Lars Bisgaard: Mor Sigbrit og dronningehoffet (fra Æra1)

12.03.2021

Mød en af Danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige skikkelser, der i 1500-tallet spillede en hovedrolle i magtens centrum.

Af Lars Bisgaard

I sin samtid blev hun udskældt og var nærmest forhadt af de fleste. Det slog hende ikke ud, og hun fortsatte der, hvor andre ville have holdt op. Og der var intet i hendes baggrund, der indikerede, at hun ville nå toppen af det danske samfund: Sigbrit stammede fra Nederlandene og bar familienavnet Willums, uden vi dog ved meget mere om hendes forældre, end at de var jævne folk. Derimod er flere af hendes brødre omtalt: En var skipper i Dordrecht, og en anden handelsmand i Amsterdam.[1]

Hendes livsbane udfoldede sig mod alle odds. Blåt blod var dengang adgangsbilletten til de fleste, og i hvert fald de bedste, kongelige embeder. I kirken var der avancementsmuligheder for dygtige folk, men dens embeder var forbeholdt mænd. Kvinder havde, bortset fra arbejde i klostrene, kun få muligheder. Alligevel lykkedes det Sigbrit at blive kongens rådgiver – og at få adgang til hoffet hos den fineste dronning, Danmark nogensinde har haft – den habsburgske Elisabeth. Sigbrit må have kunnet noget særligt.

 

Hendes livsbane udfoldede sig mod alle odds. Blåt blod var dengang adgangsbilletten til de fleste, og i hvert fald de bedste, kongelige embeder. I kirken var der avancementsmuligheder for dygtige folk, men dens embeder
_______

 


Et møde i Bergen
Hun træder ind i Danmarkshistorien gennem sin relation til Dyveke (1490-1517), der sædvanligvis skildres som hendes datter – men, som vi skal se, ikke nødvendigvis VAR hendes datter. Dyveke, der selv blev en del af Danmarkshistorien som Christian 2.s elskerinde,[2] var ifølge overleveringen lige så smuk, som Sigbrit var hæslig. Dyveke beskrives som „en pige så slank som et siv og med et forunderligt ædelt og ophøjet udseende“, mens Sigbrit var: „En overmåde fed kvinde med rødmosset ansigt, gnistrende øjne og dobbelthager helt ned til brystet, der med sit blik alene kunne skræmme selv den strengeste og hårdeste mand fra vid og sans“.

Ordene tilhører Hans Svaning (1503-1580), der var hofhistoriograf i anden halvdel af 1500-tallet (Zeeberg). Selvom alle historikere i dag er enige om Svanings generelle upålidelighed, har hans beskrivelse af de to kvinder i den grad fået lov til at sætte dagsordenen for vores forståelse af dem. Og Svanings ord var guf for 1800-tallets historiemalere, som let kunne brygge videre på de malende beskrivelser. Kun Kristian Zahrtmann tillod sig at se bort fra Svanings ord og tegnede i stedet et billede af en solid borgerske, der havde styr på økonomi, og en majestæt, der kunne have brug for hendes støtte – sådan fremstår hun på Sigbrit gennemgår toldregnskaberne med Christian 2, der kan ses på denne artikels åbningsopslag.[3]

Svaning mente at vide, at mødet mellem den endnu ugifte Christian 2. og Dyveke skete på Erik Valkendorfs foranledning – han var kongens rådgiver og blev som tak sidenhen norsk ærkebiskop. Kontakten blev knyttet i Bergen, der i middelalderen var Nordens største by. Det er med til at styrke pålideligheden af Bergen som mødested, at Sigbrits bror, Herman, i en periode tjente Christian 2. på Bergenhus.[4] Hvem af de to søskende der først mødte kongen, lader kilderne desværre ikke vide.

