempel i 1890’erne, som bar hendes navn. Den skulle indeholde resterne af hendes lever, men på scanningen opdagede man en knækket kindtand. Den tog man ud, og til alles store forundring passede tandens brud med lidt god vilje til en tandstump, der sad i kæben på den ukendte mumie af en overvægtig kvinde i grav KV60. Dr. Hawass og hans team havde fundet Hatshepsuts mumie vha. en knækket tand, og nyheden gik verden rundt [se foto nedenfor].
THUTMOSE I – der regerede cirka 1506–1493 f.v.t. blev gift med dronning Ahmose, som sandsynligvis var i direkte blodlinje med farao-slægten, hvor Thutmose var blevet hentet ind, da den oprindelige kronprins i dynastiets lige linje var steril – sandsynligvis som følge af skikken med bror-søster ægteskab i faraoslægten. Gift blev de, da Ahmoses sterile bror ikke ikke formåede at få en søn – for magten skulle gå i arv til en mand. Efter den guddommelige orden var det derfor bestemt, at det var Thutmose I’s søn, Thutmoses II, som skulle arve tronen. Thutmoses II blev efter egyptiske regler gift med sin halvsøster Hatshepsut, og sammen fik de en datter – men igen blev det en lavere rangerende hustru ved navn Isis, som producerede en søn – Thutmose III. Thutmose II regerede ikke længe, måske kun tre år, og scanninger af hans mumie viser tegn på en hjertesygdom. Den mindreårige dreng, Isis’ søn, blev udpeget som farao, mens Thumose II’s enke Hatshepsut altså blev forbigået til fordel for et drengebarn, som både var hendes nevø og stedsøn, uden det rigtige slægtsblod i årene.
Hatshepsut var ældste barn af Thutmose og Ahmose. Fra en meget ung alder blev prinsessen udnævnt som ypperstepræstinde og indviet i religionens mysterier. Allerede da forstod hun, hvordan religionen kunne forme en hersker, og som ypperstepræstinde ejede hun i egen ret store landområder og ejendomme. Hun kontrollerede en husholdning med flere hundrede ansatte. Hun havde det hele; uddannelse, var en trænet beslutningstager, en mægtig jordejer, vellidt af den magtfulde præstestab i landet og tæt på sin egen far faraoen. Hun voksede op som en magtfuld ung dame, der var meget bevidst om sit eget værd. En viden som hun gjorde klogt brug af, da hendes nøje udvalgte, ikke særlig magtfulde og yngre ægtemand døde alt for tidligt, og manglen på en søn pludselig spærrede hendes oplagte vej til tronen.
I første omgang blev Hatshepsut udpeget som regent for sin lille stedsøn og nevø. En rolle, som hun ikke havde tænkt sig at give fra sig igen. Normalt ville barnets mor regere i stedet for sin søn, men sandsynligvis sørgede Hatshepsut for, at en meget ung dreng på to år med en dårligt uddannet mor blev valgt blandt de mange kvinder med sønner i kongens harem, så hun kunne overtage i stedet og få mindst et årti med uforstyrret magt. Hun sørgede for at give eliten mange nye privilegier, så de støttede hende. Gradvist hen over årene afbildede hun sig selv som en mand, og hun påførte sig det kunstige, ikoniske skæg, som var tegn på faraoens status – med andre ord: I de officielle fremstillinger tranformerede hun sig til en mand for at retfærdiggøre sin magt, men hun kaldte sig en kvindelig konge. Hendes regeringstid blev præget af rigdom – hun stod bag omfattende og store byggerier, som da hun blev kronet og rejste to obelisker i nutidens Luxor på højde med en ti-etagers bygning, som priste hendes navn og titel som farao. Hun sendte den mest berømte ekspedition afsted til det sagnomspundne land Punt i Østafrika i sin søgen efter guld og nye eksotiske handelsvarer, og hun etablerede vigtige handelsruter over Det Røde Hav.
I mellemtiden måtte Thutmose III se sig placeret som nummer to i magthierarkiet, hvorfor mange historikere også har spekuleret i, om han i sidste ende dræbte sin faster for selv at komme på tronen. Men i de nye undersøgelser af Hatshepsuts mumie frikendes Thutmose III for mordet på sin faster. De tegner et billede af en overvægtig kvinde mellem 46-60 år, som led af diabetes 2, der ofte er forbundet med overvægt, og som døde af fremskreden knoglekræft.
DE FLESTE HISTORIKERE er enige om, at Hatshepsut var en fremragende og kløgtig taktiker, som rent faktisk lykkedes med at fastholde verdens mest magtfulde embede i sin tid. Hendes største triumf var måske i virkeligheden at dø af alderdom. ■
Jeanette Varberg (f. 1978) er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi og museumsinspektør på afdelingen for Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid på Nationalmuseet. Hun har beskæftiget sig med bronzealderens glas og handelsruter samt skrevet en lang række historiske bøger, herunder bogen Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie for Gads Forlag sammen med Poul Duedahl. Den udkom 9. oktober 2020.
ILLUSTRATION: Fragment af statue af Hatshepsut [foto: Werner Forman/Ritzau Scanpix], mumien i 2007 [foto: AFP/Ritzau Scanpix]
Litteraturliste:
Cooney, Kara: When women ruled the World. Six queens of Egypt, 2018, p. 9ff.
Brown, Chip: The King Herself. National Geographic, www.maat-ka-ra.de, 2009