Steen Bo Frandsen: En dag vil København få øje på Jylland [ÆRA2]

30.10.2021

Den danske nationalideologi var ikke favnende og inkluderende – tværtimod. Den kendte kun én danskhed, der langt overvejende blev defineret i hovedstaden, hvor man – i 1700-tallet som i dag – praktiserer en del og hersk-strategi overfor den jyske halvø.

Af Steen Bo Frandsen

SOM DET SKER I DAG, er der altid nogen, der finder anledning til at rette blikket på forholdet mellem landsdelene. Særligt interessant bliver det, når statsministeren eller andre benytter deres regionale baggrund i valgkamp og partiopgør. Så krakelerer den homogene nationale overflade, og mere eller mindre godmodigt plejes fordomme og stereotyper. Der er altid nogen, der bliver forfordelt, og der er altid andre, der har skaffet sig mere af en eller anden kage, end der burde tilkomme dem! Af omfang er kongeriget nemlig lille, men altså altid stort nok til, at der angiveligt findes helt anderledes mennesker i andre egne af landet. Landet er ellers homogent som få, landsdelene er bundet sammen med faste forbindelser, og med stor succes har man udryddet lokale dialekter og de fleste andre tegn på indre forskellighed. Med hyppige administrative reformer har man modarbejdet tilløb til regionale identiteter – det gjorde først enevælden og siden folkestyret.



Alligevel findes der et uudsletteligt behov for at operere med forskelle inden for egne grænser. Det er – som så meget andet ,typisk dansk’ – naturligvis slet ikke typisk: Det går ikke anderledes for sig, når Nordhessen og Sydhessen eller Amsterdam og Limburg plejer deres angivelige forskelligheder. På Prenzlauer Berg i Berlin taler man om de dumme mennesker ude på landet i Sachsen og Bayern. I den danske hovedstad bliver Tønder-sagen og minkavlerne i Vendsyssel emblematiske for det ,derude’. Men diskursen går naturligvis også i den modsatte retning, for ,ovre i Jylland’, i Lausitz eller Oberbayern tænker og siger de også deres. De har bare ikke så mange medier at boltre sig i.

Spændinger mellem landsdelene går langt tilbage. Heller ikke middelalderens store kronikør Saxo sparede på nedladende domme over de landsdele og stormænd, han ikke kunne lide. Hans midtsjællandske horisont lagde et mønster ned over Danmarkshistorien, som den ikke kunne befri sig fra. Danmarks historie blev sidenhen aldrig fortalt fra et skånsk eller et jysk perspektiv, og da Skåne gik tabt i 1658, blev balancen i kongeriget forskubbet: København havde ligget gunstigt i et rige, der var bundet sammen af søveje, men nu kom hovedstaden til at ligge op ad grænsen i rigets yderste udkant. Kongen flyttede ikke.



Den første store jyske forfatter – hedens digter – Steen Steensen Blicher (1782-1848). Klik for at se billedet i større udgave [foto: Scanpix]

En tid drømte man om at vinde det tabte tilbage, men ellers førte placeringen ude i periferien trodsigt til en forstærket centralisme efter enevældens indførelse. I residensbyen koncentreredes omtrent alle institutioner af betydning, og da den enevældige konge ikke længere skulle vælges, behøvede han heller ikke at rejse omkring i riget. Da Frederik VI besøgte Nørrejylland i 1826, var det første gang siden 1740, at en konge vovede sig dertil.

Nationen bygges
Danmarkshistorien fortælles gerne uden hensyntagen til, at kongeriget blot var en lille del af det oldenborgske monarki (1448-1864). Efter 1448 forenede de oldenborgske konger en række territorier og regionale kulturer i Nordvesteuropa, og selvom kongen havde sit magtcentrum i Danmark, var monarkiet en multietnisk, sammensat stat. Der herskede betydelig spredning i sprog, retsforhold og pengevæsen. Som hovedstad i et lille imperium tiltrak København mange forskellige mennesker: Nordmænd, islændinge, slesvigere og holstenere satte deres præg på byen, hvor henved en tredjedel af befolkningen var tysk. Da Skåne gik tabt i 1658, ændredes balancen mellem kongeriget, Norge og hertugdømmerne, men det nye styrkeforhold varede til ophævelsen af unionen med Norge i 1814. Derefter var der kun kongeriget og hertugdømmerne tilbage. Det lykkedes først at stabilisere situationen, men derefter begyndte en hastig og uventet nedtur. Kongeriget og hertugdømmerne havde en lang fælles historie, men uden Norge var styrkeforholdet mellem rigets danske og tyske dele anderledes prekært.

Frem mod midten af 1800-tallet blev monarkiets fremtid truet af to konkurrerende projekter, der udviklede sig inden for dets grænser: I) I kongeriget sigtede et nationalistisk program på at sprænge helstaten til fordel for en nationalstat, II) Mens der i hertugdømmerne formede sig en tysk domineret regionalisme, der blev stadig mere separatistisk.

I universitetsbyerne København og Kiel forsøgte nye politiske eliter at bringe sig i stilling til at overtage magten efter enevælden. Det var begge steder omtrent samme slags mennesker med samme liberale anskuelser, men det lykkedes dem ikke at bringe deres næsten enslydende krav på en fællesnævner i en fælles helstatsliberalisme, før de nationale ideer og argumenter kastede en brand ind i debatten, der aldrig igen kunne slukkes. Herefter voksede modsætningen mellem en dansk nationalisme og en slesvig-holstensk regionalisme uophørligt.

Nationalstater ses gerne som enestående, men paradoksalt nok er det nationale internationalt. I deres tilblivelsesprocesser lærte (og stjal) de af hinanden og udviklede sig parallelt. Europas liberale drømte om stater, der ikke længere skulle være organiseret efter fyrsternes besiddelser, men på grundlag af nationale fællesskaber. Ofte fandtes der dog et misforhold mellem de nationale ideer og den konkrete viden om land og folk i de idealiserede nationer. Nationalisterne havde uskarpe forestillinger om deres nationers grænser og troede gerne, at den ene nation begyndte, præcis hvor den anden holdt op. Overgange og blandingsidentiteter forekom ikke. Man forestillede sig små og større floder som ,naturlige’ grænser, men hverken Rhinen eller Ejderen lod sig uden videre deklarere som nationale grænser.



