Leif Plith Lauritsen i ÆRA2: Sagnet, der huskede den største borg fra vikingetiden
03.09.2021
En sensation på Falster: Den folkelige erindring har overleveret sagnet om en fæstning, der nu viser sig at være så stor, at man ikke har kunnet se den – Trygge Slot.
Af Leif Plith Lauritsen [I ÆRA2, sommer 2021]
KØRER MAN TIDLIG MORGEN til Falster og parkerer på Falsters Golfklubs p-plads, kan man være heldig at se Trygge Slots mægtige nordvold hæve sig op gennem tågerne fra mosen i vest og søen i øst. Nordvolden danner den nordligste afgrænsning af dette på en gang mægtige og mærkelige fæstningsværk, der i dag hedder Trygge Slot.
For få år siden kendte kun få mennesker til fæstningsværket. Enkelte blandt lokalbefolkningen huskede dog stadig, at der ved Voldstedgård, næsten 600 meter syd for golfpladsens p-plads, havde ligget en borg ved navn Trygge Slot. Man havde talt om denne borg i generationer. Hørt fortællinger om, at vikingerne kunne sejle helt ind i Virket Sø, der danner den østlige afgrænsning af borgen. Men de færreste mente præcis at vide, hvor denne borg faktisk lå. Og endnu færre knyttede fortællingerne om borgen til den næsten mytiske befæstning Falsters Virke, som Saxo beretter om i sin danmarkshistorie, Danernes Bedrifter, – men ikke nævner navnet på. Navnet Falsters Virke optræder faktisk ikke direkte hos Saxo, men dukker for første gang op i oversættelsen af Saxos tekster (fra latin til dansk) gjort af Biskop Müller omkring 1830.
Hvor lå Falsters Virke?
Min interesse for stedet startede allerede under mine studier til middelalderarkæolog i 1990’erne, og da jeg i 1998 flyttede til Nykøbing Falster, kom muligheden for selv at se Falsters Virke. Det var en varm sommerdag i 1999, da jeg første gang så anlægget – jeg havde fulgt et vejkort, hvor navnet Falsters Virke nok så flot stod trykt. Ankommet til stedet, som kortet anviste, husker jeg, hvordan de græsklædte volde og grave skar sig gennem Hannenovskoven. Det afsvedne græs fremhævede tydeligt, hvor voldene var højest. Modsat viste det grønnere, saftigere græs, hvor bunden af voldgravene lå. Men jeg husker også min skuffelse. Foran mig lå ikke de let genkendelige rester af et mægtigt fæstningsanlæg – ikke den fæstning, som i året 1158 kunne modstå en ,umådelig vendisk flåde-’ og dermed rigtig mange krigere.
Det, der mødte mig, var de lave volde og grave, der strækker sig over en strækning på mere end 1,2 kilometer gennem skoven. Gravene er ikke dybere, end at man, når man står i bunden af dem, kan se hen over de lave volde bag gravene.
Anlægget i skoven forekom mig nærmere langstrakt end mægtigt, og det mindede mig nærmere om et forhistorisk, eller i det mindste et fejltolket, forsvarsanlæg, som i virkeligheden hørte til et andet forsvarsanlæg, der måske blot repræsenterede de ydre forsvarsværker af noget større længere inde bag voldene. Et stort spørgsmål trængte sig så på: Hvad er det egentlig for et fæstningsanlæg, Saxo omtaler? Og hvis anlægget i Hannenovskoven ikke er Falsters Virke, hvor lå det så?
Kortet fra 1807. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Museum Lolland-Falster]
For at komme det nærmere er det nødvendigt først lige at tage et kig på både, hvad Saxo skriver, og hvad senere oversættelser har gjort ved hans tekst. Saxo beskriver falstringernes fælles forsvarsværk kun med meget få ord:
“Eodem anno ciuitas Arusyensis acerrimis piratarum incursibus afflicta proditur. Tunc quoque Falstrensibus paucitatem suam aduersus infinitam Sclaurorum classem publica munitione tuentibus”.