Derimod er det sikkert, at aktive havnebyer vrimlede med indvandrere dengang. De kunne have status som gæster, eller de -kunne søge om borgerskab og slå sig aktivt ned. Sigbrit gjorde nok det sidste, for Svaning kalder hende for købmand. Betegnelsen dækkede dengang sædvanligvis over en, som bedrev fjernhandel, men det havde hun som kvinde ikke lov til, så det sigter nok til et andet og mindre omfattende handelserhverv. Fra andre kilder hedder det fx, at hun bedrev kro ved havnen. Der er også den mulighed, at hun har været en slags apotekerske, for siden styrede hun sådanne indkøb for kongen.

Da den danske kronprins fungerede som en slags vicekonge i Norge, kunne forholdet til Dyveke udvikle sig, uden at nogen blandede sig. Og da han som 32-årig overtog kongemagten i 1513, kom ikke blot hun, men minsandten også mor Sigbrit med ned til København. Atter får fortællingen her en mærkelig klang, for hvorfor invitere moren med? De fleste mænd ville nok have undgået den gestus. Da Dyveke døde uventet i 1517, burde Sigbrit endegyldigt have været ude. Men det modsatte skete. Det var tværtimod her, at Sigbrit strøg mod tinderne, og der forblev hun resten af tiden med Christian 2. ved roret. Det nære forhold til den royale familie illustreres ved, at den aldrende kvinde fulgte med dem ud af landet til Nederlandene i 1523, om end hun blev sat af undervejs – hendes svigerfamilie havde nemlig, som så mange andre, også et horn 
i siden på Sigbrit.

En bryllupsskandale i København
I midten af 1800-tallet skrev C.F. Allen sit store værk om den politiske udvikling i Norden[5] 1481-1533, og heri opstillede han en forklaring på Sigbrits gådefulde succes. Allens argument var, at Christian af hjertet holdt af Dyveke, ellers ville han ikke i den grad være gået i brechen for hende, for mange forlangte hende væk, da der i 1514 forelå en ægteskabskontrakt og dermed en dronning ved hans side: I 1515 skulle Christian 2. giftes med Elisabeth af Østrig. Hun var barnebarn af selveste den tysk-romerske kejser Maximilian, og det var en stor succes for både Danmark og kongen, at en sådan aftale var kommet i stand.

Allen gik så langt som til at antyde, at det måske var den habsburgske svigerfamilie, som skaffede Dyveke af vejen, da hun efter sigende døde af forgiftede kirsebær i 1517. Et indirekte bevis på dette så han i mor Sigbrits op-stigen efter Dyvekes død. Allens udlægning fik stor betydning for eftertidens syn på historien. Men Allen har misforstået forløbet omkring kongens bryllupsfest med Elisabeth. Det var nemlig en dundrende fiasko. Elisabeths familie holdt bruden tilbage i hele seks uger, og da hun endelig kom, var de fleste gæster rejst hjem. Det skete for at fremtvinge et brud med Dyveke, men deres afpresnings-forsøg gjorde i stedet Christian 2. rasende. Sandsynligvis var dette raseri grunden til, at han ikke ville udlevere Dyveke, da familien året efter forlangte det – snarere end ægte kærlighed. Der eksisterer nemlig ikke ét eneste brev fra Christian, der fortæller om sin kærlighed til Dyveke.

Det ejendommelige ved bryllups-skandalen er derimod, at Habsburgerne overhovedet rejste en sag om elskerinden. Den slags skete yderst sjældent i udenrigspolitik. For det kunne så let som ingenting vendes mod den, der rejste sagen. Havde Elisabeths far, der var kendt for at have haft mange kvinder ved siden af hustruen, været bedre? Det at have konkubiner var en fyrstes ret, og når det var sådan, ville det jo være hyklerisk at rejse et sidespring som en komplicerende faktor. Når Habsburgerne vitterligt gjorde det og sendte en stor delegation til Danmark for at få Dyveke udleveret[6], må der have eksisteret helt særlige omstændigheder. Spørgsmålet er hvilke?