Selvportræt af Louis Gurlitt (1812-97) fra 1833. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Nationalmuseet i Stockholm]

De nye ideers mænd havde et enormt behov for viden om grænserne, men også om nationernes indhold. Selv i det store franske forbillede krævedes en omfattende proces for at gøre de intetanende bønder til franskmænd, og ,da de italienske politikere havde skabt Italien, var de nødt til at skabe italienerne’, som det hed i en sætning, som blev tilskrevet den liberale italienske samlingspolitiker Massimo d’Azeglio og som præcist udtrykker det dilemma, politikerne stod i, efter at enheden var en realitet.

Historikerne og politologerne taler gerne om nation building, hvilket understreger behovet for at konstruere nationerne ud af mennesker og territorier. Det var ikke anderledes i den danske konges rige.

Konflikten i 1800-tallet kom til at definere både konturerne af – og indholdet i – den fremtidige nationalstat. Det herskende tema blev striden om Slesvig, hvor der var sammenstød mellem både den danske og den tyske nationalitet samt økonomisk rivalisering mellem København og Hamborg. At nationalstaten for kongerigets vedkommende kom til at se ud, som den gjorde, var måske ikke nogen stor overraskelse i betragtning af forhistorien. Givet på forhånd var det dog heller ikke.

Det ukendte Jylland
Forholdet mellem landsdelene og dynamikken omkring de indre forskelle spillede en stor rolle i den periode, der gik forud for indførelsen af nationalstaten og folkestyre. København var monarkiets uanfægtede hovedstad, men efter Norges tab følte byen sig truet indefra af det dynamiske Holsten. Hertugdømmets vægt forstærkedes af den store hansestad Hamborg, der lå lige uden for monarkiets grænse. Efter Napoleons-krigene profiterede den driftige handelsby ved Elben af handelen med briterne, der sendte billige kolonialvarer til byen. Hamborg blev den dominerende økonomiske magt i hele Nordtyskland, men udviklede sig i realiteten også til det oldenborgske monarkis økonomiske hovedstad. Udbuddet af billige varer og muligheder for kredit var tiltrækkende. De mindre byer uden for København så deres chance for at handle på hansestaden – og de københavnske købmænd, der oplevede hårde tider, så skævt til konkurrenten ved sydgrænsen. Hamborgs indflydelse forstærkedes desuden af, at monarkiets næststørste by, Altona, var beliggende klos op ad den.

Kort sagt: København var den ubestridte politiske hovedstad, men økonomisk rettede store dele af staten opmærksomheden mod syd. Det forekom, at hele monarkiet var spændt ud mellem den danske hovedstad og hansestaden.

Da den økonomiske kontrol over riget risikerede at glide hovedstaden af hænde, udviklede det en voksende frygt for, at kongerigets fjernere dele skulle give efter for hamborgerne. Den frygt blev et vigtigt incitament til den opdagelsesproces, der nu tog fart i den københavnske politiske og kulturelle elite. Opdagelsesprocessen rettede sig først og fremmest mod Nørrejylland – den kongerigske del af halvøen, der lå nord for Kongeåen. Det var den største del af kongeriget, men det var også den region, der lå længst fra København. Det måtte stå klart, at en nationalstat kun kunne give mening og have en fremtid, hvis den fastholdt Nørrejylland.



1869: Stænderhuset foran Viborg Domkirke, malet af Friedrich Wilhelm Otte og Johan Friedrich Fritz. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Det Kongelige Bibliotek]

Situationen i Danmark adskilte sig derfor i mange henseender ikke fra den udvikling, der fandt sted i Frankrig, Italien eller andre nye nationalstater, hvor hovedstadens eliter forsøgte at gøre status og vinde et overblik over indholdet af den nation, som de propagerede og egentlig tog for givet.

Kongeriget var territorialt af beskeden udstrækning, men betegnelsen terra incognita blev dog påfaldende ofte påhæftet landet uden for hovedstaden. De dannede kredse var ikke forudsætningsløse og stod i forbindelse med ligesindede uden for hovedstaden, men jo mindre by og jo længere ud på landet, jo færre kontakter og konkret viden. Det skortede på data af enhver art, for i det omfang talmateriale overhovedet eksisterede, var det herskabsviden, der bestemt ikke var tænkt som offentligt tilgængelig.

Fra 1830’erne begyndte en omfattende aktivitet med indsamling, beskrivelse, publicering og udbredelse af informationer. Der var en glubende interesse for enhver form for topografisk viden, og aviserne bragte gerne beskrivelser af egne og bestemte lokaliteter, så der efterhånden tegnede sig et skarpere billede af landet uden for hovedstaden.


Det påtrængende behov for et overblik bragte politiske skribenter, handelsfolk, rejsende, malere og skønlitterære forfattere på banen. Den voksende opmærksomhed mod både territoriet, omfanget og indholdet af det forestillede nationale fællesskab faldt sammen med opkomsten af en politisk offentlighed med presse og meningsdannelse. Den var heller ingen dansk opfindelse. Holsten blev påvirket af Tyskland syd for Elben, og det var da også i Kiel, at monarkiets første moderne meningsdannende avis så dagens lys i september 1830: Kieler Correspondenz Blatt blev snart en vigtig inspiration og modspiller til pressen i København.


Flagskibet i den meningsdannende danske presse blev det liberale Fædrelandet, der få år senere bevægede sig stadig mere ind på et nationalt spor. En anden stemme var Kjøbenhavnsposten, der forlod et upolitisk udgangspunkt til fordel for en radikal liberal position og – i modsætning til Fædrelandet – forsøgte at holde sig på afstand af nationalismen. I disse to københavnske aviser kan man følge diskussionen om det Danmark, der var ved at tage form – såvel en politisk diskussion om en mere eller mindre radikal udlægning af demokratiet som en engageret debat om, hvad (og hvem) kongeriget egentlig omfattede.


Selv Danmarkskortet fandt kun langsomt sin kendte form, idet specielt det nordvestlige Jylland var stærkt fortegnet. I det hele taget øvede nørrejyske lokaliteter en særlig tiltrækning på folk i hovedstaden, fordi de alene ved deres fjerne beliggenhed var omgivet af en eksotisk aura. Naturligt måtte man antage, at et højdedrag kaldet Himmelbjerget var det højeste punkt i landet. Navnet skyldtes ikke de lokale, der heller ikke kunne vide noget om landets andre bjerge, men at der gik frasagn om dets højde. Det hed sig, at nordsiden var for stejl til at lade sig bestige. En af de mere nøgterne betragtere talte om 1.800 fod – ikke mindre end fem gange mere end virkelighedens ret desillusionerende mål!