”Samme år (formentlig 1158) fortælles det, at Århus blev udsat for voldsomme sørøveroverfald. Og samtidig måtte falstringerne – de få, der var af dem – søge ly bag deres fælles forsvarsværk mod en umådelig vendisk flåde”.
,Fælles forsvarsværk’ kalder Saxo det, og han placerer det ikke nærmere, end at det må ligge på Falster. Derudover nævner Saxo ikke det gamle danske ord ,Virke’ i sin tekst. Han bruger, som tidligere nævnt, ordene publica munitione, som oversættes til ,fælles forsvarsværk’.
Begrebet Falsters Virke opstod som sagt først, da biskop Peter Erasmus Müller oversatte og udgav Saxos Danmarks Krønike. Biskoppen oversætter ordet munitione til det gamle danske ord for forsvarsværk, nemlig ,virke’.
Mange vil genkende ordet ,virke’ i forbindelse med det måske største forsvarsværk fra vikingetid og tidlig middelalder, vi kender fra gammelt dansk område, nemlig Dannevirke, som betyder ,danernes forsvarsværk’. I sin søgen for at kunne placere dette voldsted – falstringernes fælles forsvar – fandt Müller på et kort en landsby på Falster kaldet Virket. Formentlig har han tænkt, at landsbyen måtte være navngivet efter det bygningsværk, den ligger ganske tæt på. Derved slog han to fluer med ét smæk: Han fik navngivet det ,fælles forsvarsværk’ og givet det en relativ placering. Navnet Falsters Virke var således født, men placeringen var stadig usikker. Eller var den?
Gamle sagn beretter
Man kan blive ganske overrasket over, hvor meget der huskes i folkeminde. En hukommelse, som fra tid til anden viser sig ganske præcis.
I 1997 blev der udgivet en lille bog om folkesagn fra Nordfalster. Sagnene er indsamlet mellem 1960 og 1980. I bogen kan man finde sagn om både et skibsværft ved Fribrødre Å og om en mægtig borg ved Borresø – Borresø betyder borgsø, og det er den, der i dag hedder Virket Sø. Om skibsværftet, som blev udgravet af arkæolog Jan Skamby i årene 1981-83, fortælles det, pudsigt nok, at man hertil bragte erobrede vendiske skibe og byggede dem om, således at de kunne gå for at være skandinaviske. Dermed var det lettere at sælge dem i Skåne. De arkæologiske fund modstrider ikke dette. Og om borgen fortaltes det, at det var her, man kunne søge tilflugt fra vendernes angreb, og at man i vikingetiden kunne sejle helt ind i Borresø med skibe.
Det er dog ikke kun fra sagn, at vi kender til en fæstning beliggende mellem Borresø og Borremose (nutidigt navn: Virket Lyng). I 1807 nedsættes den såkaldte Oldsagskommission, som får til opgave at indsamle viden om bl.a. landets mange oldtidssager. De skriver ud til landets sognepræster og beder dem om at indberette alt, hvad de kender til af oldtidssager og monumenter i de enkelte sogne. I Falkerslev Sogn, hvor landsbyen Virket ligger, foretoges denne indberetning af sognepræst Elers Koch, og han beskriver bl.a. voldstedet Trygge Slot ganske nøje:
”Vesten for Wirket, paa Wirkets mark findes store Volde af et Slot, som der skal have staaet. Mellem en stor Tørvemose paa den eene Side og en Søe, kaldet Borre-Søe paa den anden Side. De største Volde og Grave sees paa den Søndre Side, paa den østre Side har Søen udgjort Gravene. – Af Mure ere aldeles intet Spor at see; men der skal dog, endnu i seenere Aar været oppløiet mange Muursteene på Grunden, hvor man siger, Slottet har staaet. – Om dette Slot, eller dets Eiere vides ellers intet”.
Dette er en ganske præcis beskrivelse af et voldsted. Præsten ved ikke, at det er ,det fælles forsvarsværk’, han beskriver. Han tror, at det er den sagnomspundne middelalderborg kaldet Trygge Slot.