Fremmede magter har altid kunnet bede om at få en af deres egne udleveret fra det land, hvor de opholdt sig. Slægten Habsburgerne regerede i Nederlandene, og nu ville de altså have Dyveke hjem, hvor hun kom fra. Graver man sig gennem sagens akter, stammer de sikreste vidnesbyrd fra de klagepunkter, som den habsburgske delegation havde med til Danmark: Heri hedder det, at Dyveke skulle hjem til familien, helst til sin mor og far, så de kunne tage sig ordentligt af hende. Hvem er Sigbrit så, hvis Dyvekes forældre levede i Nederlandene? Sigbrit beder man derimod ikke om at få med – hun stod på egne ben, og hende havde delegationen ikke et ansvar for.

Men i prostitutionsmiljøet blev en rufferske omtalt som mor, og erhvervet, Sigbrit formentlig kom fra, var udbredt i et havnemiljø som den bergensiske. I 1521 havde byen 279 registrerede af slagsen – og de var kun et mindretal af dem, der faktisk var beskæftigede i erhvervet – og selv dette tal var henved 5 pct. af befolkningen, da byen kun havde omkring 6.000 indbyggere. De registreredes navne er kendte, og de lod sig opføre efter kælenavne. Pigerne tiltaltes således Anneke og ikke Anne, Greteke og ikke Grete, ligesom fuglereferencer var almindelige: den blå due, den hvide høne, Anne Svanedun og så videre. Dyveke, der betyder den lille due, passer unægtelig godt ind i sammenhængen.

Hvis denne mistanke er rigtig, opfyldte mor Sigbrit og Dyveke på ingen måde de uskrevne regler for fyrstelige konkubiner. Det siger sig selv, at Europas fineste fyrsteslægt ikke kunne have en svigersøn, der havde knyttet sig til en havneluder.

Forklarer denne sammenhæng svigerfamiliens vrede, står det tilbage at udrede, hvorfor den danske offentlighed ikke kendte til Dyveke og Sigbrits sande relation.

Kun meget lidt af det, der skete i Bergen, nåede dengang København, og først med lang forsinkelse. Dertil må man gå ud fra, at diskretion også dengang var en æressag. Derfor er Sigbrit og Dyveke blevet præsenteret som mor og datter, da de ankom til byen i 1513, og den fortælling er slået an.

 

Det ejendommelige ved bryllups-skandalen er derimod, at Habsburgerne overhovedet rejste en sag om elskerinden. Den slags skete yderst sjældent i udenrigspolitik
_______

 


Derfor kan det også vel være rigtigt, at det var Christian 2.s rådgiver, Erik Valkendorf, der skabte kontakten til Dyveke, for Valkendorf og Sigbrit blev nemlig sidenhen hinandens indædte fjender, og det kan jo hænge sammen med, at han, som en af de få, kendte til hendes sande identitet. Det fine ved tilnavnet ‚mor‘ var dets rummelighed. Senere, da hun steg i graderne, fik det den bibetydning, at hun også var en slags jordemor ved hoffet. I hvert fald tog hun imod de børn, som dronningen fødte. Denne kunnen har været en nødvendighed, hvis hun stammede fra et bordelmiljø – apotekervirksomheden også. Sagt på en anden måde giver den nye forklaring på Sigbrits baggrund temmelig god mening.

Samtidig vil det forklare, hvorfor Sigbrit kom tættere på kongen efter Dyvekes død i 1517. De havde en hemmelighed til fælles. Dertil kom, at Christian 2. så åbenlyst værdsatte hende. Det hænger igen sammen med hendes gode indvirkning på hans unge dronning – men mere om det senere.