Anton Frederik Tscherning (1795-1874), krigsminister og officer. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Moritz Unna, Det Kongelige Bibliotek]


Hvordan menneskene levede og tænkte, var heller ikke kortlagt. Det ubekendte blev let det mørke Jylland og mobiliserede associationer til uvejsomme hedelandskaber og fremmedartede indfødte. Natmandsfolket hørte til pressens repertoire. Det samme gjorde kartoffeltyskerne. Disse immigranter fra det fjerne Pfalz blev snart lagt for had, når nationalisterne ledte efter det fremmede, der ikke hørte til, og som plejede deres egne skikke og levevis.

Men ikke kun pressen i hovedstaden dyrkede det eksotiske, det samme gjorde københavnerne selv. De kendte jo nok jyder, som de kendte nordmænd, holstenere og andre underlige folk, der kom til den eneste by, hvor man kunne blive til noget. Disse grupper blev alle tildelt mere eller mindre fortjente stereotype karaktertræk. Jyderne skilte sig ud ved deres driftighed og evne til at gøre forretninger. Den fordom er aldrig siden forsvundet.

Der foregik en opdagelse af nationen og det nationale landskab, og Jylland var nu midt i det hele. I et land fattigt på oprivende naturfænomener var kontinentet storleverandør. Nordsøens gennembrud ved Agger Tange i 1825, der gjorde en ende på ferskvandet i Limfjorden, gav ekko i årtier. Sandflugten, strandinger og stormfloder satte det jyske dramatisk i scene. Igen og igen vendte man tilbage til heden, der næsten var så langt borte, som man kunne komme, når man kiggede ud over de østvendte kyster.

Tydeligvis var der en vis gysen forbundet med Jylland. Følelsen af ubehag og mistro var altid nær. Landet blev et hjemsted for grumme handlinger og suspekte protagonister: kongemord, bondeoprør, Finderup og Grathe Hede. Målet for den store nationale opdagelsesproces var at nå dertil, at hvert et sted havde fået navn og stemme, som Christian Richardt (1831-92) siden digtede i sine uendelige rim om Danmarkskortet. Det var, for eliten i København, en opdagelse, men også en national besiddelsestagen, for i fascinationen af det mørke og ubekendte Jylland lurede altid en frygt for, at jyderne kunne noget for dem selv, og at de om muligt kunne finde på at agere uden om københavnerne.

Ikke kun københavnere rejste i det jyske. Den tyske geograf og rejsebogsskribent Johann Georg Kohl (1808-78) skrev to udførlige bind om sine rejser i monarkiet. Han havde allerede berejst mange europæiske lande og kombinerede et blik for det, der var oppe i tiden, med en uvurderlig evne til at se og tænke komparativt. Med den baggrund stillede han præcis de spørgsmål, danskerne ikke stillede selv. Han satte klare ord på den indre balance og så i Jylland et land i begreb med at vågne og rejse sig.

Undervejs undrede Kohl sig over, at danske malere slet ikke havde udviklet et blik for de storladne motiver i rigets udkanter. De var imidlertid netop i færd med frivilligt at underordne sig det ,rejseforbud’, som tidens store kunstkritiker N.L. Høyen (1798-1870) propagerede. Høyen mente, at de unge kunstnere blev ledt på afveje og fik dårlige påvirkninger på deres rejser til München, Düsseldorf og Rom. Han forlangte, at de holdt sig til hjemlige motiver, og lærte dem at holde sig til Kastelsgraven i København og miniaturer med sjællandske husdyr.



Orla Lehmann (1810-70) ca. 1866. Medlem af Folketinget 1851-53, leder af de nationalliberale i Landstinget fra 1854 til sin død. Amtmand i Vejle Amt 1848-61. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Budtz Müller og Co./Frederiksberg Stadsarkiv]


Omtrent samtidig med Kohl havde maleren Louis Gurlitt (1812-97) dog som den første flyttet staffeliet ud i det jyske landskab, hvor han iscenesatte motiver af en helt anderledes storslåethed, end man kendte fra de malende nationalideologers foretrukne smilende østvendte kyster. Gurlitt begejstrede både Christian VIII, udstillingsbesøgende og kunstanmeldere i hovedstaden, der opdagede det fjerne Jylland – nu i farver. Men pludselig var det slut. Gurlitt var nemlig holstener, og da han derfor i 1848 befandt sig på den forkerte side af skellet under borgerkrigen, blev han en uperson. Hans ,tyske’ billeder ville man ikke længere se i samlingerne, og da de blev pillet ned, endte de i bunden af depoterne for aldrig at vende tilbage. Hans kunst var ikke ,dansk’. Hans landskaber var det heller ikke. I den nationalt begejstrede tid fremstod der et billede af det sande Danmark, som ikke siden har flyttet sig væsentligt. Det domineredes altid af bøgene ved salten Østerstrand og andre motiver, som kendtes fra øerne og de østjyske egne. Hvor skævt malernes nationale danmarkskort var, dokumenteres netop nu af Statens Museum for Kunst, der med en markering af lokaliteterne for samlingernes motiver demonstrerer den meget udtalte skævhed til fordel for ,det rigtige Danmark’.

Del og hersk
Jylland blev opdaget, men der var ikke megen plads til det jyske i det danske. I hvert fald var der kun interesse for en meget tilpasset version. Det havde fra 1834 til 1848 sin parallel i politikkens verden med det første forsøg på at introducere et demokratisk element gennem de rådgivende provinsialstænder. Det forblev en episode i Danmarkshistorien, som helst blev nedtonet, men den rummede en spænding og nogle, som det skulle vise sig, uudnyttede chancer for et andet Danmark, der netop stod på tærsklen til nationalstat og folkestyre.

Det første skridt mod en demokratisk udvikling i Danmark kom fra Tyskland. Allerede ved fredsforhandlingerne på Wienerkongressen i 1814 havde Frederik VI måttet love at indkalde en stænderforsamling i Holsten. Hertugdømmet fik kongen tilbage, men som et gammelt tysk len var det på samme tid en del af Det Tyske Forbund, og derfor gjaldt de beslutninger, der blev truffet for Tyskland, også i Holsten – men ikke i resten af monarkiet. Som andre reformuvillige fyrster glemte han dog snart sit løfte. Først da udløberen af den lille parisiske julirevolution i 1830, der styrtede den franske konge og derefter banede vejen for Belgiens selvstændighed, nåede helt til det ellers stilfærdige Hamborg, bøjede kongen sig. Bemærkelsesværdigt nok valgte han imidlertid nu at tage tyren ved hornene og indlede en statsbygningsproces for monarkiet som helhed. Kongen indkaldte nemlig ikke kun rådgivende stænderforsamlinger for Holsten, men for hele riget.