Den usynlige borg
I midten af 2000’erne faldt jeg i snak med en kollega, Erik Mandrup Poulsen, om netop Falsters Virke. Vi var begge enige om, at de lave volde og grave i Hannenovskoven ikke kunne være det rigtige Falsters Virke. Der måtte være et andet voldsted, som endnu ikke var erkendt – et voldsted, som var det virkelige ,fælles forsvarsværk’.
Ved den lejlighed talte vi også om et andet nærliggende voldsted, nemlig Trygge Slot.
Udgravningsbillede fra 2020. Klik for at se billedet i større udgave [foto: forfatteren]
Efter flere borgforskeres udsagn var dette voldsted ganske bortgravet, men havde være et typisk middelalderligt voldsted med rester af mur og munkesten, som i dag skulle være bortpløjede. Disse vurderinger stammer bl.a. tilbage fra 1907, hvor historikeren og borgforskeren Vilhelm la Cour besøgte stedet i jagten på voldstedet Trygge Slot. Han beskriver sine iagttagelser som følger:
”På den langstrakte ås syd for Virket sø blev en borg bygget. Desværre er vi sørgeligt uvidende om den (Trygge Slot). Den omtales ikke i nogen skriftlig kilde, og alle synlige spor af den er slettet. Tilbage er kun navnet – Trygge Slot. Da stedet i 1907 skulle måles, måtte vi give op, for der var intet at måle. Vi måtte nøjes med en smule terrænskitse og en beretning, hvilende på, hvad ældre folk vidste at fortælle: at der var fundet ”fuldt op af Munkesten og brændt Træ”, at der var ”blevet optaget et langt Stykke Mur, der strakte sig omtrent fra Højningens Fod vest for Gaarden (Voldstedgård) og op af Skåningen i en Længde af c. 60 Fod” og at denne mur havde været ”c. 4 Fod og stod på den bare Lergrund”. I en lergrav, vest for gården, havde man i meddelerens barndom fundet ”brændt Sten, medens forkullede Bjælkestumper stak frem af Jorden”.
Beskrivelsen stammer fra la Cours bog Danske borganlæg til midten af det trettende århundrede, og man mærker tydeligt la Cours tristhed over, at borgen ikke længere kan erkendes. Da historiker og borgforsker Hans Stiesdal omring 50 år senere skal beskrive voldsteder i Trap Danmark, beskriver han voldstedet på stort set samme måde.
Fælles for dem begge – og for andre, der forsøgte at finde voldstedet – er, at de simpelthen ikke så stort nok. Voldstedet er så stort, at står man på voldbanken, kan man ikke se, at det er en voldbanke.
Det første, som Erik og jeg lokaliserede i vores jagt på Trygge Slot, var en mægtig sydvold, beliggende lige op ad Voldstedgård. Hvis der var en sydvold, måtte der også være en nordvold. Men hvor lå denne mægtige sydvolds nordlige modstykke? Ca. 250 meter nord for sydvolden kunne vi se et læhegn, der adskilte to marker. Vi var ret overbeviste om, at en vold måtte befinde sig mellem sydvolden og dette markskel, men vi kunne ikke se den i geologien på marken og valgte at køre hjem og se på kort.
Først da vi fik zoomet nok ud på et Lidar-kort, opdagede vi det, der godt 520 meter længere mod nord så ud til at være en mindst lige så imponerende nordvold. Vi skyndte os ud til Virket igen og fortsatte op langs højderyggen mellem Virket og Virket Lyng, helt op til Falsters golfbanes p-plads. Parkerede bilen og steg ud. Der, foran os, så vi nu som med nye øjne for første gang den imponerende nordvold med tilhørende tilgangsrampe. Vi havde genopdaget det, som sagnene fortalte: At der ved Virket Sø ligger en mægtig borg.
Lidar kort over voldstedet. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Museum Lolland-Falster]
Et anlæg, hvor arkæologien indtil nu antyder en alder, som strækker sig ned i mindst den tidlige vikingetid og måske endnu længere tilbage. Dette var det anlæg, jeg havde forventet at se den dag i skoven, da jeg besøgte Falsters Virke første gang – et mægtigt forsvarsværk, der kunne modstå en umådelig stor vendisk flåde.