Hvordan fik Habsburgerne kendskab til det, der kan være sagens rette sammenhæng? Elisabeth var opvokset hos sin faster Margrete (1480-1530), som var regentinde over Nederlandene. Nederlandene havde livlige kontakter til Bergen, for norsk klipfisk var efterspurgt og særligt eftertragtet i den obligatoriske fastetid fra fastelavn til påske. Regentinden havde stærke relationer til Sigbrits hjemby, Amsterdam, gennem handelshuset Fuggerne, som i årevis havde været pot og pande med kejserfamilien. Det var også det handelshus, som sad på indbetalinger af afladspenge til Rom. Som det første sted i Skandinavien ordnede firmaet dette for den nyvalgte ærkebiskop i Norge – netop Erik Valkendorf. Det var også ham, der i 1515 blev sendt til Nederlandene for at bringe dronningen sikkert til Danmark. Med hans nye gejstlige værdighed in mente kan han have fået second thoughts om kongens affære med Dyveke. Endelig var Sigbrits bror, Herman, tilbage i Amsterdam, hvor han ikke havde det bedste ry og ligefrem fik kaldenavnet Herman Hund. Han, eller flere i kredsen om ham, kan have talt over sig.

Som det ses, har der været nok af personer og kontakter, som kan have viderebragt det fatale rygte om Dyveke til regentinde Margrete. Denne viden kan være kommet fru Margrete for øre engang mellem 1514, hvor Christian 2. og Elisabeth blev viet proforma ved mellemmand, så alliancen ikke siden kunne brydes, og sommeren 1515, hvor det egentlige bryllup skulle stå i København. Under alle omstændigheder lagde regentinden pres på Christian 2. forud for brylluppet, der i ægteskabskontrakten var fastsat til ugen efter sankthans, ved at holde bruden tilbage. Hun lod Christian 2., med alle hans indbudte gæster, riste over ilden, idet hun lod forstå, at ‚kvindemennesket‘, altså Dyveke, skulle væk, før bruden kunne ankomme. Det er i dette lys, det på sigt gav mening at beholde Sigbrit i inderkredsen om Christian 2. – selv efter Dyvekes død. Hun var for den nye konge blevet et symbol på at være herre i eget hus.

Dronningehoffet
Efter Dyvekes uventede, men på mange måder belejlige, død i 1517 fik Sigbrit i årene 1517-1523 sin daglige gang på Københavns Slot. Mens kongens vrede kan forklare, at han holdt fast ved Sigbrit, rummer den ikke potentialet til at udrede, hvorfor hun blev en af kongens mest betroede rådgivere. Nøglen til dette lå formentlig hos dronningen.

Elisabeth, eller Isabella som hun var døbt, var opvokset i et fransktalende miljø på slottet i Mechelen ikke langt fra Bruxelles. Hun kom til verden i 1501 og var altså ikke fyldt 13, da ægteskabskontrakten i 1514 blev indgået med Christian 2. Hun fik godt nok sine egne hoffolk med, da hun sejlede afsted året efter, men på grund af den tilspidsede situation, som udviklede sig efter brylluppet, blev mange af disse bedt om at forlade landet igen. Det lod teenagedronningen noget alene tilbage i et København, hvor fransk sprog og kultur rent ud sagt var en by i Rusland.

 

Sigbrit var for den nye konge blevet et symbol på at være herre i eget hus
_______

 


Men Sigbrit har i kraft af sin nederlandske opvækst kunnet noget fransk, ligesom Elisabeth har været bekendt med både flamsk og hollandsk. I det hele taget havde Sigbrit en god fornemmelse for, hvad der skulle til, for at dronningen kom til at føle sig hjemme. Det gjaldt en så dagligdagsting som det danske køkken. Mange af de urter, som Elisabeth havde været vant til i Mechelen, kunne ganske enkelt ikke skaffes i København. På dette punkt trådte Sigbrit i karakter og søgte at få hollandske bønder til Danmark, så de kunne forøge udvalget af producerede grøntsager og urter til hoffet. Det blev til hollænderkolonien, der få år efter blev anlagt på Amager, og som i øvrigt kunne fejre 500-års jubilæum i 2021.[7]