Den nye institution skulle nu benyttes til at styrke integrationen i helstaten. Kongen vidste, at indre spændinger måtte holdes i ave, og for at sikre en balanceret proces opdelte han monarkiet i fire stænderprovinser: Holsten, Slesvig, Nørrejylland og Østifterne. Formålet var at forhindre holstenerne i at dominere slesvigerne og modvirke en modsætning mellem kongeriget og hertugdømmerne. Den sindrige opdeling førte til protester fra den liberale opposition i Kiel og København. Den fortolkede det som del og hersk-politik, hvilket det naturligvis også var.

Men det var også et fascinerende eksperiment, der bar kimen til en regionalisering af helstaten og gav en teoretisk opskrift på en afbalancering af dens indre problemer.



Den jyske talsmand, forfatteren Jeppe Aakjær (1866-1930), var fremtrædende kritiker af Hedeselskabets anlæggelse af de monotone nåletræsskove, som han kaldte ,prøjserskove’. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Jacob Saxtorph-Mikkelsen, Det Kongelige Bibliotek]


Med den liberale officer og politiker Anton Frederik Tscherning (1795-1874) som den store undtagelse var føderale ideer for danske politikere en gru. Tscherning troede på en stat, der gennem udligning og spredning af beslutningsprocesser kunne fungere trods indre forskelle. Forestillingerne fandt dog ikke grobund, idet modstanderne mente, at de ikke hørte hjemme i Danmark. Så meget de liberale nationalister end foragtede enevælden, delte de uforbeholdent dens centralistiske statsopfattelse. De ville ikke forstå enevældens alt for sene initiativ som en invitation til at tænke i nye baner. Det forekom dem, at enevælden nu ville lede landet endegyldigt i fordærv. De nærede mistro til jyderne, frygtede holstenerne og ville have en nationalstat, ikke en fællesstat med folkestyre.

Magten i Nørrejylland
I fjorten år, 1834-48, havde Nørrejylland sin egen stænderforsamling, et forum til at diskutere regionens problemer og behov. Det var et tidligt møde med en styreform, der byggede på participation, men det blev ikke efterfølgende værdsat af den nationale elite, der skrev historien. Den bemærkelsesværdige episode med det eneste tilløb til en regionaliseret beslutningsproces blev nedtonet eller skrevet ud af mainstream historieskrivningen.

Nørrejyllands gamle hovedby Viborg var blevet valgt som det naturlige mødested. Stænderhusets placering ved domkirken og landsretten på det gamle nørrejyske tingsted var meget symbolsk. Så symbolsk, at heller ikke den centralistiske nationalstat ønskede at holde mindet om en regional beslutningsproces i hævd: Stænderbygningen blev skyndsomt revet ned i 1873, og monumentet på pladsen i Viborg blev aldrig et positivt erindringssted. Det var i øvrigt sidste gang, at Nørrejyllands gamle hovedby trådte i karakter. Det skulle vise sig, at stænderforsamlingens tid markerede et magtskifte på halvøen.

Hovedstadens presse så med dyb mistro på den nye institution i Viborg. Mens både Holstens og Østifternes forsamlinger var spækkede med fremtrædende personligheder, dominerede ukendte og derfor mistænkelige personer de to andre forsamlinger. Siden måtte pressen indrømme, at den forsamlede intelligens i Roskilde og det vestholstenske Itzehoe ikke kunne hamle op med den langt mere ligefremme og åbenlyse oppositionsånd i Slesvig og Viborg, der gjorde sig gældende under forhandlingerne om politiske reformer. Nørrejyderne og slesvigerne var til dels af mere jævn oprindelse og turde tale klart og bramfrit, mens øboerne og holstenerne var hæmmede af taktiske overvejelser. Alligevel blev alt sat ind på at få den nørrejyske forsamling nedlagt og slået sammen med den østdanske. Det lykkedes akkurat at presse et flertal af jyske delegerede med nationale argumenter, men kongen sagde nej. Til gengæld vedtog hertugdømmernes forsamlinger også et ønske om at blive forenet. Igen sagde kongen nej. Oppositionen var forarget, men havde ikke forstået – eller ville ikke forstå – statsmagtens firedeling af riget som et forsøg på at undgå indre modsætninger.

Den nørrejyske forsamling var radikal og præcis i sine krav, og dens regionalitet var langt mere udtalt end i de noget kunstige østifter: Trods store indre forskelle fandt nørrejyderne lettere sammen om regionale ønsker. Her hjalp deres slette erfaringer med den fjerne centralmagt og dens repræsentanter. Nørrejyderne kendte stort set kun staten som skatteopkræver, og skatterne kom aldrig tilbage til halvøen i form af statslige investeringer. Pengene forsvandt ud af Nørrejylland, hvor der herskede en dramatisk mangel på likviditet. Forstærket af handelsforbindelserne og gunstige lånemuligheder var det ikke underligt, at den hamborgske courant var det vigtigste betalingsmiddel på halvøen.

Et af de vigtigste spørgsmål, der blev rejst af de nørrejyske stænder, var derfor at få oprettet en filial af Nationalbanken med henblik på at sætte flere likvider i omløb på halvøen. Ideen fandt bred opbakning, men hvor skulle filialbanken ligge? En række byer blev foreslået, og ved hver afstemning udgik den med de færreste stemmer. Overraskende nok faldt valget hverken på Viborg eller de favoriserede kandidater Randers og Aalborg: Et flertal ønskede banken placeret i Aarhus. Begrundelsen var ikke mindst byens centrale placering og den gode havn.