Krig og kærlighed
Voldene i skoven knyttes efter 1914 til det forsvarsværk, som Saxo omtalte. Omkring 1930 rejste Lolland-Falsters Historiske Samfund en mindesten for Falsters Virke på det sted, hvor en moderne vej krydser voldene i Hannenovskoven. Dermed gled fokus om borgbanken ved søen helt ud af bevidstheden. Men selvom voldene i skoven helt sikkert ikke er selve ,det fælles forsvarsværk’, så kunne meget i dag tyde på, at de – netop sammen med andre anlæg omkring Virket Sø – har dannet en form for fremskudt forsvar af selve volden. Og dermed er ,det fælles forsvarsværk’ faktisk blevet voldsomt meget større.
Hvem var fjenden? Saxo beskriver fjendebilledet meget tydeligt. Venderne, som var et stammeforbund fra de områder, der hedder Mechlenburg, Vorpommern og Pommern. Her levede de slaviske eller vendiske folk i grupper kaldet fx abodritter og obotritter. Der er tale om hedenske folk, der, ifølge Saxo, terroriserer de danske kyster – ,venderplagen’ som det senere kaldes.
Men var denne plage virkelig så ensidig? Vandet mellem Nordtyskland og Danmark har altid forbundet mere end adskilt. At sejle til og fra Danmark var langt lettere end at rejse til Danmark via landjorden, hvor vejene var usikre af mange forskellige grunde – dels var der røvere, dels var de bare dårlige. Til gengæld kunne man med en relativt stor last sejle de godt 86 kilometer fra den tyske nordkyst til Stubbekøbing på Falsters nordkyst – og nå frem på under en dag. Turen til Aarhus har troligt kunne gøres på omkring fire dages sejlads, alt sammen naturligvis afhængigt af vejr og vind.
Hvor man handler, mødes mennesker, og sød musik opstår. Men ægteskaber styrker også alliancerne, ikke mindst på højeste plan. Fx ægtede Harald Blåtand abodritter-prinsessen Tove Mistivisdatter i 960’erne. En tradition med at binde Danmark til de slaviske områder, der strakte sig langt op i middelalderen, hvor flere i kongeslægten enten kom fra områderne (fx Erik af Pommern) eller giftede sig med slaviske prinsesser, som fx Christoffer den I’s kone, Margrete Sambiria (Sprænghest). Men også de vender, der bosatte sig på Lolland og Falster, jævnfør de mange vendiske/slaviske stednavne på øerne, har troligt også mødt lokale kvinder og mænd og giftet sig med dem. Når familier smelter sammen over vandene, så flytter mennesker sig også fysisk i grænselandet.
På Lolland og Falster ses tydelige spor af egentlige vendiske bosættelser. Det afspejles stadig i flere landsbynavne – som Tillitze, Kuditze og Binnitze, hvor endeleddet ,-itze’ er et typisk slavisk efterled til en bebyggelse. Så nej, vendernes plagen var ikke kun en plage, den gik begge veje, og indimellem levede man også fredeligt med hinanden, som bebyggelserne på Lolland-Falster indikerer.
I løbet af vikingetiden opstod der både alliancer og konflikter mellem danskerne og venderne i dette grænseland. Danskere foretog togter mod Venden, og venderne foretog togter mod Danmark. Denne ,du røver os – vi røver dig’-tradition har formentlig stået på gennem generationer. Nogle gange som enkeltmandsforetagender og andre gange som en større kampagne. Dette sker fx i en nærmest korstogslignede kampagne, hvor den vendiske fyrstefamilie,nakoniderne, sakserne og danskerne i slutningen af 900-tallet forenes for, om nødvendigt med vold, at kristne den resterende del af Venden.
Som følge af dette fulgte en periode med en række kampe og oprør i de vendiske områder. Vendernes modtræk har sikkert været plyndringstogter mod bl.a. Danmark, ikke mindst de syddanske områder som Lolland-Falster. Måske kan vi anskue dette modtræk rettet mod de danske områder som det egentlige startskud til det, som bl.a. Jørgen Skaarup kalder ,venderplagen’?