Dette og andet kunne Sigbrit gøre, fordi Christian 2. udnævnte hende til dronningens hofmesterinde. Denne tiltale findes i udenlandske breve stilet til Sigbrit, mens ikke et eneste dansk anvender titlen. Enten er de systematisk udrenset i årene efter Frederik 1.s magtovertagelse i 1523, eller også har ingen adelsmand – eller kvinde – nedværdiget sig til at bruge udtrykket, når man skulle henvende sig til den famøse matrone – for det var et embede, der ifølge dem burde beklædes af adelige. Forskningen har hidtil ikke været klar over, at Sigbrit bar denne titel. Men den er nyttig at kende, for den forklarer, hvorfor Sigbrit så ubesværet kunne bevæge sig rundt på Københavns Slot, der dengang var magtens centrum. Bygningen husede både hoffet og kancelliet – dvs. det meste af centraladministrationen – samt lensmanden for København, der var ansvarlig for forsyninger til flåden. Så lille var den statslige administration dengang.

Indsatsen for Elisabeth lykkedes. Alt tyder på, at dronningen faldt til i København og blev glad for sin ægtemand. Hun lærte fx således at tale og skrive dansk. Fra 1519 kendes hendes første brev udi hendes nye modersmål. Det lyder i moderne tillempning:

„Min ydmyge kærlige hilsen Eder nåde sendt med Vor herre. Min kære herre, Eder nåde skal vide, at Sigbrit gav mig tilkende, at det var Eder nådes vilje, at jeg skulle sætte hindringer op for legaten [den pavelige udsending Archimboldus], da sendte jeg Niels Lykke til ærkebiskoppen og gav ham disse befalinger, som jeg nu sender til Eders nåde. Eder nåde skal vide at ærkebiskoppens bud kom hid til mig i dag og gav mig hans brev, at legaten havde stjålet 18 heste og var på vej til Sverige, som brevbuddet ydermere kan fortælle Eder nåde. Min allerkæreste herre Gud give at Eder nåde vil ikke blive for længe væk, for jeg kan ikke være veltilpas før Eder nåde kommer hid igen. Hermed Eder nåde Gud befalende, skrevet på København Slot Skærtorsdag. Eder nådes kære hustru, Elisabeth“.[8]

Elisabeths breve viser, at hun kom til at beherske sproget godt. Hun fødte seks børn i løbet af seks år, hvoraf tre overlevede. Unægteligt en præstation. Endelig, og det er i denne sammenhæng det vigtigste, så blev der opbygget et hof rundt om hende, som kunne styre landet, når kongen var i Sverige eller Nederlandene, hvilket han ofte var i årene 1519-21. Med en anden kvinde ved sin side, mor Sigbrit, var det jo faktisk de to, der udstedte arrestordren mod den pavelige legat, der er omtalt i Elisabeths første brev, og som var på flugt til Sverige i foråret 1519 (en legat er en udsending med bundne opgaver: i dette tilfælde at mægle mellem Danmark og Sverige samt at sælge afladsbreve til begge lande). Sigbrit varetog altså politiske opgaver, men også en række praktiske.

 

Dette og andet kunne Sigbrit gøre, fordi Christian 2. udnævnte hende til dronningens hofmesterinde. Denne tiltale findes i udenlandske breve stilet til Sigbrit, mens ikke et eneste dansk anvender titlen
_______

 


Gennem regnskaber kan man se hende bestille varer hjem til slottet fra udlandet – herunder -citroner, kapers, oliven, mandler, konfekt og hvidvin fra Syditalien. Der blev også investeret i hollandske kakler og særlige sten med Sigbrit som ordregiver. Disse blev formentlig brugt til at forskønne slottet, eller – har nogen foreslået – udsmykke det københavnske gadebillede. Tiden var præget af renæssancen, hvor orden var i højsædet – gaderne blev flittigere ryddet, så brostenene som hoved-regel var synlige.

Og dronningehoffet blev en ø i et mandsdomineret samfund.

Grebet om Øresund
For at styrke den handelsblokade, som Christian 2. havde indført i krigen mod Sverige (1517-23), blev opkrævningen af øresundstolden i 1519 flyttet til København. Det var begrundet i, at der skulle kunne gennemføres inspektioner på skibene for at se, om embargoen blev overholdt – hvilket, i kraft af flådens mandskab, bedre lod sig gøre i hovedstaden end i Helsingør. Imidlertid blev det hverken lensmanden på Københavns Slot eller nogen anden militærmand, der fik ledelsen for missionen – det blev såmænd mor Sigbrit, der havde en håndfast evne til at drive penge ind – overtolderen, som historikeren Mikael Venge har kaldt hende.