1909: Håndværkere arbejder på Landsudstillingen i Aarhus. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Aarhus Stadsarkiv]

Om nørrejydernes loyalitet mod kongen kunne der aldrig herske tvivl – ej heller om deres nationale sindelag i det slesvigske spørgsmål. Men stænderforsamlingernes tid viste, at halvøen trods alle indre spændinger havde sine egne regionale interesser, der sommetider adskilte sig fra hovedstadens. Nørrejyderne orienterede sig mest mod syd, og deres handel gik i samme retning. I København forstod mange de jyske forbindelser med Hamborg som et første skridt mod en afkobling fra kongeriget, og derfor lå der altid en undertone af en konkurrence mellem København og Hamborg i debatten – en konkurrence, som dog optog københavnerne langt mere end hamborgerne.


Det mest bemærkelsesværdige regionalpolitiske tiltag var det omhyggeligt udarbejdede forslag om en jernbane fra Viborg til Holsten. Dette bottom up-forslag var det mest udprægede helstats-fremmende initiativ, der nogensinde blev forhandlet i stænderforsamlingerne. Banen skulle omtrent følge den gamle hærvej og rette op på den underudviklede infrastruktur. Det indre af Nørrejylland havde langt sværere ved at komme i forbindelse med verden udenfor end kystegnene. En forbindelse til den nybyggede holstenske jernbane mellem Altona og Kiel (1843-44) var et fremadskuende projekt. Der fandtes endnu ingen jernbane i kongeriget, og forslaget fra Viborg chokerede den nationale opinion i hovedstaden. Den første jernbane kunne man ikke forestille sig i Nørrejylland og så tilmed i en nord-syd-retning! Pressen blev mobiliseret for at stoppe planen, og nørrejyderne blev mistænkt for at ville sælge både deres stude og sig selv til hamborgerne. Forslaget blev vedtaget i Viborg, men det blev efterfølgende syltet af kongen, som fandt det for dyrt.


Mistænkeliggørelsen af nørrejyderne for mangel på national overbevisning var ubegrundet. I nationale anliggender var de deputerede i Viborg ikke mindre højrøstede og radikale end øboerne. Deres danskhed stod aldrig til diskussion. Den havde blot et andet udspring og derfor en anden farvning. Eksempelvis støttede nørrejyderne de dansksindede slesvigeres krav, men nationale kredse tog det ilde op, når de afviste de planer, der blev smedet af flensborgske og københavnske forretningsinteresser om en tværbane fra Flensborg til Husum, der skulle blokere for en forbindelse mod syd, som den, de viborgske stænder havde ønsket.


Nørrejyderne havde tidligt tilkendegivet deres accept af en fælles national forsamling, og med folkestyrets indførelse i 1848 blev stænderforsamlingen i Viborg nedlagt. Der blev dermed sat en stopper for en regional beslutningsproces, inden den for alvor var kommet i gang. De ivrigste nationalister åndede lettet op, og herefter sendte nørrejyderne deres valgte til Folketinget i København. Her viste konsekvenserne af den nye orden sig hurtigt. Den gamle nørrejyske fornemmelse af, at de fleste beslutninger tilgodeså hovedstaden, blev ikke mindre. Da et forslag om at oprette et jysk universitet blev behandlet i 1850, fik det støtte af A.F. Tscherning, der altid var for spredning af kræfter og ressourcer til hele staten, mens den forfærdede nationalliberale minister J.N. Madvig (1804-86) afviste det med centralistisk arrogance: ”fordi jeg ønsker, at man kunne komme dertil engang, at der aldrig taltes om at gøre noget for Jylland, idet man gjorde Alt for Danmark”.

Kampen om jernbanen og erobringen af heden
I 1850’erne stod jernbanen atter i forgrunden. I mellemtiden havde kongeriget fået sin første strækning – mellem København og Roskilde – uden nævneværdig økonomisk gevinst. Nationale kredse så Treårskrigen (1848-50) som en bekræftelse på det katastrofale i at forbinde Nørrejylland med hertugdømmerne, som Viborg-stænderne havde foreslået. Krigen havde imidlertid også vist, at behovet for et moderne transportsystem var voksende, men også at formålet nu måtte være et andet, nemlig nationalstatsbygning og integration. Mellemkrigsårenes længste rigsdagsdebat kom således til at handle om en jysk jernbane.



1909: Landsudstillingen i Aarhus. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Aarhus Stadsarkiv]


De træge forhandlinger endte med vedtagelsen af en linjeføring, der fuldkommen afveg fra Viborg-forslaget og cementerede nationalstatens fremtidige magtbalance præget af en koalition mellem øerne og de østjyske dele. Hvis der nogensinde havde været grund til at mistænke jyderne for at gå deres egne veje, var den mistro ikke længere relevant. Det drejede sig herefter i infrastrukturen udelukkende om at komme så let som muligt til København.

Siden fulgte havnen i Esbjerg og jernbanen dertil, som begge yderligere demonstrerede ønsket om ikke længere at prioritere forbindelsen til den tyske nabo. De gamle veje sydover blev sat i anden række af nationalstaten, og forbindelsen til England blev nu opdaget som et alternativ. Den profiterede det nørrejyske landbrug også af, men nørrejyderne havde aldrig forstået de to retninger som et enten-eller.


Forbundet med det andet store nationale projekt efter 1864 – opdyrkningen af heden – lod infrastrukturpolitikken sig let placere i en bredere europæisk kontekst af indre kolonisering, hvor bestemte dele af de nye nationalstater kom til at spille en underordnet rolle i den indre arbejdsdeling. Nørrejylland var uden en regional beslutningsproces ikke en regional aktør i nationalstaten, og dets ressourcer – både landbrugsproduktion og i høj grad også arbejdskraft – blev underordnet en ny struktur, som havde sit absolutte centrum i hovedstaden.


Hedens opdyrkning blev et vigtigt symbol på den nye nationale orden og Nørrejyllands funktion i nationalstaten. Den blev personificeret af Enrico Mylius Dalgas (1828-94), der i høj grad var initiativtager til det store arbejde, der forandrede store dele af Midt- og Vestjylland fra hedeland til et landskab kendetegnet ved agerbrug og plantager. Under Hedeselskabets ledelse gennemførtes denne voldsomme forandring af landskabet, der primært bestod af kampen mod lyngen, tørlægning af søer og udretning af vandløb.


Processen gjorde ikke Vestjylland til et østdansk landskab, men den fratog landsdelen den gamle egenart, der havde været dens egentlige identitet gennem hele den forudgående opdagelsesproces. Elementet af indre kolonisering var til stede i den københavnske kapital, der spillede en stor rolle i hedeopdyrkningen. Desuden var der – som tidligere med kartoffeldyrkning og plantageanlæggelse – tale om et arbejde udført med knowhow importeret fra Tyskland. Det er en ironisk fodnote til projektet, at Dalgas og Hedeselskabet omsatte nationale ideer med metoder hentet fra hedelandet i kongeriget Hannover.