Rekonstruktion af nordvolden. Klik for at se billedet i større udgave [foto: forfatteren]
Selvom den primære fjende kom fra Venden, og det var dem, som falstringerne skulle forsvare sig mod, var der altså også et folk, der havde bosættelser på både Lolland og Falster, og med hvem mange lokale havde familiebånd. Ikke underligt at den danske konge Valdemar I først involverede falstringerne sidst i sine planer om et angreb mod Venden. Dette fordi han bl.a. af sin mundskænk får dem beskrevet som:
“De argeste forrædere, der havde for skik at røbe venderne alle de foretagender mod dem, som de kom på spor efter. Det venskab, som de af og til holdt med fjenden for at hytte sig selv, lagde han dem hårdt til last; og gjorde de til tider fjenden en tjeneste – mere af angst end af lyst, så hed det straks “Drottenssvig”. De havde nemlig for skik at holde fanger i forvaring for venderne; og ofte sendte de – mere af frygt end af fri vilje – ilbud til fjenden lige inden landets flåde stak i søen, thi de håbede ved slig tjenstagtighed at sikre sig den fred, som de ej ved egen kraft var i stand til at hævde”.
Faktisk blev kongen så vred, at han ville “lægge alt hvad der endnu var tilbage af Falster i bund og grund øde med sværdet”. Heldigvis forhindrede en sygdom ham i at udføre denne handling, hvilket Saxo kalder en guddommelig indgriben.
Borgen genopdages
Efter den første prøvegravning i 2016 stod det os klart, at vi her havde fat i en mægtig nyhed. Vi havde fundet spor af, at sydvolden ikke alene var menneskeskabt, men havde gennemlevet adskillige angreb efterfulgt af forstærkninger af volden. Selvom vi manglede at bevise borgens nordlige afgrænsning, havde Erik og jeg, efter vores bedste bud, fundet det sagnomspundne Trygge Slot og måske samtidig også det forsvarsværk, som Saxo omtalte som ,Falstringernes fælles forsvarsværk’.
Vi vurderede nu, på baggrund af førnævnte studier i terrænet og på kort, at hele borgen måtte være den kæmpestore banke, der strækker sig fra Voldstedgård i syd til den over seks meter høje skrænt i nord – en strækning på mere end 500 meter. Denne banke er nærmest timeglasformet, idet det smalleste sted er i midten – med en bredde på ca. 80 meter – mens bredden i nord og syd er over 200 meter. Mod øst er denne banke markeret med en op til 18 meter høj skrænt ned til Virket Sø. Mod øst ligger som nævnt mosen, der tidligere kaldtes Borremose (borgmosen). Borgens oprindelige befæstning bestod af en op til flere meter høj naturlig skrænt ud mod mosen, sikkert yderligere befæstet med ovenpåliggende vold og palisade. Størstedelen af denne skrænt er formentlig forsvundet, i forbindelse med at man skubbede den ud i mosen for at lave en vej langs højderyggens vestlige kant. Kun midt på borgbanken er skrænten bevaret, og her rejser kanten sig fra den moderne vej op i tre meters højde.
Efter gravningen i 2016 manglede vi afklaringen af borgens størrelse og nogle flere dateringer. Derfor gennemførte vi på Museum Lolland-Falster i samarbejde med Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet i 2020 en gravning, hvor vi med god hjælp fra Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond fik foretaget en række kulstof 14-dateringer. I løbet af året gravede vi både i nord-, mellem- og sydvolden. (billede fra gravningen2020 med studenterne fra Århus) En kulstof 14-datering fra mellemvolden viser, at en af dens byggefaser ligger mellem år 770 og 894, og den er dermed samtidig den ældste daterede del af sydvolden. Fra nordvolden har vi desværre p.t. også kun én datering. Dateringen er fra et højtliggende stolpehul, som er fra engang mellem år 1021 og 1158 – dermed hører den til i den tidlige middelalder og ret sikkert også i vikingetid.
Men fæstningen kan være meget ældre end det. Boreprøver fra nord- og sydvolden viser os nemlig, at der under de nederste dateringer er op mod fire meters voldopbygning. Det betyder, at borgen måske kan trækkes længere tilbage, måske helt ned i 600-årene.