Ansvaret for øresundstolden var ingen lille opgave – og med den fulgte deltagelse i det, som vi i dag ville kalde udenrigstjenesten. Der indløb selvfølgelig mængder af klager over inspektionerne og over toldforhøjelsen. De kom fra de store hanseatiske byer langs Nordtysklands kyst, men også fra Nederlandene, Frankrig og England. I sommeren 1521 troppede en gesandt op fra byen Danzig, det nuværende Gdansk. Han hed Ambrosius Storm, og hans rapport hjem er bevaret.[9] Af denne fremgår det, at den første, han blev introduceret for, da han skulle fremføre sin bys klager, var: mor Sigbrit. Hun var en skrap forhandler, og selvom han var i København i tre uger og på alle mulige måder prøvede at få inkonsistente træk frem i den danske politik, gav hun sig ikke en tomme. De upopulære inspektioner lå fast i hendes hænder.

Hun var ikke synderlig diplomatisk. Kong Christian, der på det tidspunkt var i Nederlandene, havde tilkendegivet, at hans mission var hemmelig, hvorfor ingen måtte vide, hvor han var. Denne ordre var øjensynligt ikke nået frem til Sigbrit, for det var noget af det første, hun fortalte Ambrosius Storm, der selvfølgelig straks rapporterede det hjem. Hun fortalte også bramfrit, at pengene fra toldforhøjelsen skulle bruges mod svenskerne, som ville få ‚Jerusalems ødelæggelse‘ at føle – på dette punkt var hendes sprogbrug helt i pagt med nutidige populistiske politikere.

Men Christian 2. var loyal mod hende og så fra tid til anden også gennem fingre med urent trav, som når hun snakkede over sig i forhandlinger. Den eneste reprimande, han gav hende, som eftertiden altså kender til, faldt, da alt var ved at bryde sammen, og det jyske oprør hver dag tog til i styrke – da lød det lakonisk i et brev fra majestæten til dronning Elisabeth, at hun skulle bede mor Sigbrit dæmpe sig:

„Kære Frue, Må I vide, at her er et underligt regimente her udi landet, og skylder man det på ingen anden end Sigbrit moder. Thi beder Vi eder kærligt at tage hende til eder og undervise hende hemmeligt, at hun varer sin mund“.[10]

Hendes rappe tunge var berygtet. Den blev endda parodieret af den senere rigskansler den adelige Arild Huitfeldt.[11] Da dronningen i 1519 havde født tvillinger, og det var drenge, lader han Sigbrit sige følgende, igen i tillempet sproglig dragt:

„Mor Sigbrit, som man kaldte hende på de tider, og som man havde gjort i en rum tid, vil jeg mene, hun var altid hos dronningen udi hendes barselsseng og blev vred, fordi dronningen fik så mange drengebørn, og sagde der ikke var jord til alle de ‚herreken‘“.

Her spiller Huitfeldt på, at Sigbrit var indvandrer og derfor ikke beherskede det danske sprog ordentligt, hvorfor hun ikke kunne udtale ordet herrebørn, men gjorde det på hollandsk. Fortællingen viser, at Sigbrits magtfulde position forblev foragtet af den traditionelle elite, adelen. Det samme fremgår af en episode, som Svaning oplevede på vej til skole ved huset ved Amagertorv, hvor Sigbrit boede:

„Når jeg om vinteren gik forbi Sigbrits dør på vej til skole … så jeg adskillige adelige hofmænd fra de fornemste familier i riget stå under åben himmel uden for hendes lukkede dør. Gennemblødte af regnen og stive af kulde stod de der og stampede og slog kuskeslag, mens de utålmodigt ventede på, at kongen skulle komme ud igen. Mens kongen lagde råd op sammen med Sigbrit indenfor, var der ikke en af dem, uanset hvor tapre og mandige de var, der havde mod til at gå ind i et hus i nærheden for at komme i ly for regnen eller få lidt varme“.[12]