Den ofte benyttede formel om indad at vinde, hvad udad tabtes, var ikke unik for Dalgas – den kendte man fra andre lande efter militære nederlag og afståelser. Det drejede sig dog nok så meget om det enkle, men helt centrale formål at få mad på bordet.

Det sønderjyske spørgsmål
Der var et andet Jylland. Nationalisterne kaldte det Sønderjylland for at understrege en sammenhæng med Nørrejylland. Slesvig var imidlertid i mange henseender et ganske anderledes land end regionen nord for Kongeåen. Hertugdømmet havde sin egen historie, og slesvigerne var stolte af deres kultur og særpræg. De var loyale mod hertugen, den danske konge, men de var også selvbevidste og så ned på det fattigere og økonomisk set mindre udviklede land nord for grænsen. De satte pris på, at Slesvig ikke var en del af kongeriget. Slesvigerne plejede i stedet nære kontakter med naboerne i syd, og endnu ved den nationale konflikts begyndelse var det i kongeriget ret almindeligt at tale om det nordlige hertugdømme som Dansk Holsteen, som en understregning af, at det fra et dansk perspektiv blev set som fremmedartet og anderledes.

Københavns opdagelse af Jylland omfattede således ikke landet syd for Kongeåen. Snitmængden mellem øerne og Nørrejylland var stor, men det holdt hårdere med det slesvigske. Gennem 1840’erne rettede man opmærksomheden mod Slesvig under den stadig mere ophidsede nationale konfrontation. Midterlinjen mellem København og Hamborg løb gennem regionen, hvor der var et omtrentligt sammenfald med den sproggrænse, der blev fremstillet som stadig mere afgørende. I virkeligheden var overgangene i det slesvigske uskarpe, men fortegnede kort og dramatiserede beretninger malede et nærmest apokalyptisk sprog- og nationalitetsskifte på væggen.


Med sin aldrig svigtende begavelse for dramatisk retorik havde den nationalliberale Orla Lehmann (1810-70) i en vigtig tale proklameret, at ,der ikke fandtes provinser i Danmark’. Den tanke var programmatisk for omgangen med Jylland og hele opdagelsesprocessen. Den førte til, at der i nationalstaten uden for København kun fandtes ,provinsen’ – i ental. Samme Orla Lehmann var i 1842 ophavsmand til det skæbnesvangre slogan ,Danmark til Ejderen’. Dermed signalerede han det nationale krav om hele Slesvigs indlemmelse i kongeriget og nationalstatens fremskudte sydgrænse. Statsretsligt hørte Slesvig ganske vist til Danmark, men en indlemmelse af hertugdømmet stod i fatal modstrid med det nationale program, som Lehmann egentlig ville realisere. Problemet var, at Danmark nationalt set slet ikke rakte helt til Ejderen: I Mellem- og Sydslesvig ville det store flertal betakke sig for at blive inkorporeret.


,Danmark til Ejderen’ rummede simpelthen en alt-eller-intet-konsekvens, der forhindrede regionens deling og førte til dens afståelse i 1864. Og mottoet rummede ingen invitation til en nærmere undersøgelse af et land, som uden videre blev erklæret for dansk. Den opdagelsesproces, der hentede Nørrejylland ind i nationalstaten, blev ikke gentaget i det slesvigske. Beretningerne fra og om Slesvig var partsindlæg uden den samme interesse for topografi og lokale forhold. Pressen var ikke optaget af at tage hertugdømmet i besiddelse gennem spredning af data og faktuel viden. Hyppigere leverede den ensidige skildringer af den nationale konflikt uden at forholde sig kritisk til de nationale postulater om hertugdømmets danskhed. Når talen eksempelvis faldt på Flensborg som en ,dansk’ by, ignorerede man fuldkommen den kendsgerning, at kun et mindretal i byen talte dansk.

Der var også langt færre rejseberetninger om landet syd for Kongeåen, og malerne skabte ikke et katalog over landskabet. De slesvigske erindringssteder dukkede først for alvor op under krigene og var knyttet til dem. Naturligvis kunne man læse om Flensborg, Dannevirke og Dybbøl, men der var ikke en national billedkunst af Vadehavet, ingen partier af Vidåen eller Slien, romantiske blikke over Haderslev Dam eller græssende kvæg ved hærvejen nær Tinglev.



1957: Filosofiundervisning med professor Justus Hartnack på Aarhus Universitet. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Aarhus Stadsarkiv]




Kronprinsesse Margrethe er blandt de studerende på Statskundskab og bor selv på kollegie nr. 9 på Randersvej i Aarhus. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Aarhus Stadsarkiv]

Den danske nationalideologi var ikke favnende og inkluderende. Den kendte kun én danskhed, der langt overvejende blev defineret i København. Nationalstatsdannelsen foregik ikke som en samlingsbevægelse, men som en kontinuerlig række afståelser, indtil kun selve kongeriget som den inderste kerne var tilbage. I samtiden betonede eksempelvis tyskere og italienere de mange regionale særprægs sammensmeltning i og bidrag til en ny national helhed – de bestræbte sig på at fremhæve indre forskelle som styrker frem for svagheder. Et helt anderledes billede tegnede sig i Danmark. Her ville man ikke forene modsætninger eller finde rum til andre varianter af danskhed. Det behøvede man strengt taget heller ikke i Nørrejylland, men i det slesvigske skabte denne manglende rummelighed problemer.

Det var umiddelbart ikke så svært at tildele sønderjyderne en plads i den nationale familie, men ved et nærmere syn havde forskellene en helt anden kvalitet end mellem fynboer og thyboer. Lokale privilegier styrkede selvfølelsen, flersprogethed og tætte forbindelser til det holstenske gjorde det til et helt anderledes land end Nørrejylland. Selv den nationale helt Hiort Lorenzen (1791-1845), der ,vedblev at tale dansk’ i stænderforsamlingen i Slesvig, kunne københavnerne dårligt forstå. Han talte nemlig ikke rigsdansk, men sønderjysk.