Det er, hvad vi ved. Her er, hvad vi gerne vil have svar på:
– Det er mærkeligt, at et mægtigt bygningsværk, der næsten er en fjerdedel større end den største ringborg, Aggersborg ved Aalborg, og samtidig har en levetid på mindst 400 år, ikke har efterladt sig nogen skriftlig omtale andet end en kort, vag benævnelse hos Saxo. Derfor har vi også en række uafklarede spørgsmål.
– Hvem organiserede byggeriet i den fase, hvor det fik sin nuværende størrelse og udformning? Borgen er så bevidst anlagt, og byggeriet krævede så rå mængder af arbejdskraft, at der må have stået en person bag. En person med magt.
– Var denne endnu fiktive person med eller mod den siddende kongemagt? Var Falster faktisk en del af det danske rige, eller var befolkningen så blandet med venderne, at øen havde sin egen konge?
– Var der en permanent bebyggelse inde bag voldene? Eller er det kun en teltplads? Det virker utroligt, at denne mægtige borg kun skulle være et sidste tilflugtssted i forbindelse med stridigheder. Af karakter og primært pga. de mange arbejdsprocesser på borgen virker den som en mere permanent befæstning. Men var den det?
– Hvornår blev borgen egentlig anlagt, og hvad var dens oprindelige størrelse? Kan det virkelig tænkes, at de nederste lag af volden – som vi endnu ikke har dateret – faktisk kan trække borgen måske helt tilbage i 600-årene? Kan det tænkes, at mellemvolden fx er den første afgrænsning mod nord, og at den nuværende nordvold faktisk er billedet på en udvidelse, fx i århundrederne 1000/1100?
– Hvordan var adgangsvejene til borgen? Vi er ret sikre på, at man skulle komme ind fra nord via den såkaldte rampe, der fører op til borgens nordøstlige hjørne. Ikke mindst fordi mellemvoldens facade er rettet mod nord. Kunne man sejle ind til Virket Sø, som de lokale sagn fortæller? Dette kunne være meget interessant, da det ville give borgen en helt ny placering set i et militært perspektiv.
Lidt nærmere svarene kommer vi allerede i år. I skrivende stund (juni 2021) er vi ved at planlægge nye, mindre gravninger for at efterprøve jordmagnetiske opmålinger af den sydlige del af borgbanken. Disse målinger har vist os, at der bag voldene er ganske mange såkaldte anomalier, altså magnetiske udslag i jorden, som indikerer brændte flader, større sten eller fx større jordarbejder, alt sammen noget, der kan give disse anomale udslag. Så med de små indgreb i borgbanken, som vi vil foretage i år, er vi allerede nærmere nye og spændende resultater om denne – Danmarks mægtigste borg fra vikingetiden.
Leif Plith Lauritsen (f. 1966) middelalderarkæolog og borgforsker, ansat på Museum Lolland-Falster bl.a. som leder af bygningsbevaringsafdelingen, med en fortid som formidlingschef på Middelaldercentret i Nykøbing F. Han har skrevet en række artikler i forbindelse med sit arbejde med borgene på Lolland-Falster. I 2020 tildelt Charles Christensens Legat for sit arbejde med borgen og Store Heddinge Kirke.
ILLUSTRATION: Dronefoto af voldene i Hannenovskoven. Voldene strækker sig imponerende mere end 1.400 meter gennem landskabet, men deres højde er ikke overvældende. Her mod øst er voldene tredobbelte [foto: Forfatteren]
Litteraturliste:
La Cour, W.: Danske Borganlæg til midten af det trettende århundrede, Nationalmuseet, København 1972.
Masen, J. og Klassen, L. Fribrødre Å: A late 11th century ship-handling site on Falster, Jysk Arkæologisk Selskab 2010.
Jørgen, Olrik: “Et par forklædte stednavne hos Sakse”, Historisk Tidsskrift, bind 8, række 1 (1907- 908) 9.
Zeeberg, P.: Saxo Grammaticus, Gesta Danorum, Danmarkshistorien, latinsk tekst udgivet af Karsten Friis-Jensen, dansk oversættelse ved Peter Zeeberg, Gads Forlag, København 2000.