Mod slutningen af hendes liv i København i 1522-23 berettes der om en anden episode: Med en pige gik mor Sigbrit en dag ud af København. Ved Peblingesøen var der nogle, der genkendte hende og af vrede smed hende i søen, hvorfra hun blev reddet op af kongen selv.[13]

En ganske særlig liga
1500-tallets danske historieskrivning om Christian 2. blev skrevet af dem, som vandt magten i landet i 1523, da Christian blev smidt ud og drog i eksil til Nederlandene. De skildrede kongen som egenrådig og tyrannisk, hvilket i øvrigt var helt på linje med svenskernes syn på ham. Men denne politiske tendens var gennemskuet, da Allen skrev sit store historieværk om kongen i 1800-tallet.[14] Som nævnt skildrede Allen – i sin rosenrøde fortolkning – kongens forhold til Dyveke som romantisk kærlighed, og han så oprøret mod Christian som uretfærdigt og styret af adelens og kirkens manglende samfundssind, som det hedder nu om dage.

 

Ganske vist endte kongens politik galt. Christian 2. havde satset alt mod Sverige og tabt. Danmark stod tilbage med en rablende inflation, og da oprøret mod ham bredte sig i vinteren 1523, valgte han at opgive riget uden kamp
_______

 


Selvom kongens eftermæle stadig diskuteres, har dønningerne kun i begrænset omfang nået mor Sigbrit. I 1800-tallets anekdotiske historiemaleri – som i de fleste bøger om hende – er hun reduceret til den latterlige og intrigante kvinde, som Svaning gjorde hende til i sit antiværk om Christian 2. Først inden for den seneste generation har dette syn på Sigbrit ændret sig. Historikere som Benito Scocozza og Michael Venge[15] har med inspiration fra kvindebevægelsen forsøgt at nå hende som den politiker, hun var.

Der er gode grunde til at rehabilitere Sigbrit – og ikke blot beskrive hende som den farverige personlighed, hun også var. Få steder, om nogen, i Europa kan man på dette tidlige tidspunkt pege på en kvindelig rådgiver af et lignende format. Hun var energisk, vedholdende og dygtig. Den robuste adfærd, som hun kan have tillagt sig i det bergensiske havnemiljø, blev hende til gavn, da hun skulle stå fast og tage tæskene for kongens byrdefulde stormagtspolitik. Dertil så hun tidligt, at dronningen ikke trivedes, og det var som nævnt ikke mindst gennem hendes sproglige og kulturelle indsats, at denne udvikling blev vendt. Dronningen kom til at fylde, som hun skulle, og det skabte en tillid til Sigbrit fra Christian 2.s side, som blev forudsætningen for et af de helt store eksperimenter fra hans tid: dronningehoffet som et statsligt centraliseringsforsøg, der skulle give kongen frihed i den rejseaktivitet, som hans store militære og økonomiske satsninger krævede.

Ganske vist endte kongens politik galt. Christian 2. havde satset alt mod Sverige og tabt. Danmark stod tilbage med en rablende inflation, og da oprøret mod ham bredte sig i vinteren 1523, valgte han at opgive riget uden kamp. Et dansk stormagts-eventyr var slut. I de følgende år faldt Kalmarunionen fra hinanden, og Lübeck fik større politisk og økonomisk indflydelse i Danmark end på noget andet tidspunkt i dansk historie.