Forskellene satte det nationale på en hård prøve. Danskheden kunne næppe favne de mange flensborgere og slesvigere, der naivt troede det muligt at kombinere tysk sprog med dansk nationalfølelse. Og ned mod Mellemslesvig blev det danske stadig mindre kompatibelt med den slesvigske virkelighed. Konsekvent viste de førende talsmænd for den danske side mådehold op til afstemningen i 1920 og forlangte kun det Nordslesvig hentet ,hjem’ i den lille danske nationalstat, der gennem en kæmpe indsats var blevet nationaliseret og fordansket gennem seks årtiers preussisk undertrykkelse. Sønderjylland var ganske enkelt blevet forberedt på en lille-dansk identitet, der ikke havde plads til fortidens sprogblanding, kulturel mangfoldighed og overgangspositionen mellem dansk og tysk.

Et Stordanmark til Ejderen ville kræve en accept af en langt bredere danskhed end den, der nogensinde kendetegnede nationalstaten. De slesvigere, der stemte tysk i 1920, vidste, at en forbindelse med Danmark ville kræve en opgivelse af deres slesvigskhed.

På sigt fik de ret. Senest med regionalreformen forsvandt selve begrebet Sønderjylland fra landkortet, erstattet af det historisk meningsløse kunstbegreb ,Syddanmark’. Mange vil mene, at der stadig findes en sønderjysk regionalitet, men alt tyder på, at regionen for længst er begyndt at miste kontur, som det allerede er sket med andre danske landsdele med stærke identiteter.

Jylland erobrer Danmark
Opdagelsesprocessen, nedlæggelsen af den regionale politiske repræsentation og beslutningen om at indrette infrastrukturen på den i yderkanten beliggende hovedstads præmisser fik varig indflydelse på nationalstaten. Det fastlagde en meget entydig relation mellem centrum og periferi, der gjorde Danmark skæv og national, som kunsthistorikeren Hans Helge Madsen (1936-2008) skrev så fremragende om.

Efter 1864 gav nationalstaten startskuddet til en kraftig centralisering, der fremover kunne aflæses i prioriteringer af vejes og jernbaners forløb, men også i en effektiv modstand mod at sprede højere læreanstalter, kulturindretninger og beslutningsprocesser ud over landet. Efter det store franske forbillede talte man om København og provinsen, og dermed var banen kridtet op til en modsætning, som aldrig har truet statens sammenhæng, men som altid er blevet holdt ved lige, og som dukker op med jævne mellemrum. En væsentlig del af grunden ligger som vist i en national ideologi, der nægtede at operere med indre forskelle og regionale interesser som dynamiske elementer i samfundets udvikling. Politikere som eksempelvis A.F. Tscherning vandt ingen opbakning, når de påpegede centralismens skævheder eller antydede det store udviklingspotentiale, der fandtes i de ,underudviklede’ egne fjernt fra hovedstaden.

Op til 1864 havde helstaten trods centralismen været åben for regional mangfoldighed. Den havde ikke aktivt modarbejdet regionale orienteringer i andre retninger: Nordjylland handlede med Norge og Kattegat-kysterne, Vestkysten stod i kontakt med kystegnene helt til Nederlandene, og også Det Sydfynske Øhav havde en blomstrende søfartsøkonomi.

Den nye nationalstats tabere blev udkanterne, der blev frataget mulighederne for at handle ud af staten, men naturligvis også alt det, der repræsenterede de fjernere variationer af en danskhed, der ikke satte sig igennem i nationsdannelsen.

Men samtidig var nationalstaten et bondeland, hvor byerne var og forblev svage til langt op i det 20. århundrede. Og vigtige udviklinger i den jyske periferi slog efterhånden igennem og satte deres præg på nationalstaten som helhed. Den kom derfor aldrig til at tage sig ud, som hovedstadens nationalliberale havde forestillet sig, for de dannede eliter måtte dele magten og mere end i mange andre lande også kulturen med en bredde, der i høj grad havde rødder i det jyske landbrugssamfund. Fra Jylland satte andelsbevægelsen, Indre Mission, antimilitarismen og bøndernes politiske organisation i partiet Venstre deres præg på landets udvikling.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at alle europæiske nationalstater blev til som alliancer mellem enkelte statsdele. Alle vegne var man bevidst om, hvad der stod på spil, når den nye statsforms hierarkier blev lagt fast. Derfor åbnede eksempelvis jernbanernes linjeføringer sprængfarlige diskussioner. Historien om Jylland i Danmark blev ikke historien om et særligt konfliktfyldt forhold, men om, hvordan den orden, der blev fastlagt med nationalstaten, fik en varig karakter uanset alle de forandringer, der siden satte deres præg på landet.


Nationalstaten blev netop København og provinsen frem for den af de nationalliberale så frygtede modsætning mellem Østifterne og Nørrejylland. Det var lykkedes at få standset tilløbet til en regional beslutningsproces i Nørrejylland, som allerede havde antydet, at den kunne flytte noget i en landsdel med uudnyttede ressourcer. I stedet blev Nørrejylland spaltet af den nationale alliance mellem halvøens østvendte kyster og hovedstaden. Veje og jernbaner blev lagt i de egne, der i forvejen var begunstiget af naturen og eksisterende veje – og netop den nørrejyske østkyst lod sig lettest forbinde med øerne, hvad enten der var tale om tog eller skib.

Hjem til Aarhus
Denne udgang på nationalstatens indretning blev forberedt med opdagelsen af Jylland fra 1800-tallets midte og lader sig illustrere ved den nørrejyske by, der mere end nogen anden profiterede af udviklingen.


Da stænderforsamlingen i Viborg pegede på Aarhus som sæde for filialbanken, var det den første af en lang række afgørelser, der gjorde den østjyske by til halvøens største. Aarhus er vokset, fordi byen i nationalstaten indtog en afgørende rolle i den nye alliance. Infrastrukturelt profiterede byen af jernbanens forløb, men samtidig blev den – takket være landets bedste havn – hovedstadens naturlige brohoved på fastlandet. Den rolle blev udslagsgivende for byens videre vækst og tiltagende betydning. Aarhus lagde en voksende selvbevidsthed for dagen, som Landsudstillingen i 1909 og betydelige byggeprojekter markerede. Den Gamle By og Mindeparken havde ikke kun lokal symbolværdi, og oprettelsen af landets andet universitet, der i den tidlige fase udsprang af et privat initiativ mod centralmagtens vilje, blev et afgørende vendepunkt, der definitivt manifesterede byen som landets second city.