Sigbrit forsvandt ud af Danmarkshistorien, som hun fulgte kongen og dronningen i landflygtighed. Det var en politisk umulighed at troppe op med hende ved regentinde Margretes nederlandske hof, efter at hun mere end én gang havde fornærmet hollænderne. Sigbrit blev sat af kongeskibet før ankomsten, antageligt i hertugdømmet Geldern omkring Groningen, som dengang ikke var en del af Nederlandene. I 1525 havde en af Christian 2.s tjenere hørt, at hun havde forklædt sig som nonne, noget, han ikke rigtig troede på. Mere sikker er oplysningen fra 1531, hvor en ved navn Sigbrit er blevet taget til fange, og hun omtales som ‚horerikvinden[16] hos kongen af Danmark‘. Det var sådan, det habsburgske regimente i Nederlandene så hende.

Siden sit endeligt har Sigbrits dramatiske personlighed og livshistorie helt skygget for hendes egentlige indsats – præcis som i hendes egen samtid.

Lars Bisgaard (f. 1958) er forfatter til Christian 2. En biografi (Gads Forlag 2019) og artiklen her bygger primært på dette værk. Tak til Peter Zeeberg for at kunne bringe citaterne fra Svaning, der alle er fra hans kommende oversættelse af værket. ILLUSTRATION: Sigbrit gennemgår toldregnskaberne med Christian II, maleri af Kristian Zahrtmann 1873 (der blev ikke malet billeder af Sigbrit mens hun levede)/Frederiksborg Malerisamling


Litteraturliste:
Allen, C.F., De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden, 1497-1536, 1-5, Den Gyldendalske Boghandel, København 1864-1872.
Bisgaard, Lars, I skyggen af Sigbrit? Elisabeth, Christian 2.s dronning, i: Dronningemagt I middelalderen. Fest- skrift til Anders Bøgh, red. Netterstrøm & Andersen, Aarhus 2018, s. 405-430.
Handlingar til Nordens Historia 1515-1523, I-III, Stock- holm 1967-1979.
Hanserezesse. 3. Abtheilung 1477-1530, VII-IX, Leipzig 1905-1913, her VII, s. 761-795.
Heise, Arnold, Unionstidens Slutning (1481-1523), Danmarks Riges Historie, III, af Joh. Steenstrup m.fl., København 1902.
Herberstein, Siegmund von, Selbstbiographie, Fontes rerum Austriacarum/Österreichische Geschichtsquellen, I, Graz 1969 (1855), s. 67-397.
Hjort, Poul Lindegård: Til dronning Elisabets breve, i Poul Andersen (red.): Festskrift til Kristian Hald, København, 1974, s. 405-420.
Huitfeldt manuskripter. Arild Huitfeldts manuskripter til Christian 2.s og Christian 3.s historie, ved Grethe Ilsøe, København 1976.
Nielsen, Peter Krogsted, Et fynsk dronningehof – set i et skoperspektiv, Fynske Årbøger 2020, s. 139-151.
Scocozza, Benito: Kongen og købekonen. Om Christian 2. og Mor Sigbrit, Gad 1992.
Skibykrøniken. Lektor Povl Helgesens historiske Opteg- nelsesbog, paa dansk ved A. Heise, Roskenkilde og Bagger København 1967 (1894).
Svaning, Hans (Swaningi, Joan.), Christiernus II, Daniae Rex. Everteri protractus… Will. Serlini & Joh. Ammoni, Frankfurt 1658.
Venge, Mikael: To studier over problemer fra Christian II.s tid, i Historisk Tidsskrift, 1, 1981,
s. 27-66.
Zeeberg, Peter, Hans Svaning og hans latinske Danmarkshistorie. By, marsk og geest 15, Ribe 2003, s. 26-37.

[1] Allen, 2, 138 ff.
[2] Skibykrøniken, 54 ff.
[3] Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot.
[4] Heise, 156.
[5] Se litteraturlisten.
[6] Handlingar, I, 196 f., Herberstein, 85-101.
[7] Bisgaard, 414 ff.
[8] Hjort, 409.
[9] Hanserezesse, 3, vii, 761-795.
[10] Bisgaard 2019, 338.
[11] Huitfeldt, 92.
[12] Svaning, 1658.
[13] Huitfeldt, 177.
[14] Se litteraturlisten.
[15] Se litteraturlisten.
[16] Scocozza, 114.