Den nye Lillebæltsbro, anlagt 1970, fotograferet i 2016. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Lars Gejl/Biofoto/Ritzau Scanpix]


Dog markerede Aarhus sig ikke som regionalt centrum i politisk forstand og optrådte næppe nogensinde ,oppositionelt’. Det springer umiddelbart i øjnene, at Aarhus med sin østlige beliggenhed i Jylland perfekt spejler Københavns udkantsposition på Danmarkskortet. Det er heller ikke entydigt korrekt at tale om Aarhus som Jyllands hovedstad. I sidste ende repræsenterer byen primært den østjyske del af halvøen i den store nationale alliance med øernes Danmark. Der er altid en fornemmelse af, at det rigtige Jylland og de sande jyske karaktertræk er stærkere til stede længere vestpå i de egne, der blev sat ud på sidesporet, da nationalstaten tog form. En rigtig jysk særegenhed blev langt nærmere forbundet med Midt- og Vestjylland, og disse egne understregede også den gamle jyske fornemmelse af at være overladt til sig selv.

Jylland – og især de vestlige egne – var altid rigere på bemærkelsesværdige succeshistorier end andre dele af landet. Her gør de mest navnkundige eksempler på iværksætterånd sig stærkest gældende med firmaer som Lego, Ecco, Danfoss, Linux, B&O og senest Bestseller, men nationalstatens gennemslag på bekostning af en regional identitet kommer til udtryk i fraværet af en rebelsk, ,regional’ ånd. Uden for landets grænser forbindes fjernsyn eller minkpelse ikke med deres regionale baggrund, men med ,Copenhagen’. Selv sengetøjet blev indtil for nylig solgt på det store tyske marked under betegnelsen Dänisches Bettenlager uden at stå ved det fuldblodsjyske, som forretningen har været kendt for.

Infrastrukturelt lykkedes det heller ikke at pille ved det mønster, som nationalstaten havde lagt fast. Da der i 1960’erne blev diskuteret en jysk motorvej, gentog historien sig på påfaldende vis. Den fremtrædende geograf Johannes Humlum (1911-90) foreslog med henvisning til internationale forbilleder en motorvejslinje langs højderyggen midt i Jylland for derigennem at styrke de egne, der ikke havde let adgang til havet eller de allerede byggede jernbanelinjer. Ideen om en midtjysk linjeføring blev afvist – ganske som i 1800-tallet i forbindelse med Viborg-stændernes jernbaneinitiativ. Den nationalstatslige alliance mellem øerne og Østjylland holdt. Alle andre positioner blev betragtet som udtryk for særinteresser.

Endelig kunne man nævne den ukendte situation, der opstod, da det mod årtusindskiftet viste sig, at der ret ubemærket var opstået en millionby på kontinentet, et bybånd fra Trekantområdet til Randers med en udviklingsmodel, der kendes fra mange andre lande. Den blotte forestilling om en anden millionby i landet vakte bestyrtelse. Den gav næppe anledning til en ny opdagelse af, hvad der rørte sig på fastlandet, og som i 1800-tallet gav det ikke anledning til overvejelser om en mere balanceret regional beslutningsproces. Tværtimod blev stikket til millionbyens videre udvikling trukket ud i tide, da de nye regioner behændigt kom til at skære millionbyen over. Det lykkedes statsmagten at trække den sydlige del af Nørrejylland ind i en kunstig regionsdannelse med Fyn og Sønderjylland. Dermed opnåede man endnu en gang at afskaffe ældgamle grænser mellem landsdelene. Tilslutningen til denne nye region blev sikret ved at gøre Vejle – der ellers lå ret centralt i den østjyske millionby – til hovedstad i den nydannede Region Syddanmark.

Resultatet viste, som så ofte tidligere, at centralmagten med del og hersk-politik fortsat suverænt formår at forhindre opkomsten af konkurrerende regionale centre endsige det spinkleste grundlag for regionale identiteter. De nye regioner blev da også primært knyttet til organiseringen af sygehusene, og de fik derfor intet af den identitetsmæssige dimension, der ellers knytter sig til sådanne enheder.

Nu – helt som tidligere – ser statsmagten ingen grund til at satse på regional konkurrence. Regionerne er nærmere den sidste etape på vejen mod den centralistiske stats drøm om et system helt uden et regionalt mellemniveau. Sådan vil man naturligvis ikke fortolke det i Danmark, men sådan ville vi være tilbøjelige til at fortolke det, hvis det skete i et hvilket som helst andet land.

Steen Bo Frandsen (f. 1958) er historiker, uddannet i Aarhus (dr.phil. 1996). Efter stationer i bl.a. Firenze, Rom, Berlin og Hannover i dag leder af Center for Grænseregionsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Særlige interesseområder er dansk, tysk og italiensk regionalhistorie i 19. og 20. århundrede. I 1996 skrev han sin doktordisputats med titlen Opdagelsen af Jylland.


ILLUSTRATION: 1842: “Et landskab ved Himmelbjerget. I forgrunden en taterfamilie”, malet af Louis Gurlitt (1812-97) Klik for at se billedet i større udgave [foto: Statens Museums for Kunst]


Litteraturliste:
Albeck, Gustav: Et større Danmark. Nogle træk af kulturlivets udvikling vest for Storebælt, Aarhus 1989.
Damgaard, Ellen: I kuling fra Hals til Harboøre, Fortid og Nutid, 2002, 251-277.
Frandsen, Steen Bo: Opdagelsen af Jylland. Den regionale dimension i Danmarkshistorien 1814-64, Aarhus 1996.
Frandsen, Steen Bo: Magtens geografi, i Danmark på vippen, Hvidbog 2015, s. 48-52.
Kohl, Johann Georg: Reisen in Dänemark und den Herzogtümern Schleswig und Holstein, I-II, Dresden & Leipzig 1846.
Kramshøj, Knud; Nielsen, P.K.: … men fri den jyske Mand for Prøjserskove, Skive 2020.
Jensen, Hans: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848, I-II, København 1931-1934.
Nielsen, Niels Kayser: “National identitet, kulturarv og kulturelt demokrati”, RIG. Kulturhistorisk Tidsskrift, 94, 3 (2011), s. 141-157.
Nielsen, Tom; Boris Brorman Jensen (red.): Den østjyske millionby, Aarhus 2017.
Madsen, Hans Helge: Skæv og national. Dansk Byplanlægning 1830 til 1938, København 2009.